Rigsretssagforslaget mod USA’s forsvarsminister Pete Hegseth er blevet blokeret i Repræsentanternes Hus.

EU’s handelssanktioner mod Rusland kunne være endnu mere effektive, hvis medlemslandene gennemførte dem ensartet, konkluderer rapport.

Iran afviser Frankrigs anklager om, at landet står bag cyberangreb mod hundredvis af køleskabe.

En kenyansk migrantarbejder i Saudi-Arabien er blevet idømt 100 piskeslag, efter at hun fødte et barn uden for ægteskab.

EU indgår aftale med Nigeria, så medlemslande kan sende afviste asylansøgere fra Nigeria tilbage til deres hjemland.

Greta Thunberg ankommer til COP31 i Antalya, men anklager klimatopmøderne for at være noget hykleri.

Danmark får fjerdeplads på årlig klimarangliste Climate Change Performance Index. De tre øverste pladser er tomme, fordi ingen lande gør nok.

Meget passende for temaet i ugens føljeton har en science fiction-roman for første gang vundet Booker-prisen. Vinderen er den engelske forfatter M John Harrisons apokalyptiske fremtidsfortælling The End of Everything. The Guardian har taget en snak med prisvinderen, der nu træder ind i den litterære mainstream i en alder af 81 år. Det gør han med en tør bemærkning, da journalisten spørger, om han har håb for fremtiden: “Nej, jeg har intet håb (…) Vi drømmevandrer mod en desperat situation. Nogen må på en eller anden måde minde os om, at enhver handling har konsekvenser, og at vi ignorerer dem.”

I talkshowet Last Week Tonight gennemgår vært John Oliver hele den såkaldte krigsminister Pete Hegseths karriere og forklarer, hvor meget ødelæggelse han egentlig bringer med sig. Den krigsliderlige minister får et par slagkraftige svirp med på vejen: “Der er tydeligvis sket skader her, som ikke kan ændres. Men det mindste, vi kan gøre, er at forsøge at dæmme op for det ved at fjerne og stille det forbandede røvhul for en rigsret så hurtigt som muligt. Og ideelt på en måde, der sikrer, at han aldrig igen ville kunne bestride et offentligt embede.”

Informations Niels Malmos har været en tur til Lemvig for at undersøge sagen om Den Store Havfrue, som i foråret flyttede ind på Østmolen i den vestjyske by. “Man vil have den hertil som et led i en branding af byen. Jamen, så har vi Cheminova, ulve og nu den her havfrue. Det er da et mærkeligt brand, der bare spiller ind i folks fordomme. Folk griner jo ad os og tænker, vi er nogle freaks, altså,” siger Christine Løventoft-Naur, som er direktør for Museet for Religiøs Kunst og står i spidsen for kommunens kunstråd. Holdningerne til skulpturen er mange, og Malmos vender sagen med alle fra en bagerjomfru til en lokalkendt systemkritiker.