“Jeg trodde først det var en spøk,” skriver Kunstkritikks chefredaktør Mariann Enge om konsolideringen af det norske Gyldendals tidsskrift Vinduet og skandinaviske Vagant – og retter kritikken mod den generelle nedprioritering af nicheaviserne. Som vi også døjer med i Danmark: “Nå er vi i den situasjonen at uavhengige tidsskrifter med presset økonomi betaler kritikerne bedre enn det aviser eid av store konserner og med solid pressestøtte gjør, mens tidsskriftredaktører som gjerne sitter med mer eller mindre eneansvar for driften, med alt det innebærer av stress og søvnløse netter, ikke på langt nær har den samme lønnsutviklingen som sine aviskolleger.”

Det er det, der tidligere blev kaldt heteropessimisme, og beskriver “en stadig udbredt postfeministisk stemning præget af resigneret, antiutopisk mandehad blandt heteroseksuelle kvinder, der hverken har til hensigt at afstå fra heteroseksualitet eller for den sags skyld at forandre den”. Heterofatalister … ønsker kort sagt, at de ikke var tiltrukket af mænd; alligevel er de ikke villige til at deltage i en politisk kamp for at ændre mændene eller den situation, der er årsag til disse følelser.” Den britiske feministiske tænker Sophie Lewis forklarer bevægelsen i Literary Hub.

Det er en fadæse, at vi på Føljeton endnu ikke har omtalt den britiske kunstner David Hockneys triste bortgang torsdag i sidste uge. Her er en glimrende mindetekst af The New York Times-skribenten Lawrence Weschler, der har snakket med Hockney gennem 45 år, og som måske kan gøre op for vores uret.