Onsdag den 22. januar
Hvorfor skal det være så svært at sige det?
Kære læser
Hvis man af den ene eller den anden grund har brug for opmuntring eller bare at klare hjernen efter de seneste dages begivenheder, kan dette anbefales: dyk ned i den civile ulydigheds historie; selv hurtig og sporadisk research giver gode resultater. Har du hørt om secessio plebis (tilbagetrækning af plebejerne) i den romerske republik fra […]
Det bedste vi har set
“Den der forherligelse af det uforberedte som middel til spontanitet […] den giver jeg nul og en skid for. Det er selvbedrag. Der kan være elementer af noget, der opstår spontant, men flid er heldets moder. Jeg kan godt være forfalden til tanken i et svagt øjeblik: At det jo også handler om at bevare en eller anden form for spontanitet. Men det passer ikke. Der kommer aldrig noget godt ud af det. Jo, der kommer måske noget godt ud af det, men der kommer ikke noget ud af det, der ikke kunne være bedre.” Information har et godt, langt interview med satiriker Frederik Cilius i anledning af, at han i den kommende tid spiller titelrollen i Jeppe på bjerget på Det Kongelige Teater.
Har du endnu ikke set Severance – der netop har påbegyndt sin anden sæson – er det bare om at komme i gang, for der er tale om den måske bedste tv-serie kreeret i de forgangne fem år, som desværre endnu lever i relativ obskuritet på Apples streamingtjeneste Apple TV+. Ganske rammende har The New Yorker tidligere kaldt Severance’s bizarre kontor-dystopi for “sci-fi for sjælen”, og i et “nyt” interview (okay, det er fra december) med hovedrolleindehaver Adam Scott dykker magasinet så dybere ned i, hvad der gør både serien og Scotts præstation i den så vellykket – og ja, det er stadig svært at forstå, at den kreative bagmand er Ben Stiller.
Kan du huske OK Go? Det musikalsk ikke specielt gode, men mest lidt jævne indie rock-band, som alligevel lykkedes med at opnå en vis berømmelse i 2010’erne takket være deres ekstremt kreative musikvideoer, fx den, hvor de byggede deres egen Storm P-maskine? De findes åbenbart stadig. Og er altså nu tilbage med en ny vild musikvideo, som vi end ikke kan forestille os, hvor lang tid må have taget at lave; nok længere tid end den dertilhørende og ret ligegyldige indie-sang, der stadig hænger anakronistisk fast i Obama-æraen. Men ok, sådan kan det gå.
Spisesedlen
Donald Trump benåder 1.500 personer, der blev dømt for at deltage i stormløbet på Kongressen.
Efterladte træer bliver påvirkede af fældning omkring dem og fastholder ikke lige så meget CO2 som tidligere.
Hver femte solgte villa i Danmark i 2024 har kostet over fire millioner kroner.
Mænd afbryder AI-drevne stemmeassistenter som Siri og Alexa dobbelt så meget som kvinder.
Danske Bank skal betale tocifret millionbøde til det norske finanstilsyn for markedsmanipulation.
Lindhardt og Ringhof iværksætter intern undersøgelse efter anklager om krænkende adfærd, efter ledelsen har kaldt vidnesbyrdene “hævngerrige”.
Behovet for vikarer er størst i social- og sundhedsområdet, viser nye tal.
Nærsynet
“Vi er grønlændere. Vi vil ikke være amerikanere. Vi vil ikke være danskere,” cementerede formanden for Naalakkersuisut, Muté B. Egede på et pressemøde tirsdag. Et pressemøde, som formanden havde indkaldt til i kølvandet på, at den amerikanske præsident Donald Trump natten til tirsdag gentog ønsket om at købe verdens største ø. Mens Naalakkersuisut venter på […]
Et sidste ord
Nå, det tog ikke lang tid, før Meta gik i hundene.
Forhåbentlig bliver det hele meget bedre i morgen!