Overgeneralisering og dens forhadte fætter – stereotypen –  fremstilles ofte som intellektuelle dødssynder. Spørgsmålet er, om vi kan leve uden? I magasinet Aeon leverer filosoffen Tom Ralston et teknisk, men tankevækkende forsvar for generaliseringer som et livsnødvendigt kognitivt værktøj: “Folk stereotypiserer, fordi de har brug for at forenkle deres erfaring. Og fordi vi alle har brug for at forenkle vores erfaring, bør vi ikke afvise stereotyper som noget i sig selv irrationelt.”

“At forstå videoudlejningsbutikken udelukkende som et transaktionelt sted, hvor penge udveksles for varer og ydelser, overser skoven for bare træer,” skriver forfatter Joshua M. Greenberg, der har skrevet bogen From Betamax to Blockbuster om videoudlejningsbutikkerne og deres status i lokalsamfundene. Sociologen Ray Oldenburg kaldte sådanne steder for “tredje steder” – steder, der er vært for sammenkomster “uden for hjemmet og arbejdets verden”. Såsom posthuset eller teateret, hvor folk snakkede med hinanden på kryds og tværs. Så kom biografen, og en “snak-ikke-under-filmen”-kultur bredte sig. Men samtalen genopstod over disken i Blockbuster.

Sommeren går på hæld, og det betyder for mange af os en hård retur til kontorets ergonomiske stol. Efter nogle uger uden kontorjargon kan det føles, som om der bliver talt et helt fremmed sprog blandt mellemlederne. Først var det anglicismer som ‘purpose’, ’empowerment’ og ’performance’, og nu er det kunstig intelligens’ sprog, der “siver ind overalt”, siger kommunikationsrådgiver Mikkel Toxvig til Djøfbladet. Han advarer chefer og ledere om at kommunikere luftkasteller. Det bliver de ansatte trætte af.