Onsdag den 19. februar

Merz er en elefant i en glasverden

“Europæerne venter på Tyskland,” har kanslerkandidat Friedrich Merz sagt om EU’s vaklen i den nye verdensorden. Vil unionens største land og økonomi tage styringen, eller venter vi forgæves?

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Oprustningens pris

De første 25 milliarder kroner skal bruges på et missilforsvar over København. Den nye førsteprioritet på Christiansborg er – hurtigst muligt – at få en jernkuppel, efter israelsk forbillede, som kan nedskyde langtrækkende og ballistiske missiler fra Rusland. “Det her er værre end Den Kolde Krig,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun præsenterede SVM-regeringens […]

Det bedste vi har set

Fulgt til døren

Den nordlige skaldede ibis, Geronticus eremita, kan dårligt betegnes som verdens kønneste fugl. Ikke desto mindre har et hold dedikerede biologer og hobby-ornitologer viet deres liv til at genintroducere den i Europa, hvor den engang levede. Hvilket bl.a. involverer, at man får fuglene til at flyve efter en såkaldt “microlight”, altså en ultralet mini-flyvemaskine. The New Yorker forklarer meget godt, hvad der er på spil: “Vores ødelæggelse af naturen er så dyb og omfattende, at vi, for at omgøre dens effekter […] ofte er nødt til at kaste os ud i indsatser, som er så møjsommelige og verdensfjerne, at det grænser til det latterlige.”

Den rette mand

Oliefonden, der varetager alle Norges oliemilliarder – og hvis værdiudvikling man kan følge i realtid – skal have en ny chef. I sidste måned slog Norges Bank stillingen op, og nu er listen over de mange ambitiøse (og påfaldende unge) mænd, der håber på at kunne kalde sig ny oljefondssjef, blevet offentliggjort. Ja, det er mest bare mænd, der er tale om: Kun en enkelt ansøger ud af 82 er kvinde, hvilket godt kunne kalde på lidt mere ligestilling i kapitalforvaltningen. Som Dagens Næringsliv skitserer, skal ansøgerne dog næppe gøre sig de store forhåbninger, for alt tyder på, at den nuværende chef Nicolai Tangen alligevel får genvalg. Han er så også mand.

Pivot!

Matematik kan handle om outrerede teoretiske problemer, som ingen lægmand nogensinde vil komme til at forstå. Og så kan det også handle om noget langt mere lavpraktisk, som fx: hvilken sofaform er den bedste, hvis man bare gerne vil flytte sofaen rundt om et hjørne? Siden 1966 har en række mere eller mindre møbelglade matematikere forsøgt at løse netop den problemstilling, og nu er svaret minsandten blevet fundet: I en 119 sider lang artikel har sydkoreanske Jineon Baek endeligt bevist, at det bedste sofadesign rent faktisk er det, matematikeren Joseph Gerver fandt på tilbage i 1990’erne. Spøjs historie i Quanta Magazine.

Spisesedlen

Regeringen, SF og Dansk Folkeparti præsenterer ny aftale for ungdomsuddannelserne.

Donald Trump beskylder – rablende og fuldkommen fejlagtigt, selvfølgelig – Ukraine for at have startet krigen, som Rusland begyndte.

Rapperen A$AP Rocky – med det borgerlige navn Rakim Mayers – er blevet frifundet i sag, der kunne have kostet 24 års fængsel.

Kriseramte og konkurstruede Northvolt – som ATP har tabt milliarder på – sælger fabrik i Polen for en slik.

Flere kilometer strand ved Skagen ramt af olieforurening.

Rio de Janeiro ramt af voldsom hedebølge forud for karneval.

Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro formelt anklaget for kupforsøg.

Nærsynet

Meme-mageren Milei?

Argentinas præsident Javier Milei har for længst gjort sig berygtet som en skruppelløs smadremand, der gladeligt saver regeringen midt over (en vigtig inspirationskilde for Elon Musks statskuppende DOGE-projekt). Nu er han så også, i ægte 2025-stil, kommet i fedtefadet for et tilsyneladende meme-coin-svindelnummer. På X promoverede Milei i sidste uge den relativt ukendte kryptovaluta $LIBRA, […]

Et sidste ord

God huskeregel: En nazist er en nazist er en nazist.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12