Onsdag 20. november 2019

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Du bliver, hvad du søger (på Google)

I 1803 præsenterede den britiske amatørmeteorolog Luke Howard sit værk Essay on the Modification of Clouds for The Askesian Society – en udvalgt skare af britiske gentlemen med en særlig interesse for naturvidenskab og filosofi (og efter sigende også en stor forkærlighed for lattergas, men det er en anden historie). I sit essay skrev Howard […]

Kære læser

Antinatalister ville ønske, at de aldrig var blevet født

En dårlig idé er født. ”Der findes kun ét virkelig filosofisk problem: selvmordet,” skrev Albert Camus som åbner til sit absurdistiske hovedværk Sisyfos-myten fra 1942. Det var vist lidt en stramning, men også et meget godt udgangspunkt for en længere filosofisk diskussion. Nu har en stadigt voksende gruppe, der kalder sig antinatalister, så taget selvsamme dilemma og vendt det på […]

Det bedste vi har set

Mere Suzanne Brøgger

Mere Suzanne Brøgger

Føljeton ser ikke alt, selv om man nogle gange skulle tro det. En venlig læser, Mikkel Lysgaard, gør os opmærksom på, at vi i vores omtale af Suzanne Brøggers 75-års fødselsdag godt kunne have fremhævet radiodokomentarudsendelsen Puk og Suzanne i Syrien. Det er simpelthen krigskorrespondenten Puk Damsgaard, der har inviteret Brøgger til Raqqa, hvor de indlogerer sig på en militærbase.

+ Nok så interessant: I 1977 udkom en bog med ni interviews af journalisten Ninka. Samtalen var ligesom Ninkas claim to fame. En af dem, hun taler med, er en ældre dame ved navn Frida Stilling (f.1902), som fortæller om livet som hjemmegående husmor. Hun fortæller også, at hun netop havde mødt Suzanne Brøgger på en højskole, og da Brøgger begynder at snakke om fri kærlighed og åbne forhold, giver Frida Stilling hende tørt på. Vi har fundet teksten på nettet.

Et muligt gennembrud for solenergi

Et muligt gennembrud for solenergi

Nu skal man passe på med at sælge skindet, før bjørnen er skudt, og særligt på klimaområdet er vi blevet skuffet nogle gange. Men en amerikansk virksomhed, der hedder Heliogen, som Bill Gates har støttet økonomisk, siger nu, at de har fundet en måde at bruge kunstig intelligens og en hel masse spejle til at reflektere så meget sollys, at det kan generere mere end 1.000 grader celsius. ”Ved den temperatur kan Heliogen erstatte brugen af fossile brændstoffer i vigtige industrielle processer, herunder ved produktionen af cement, stål og petrokemikalier, og dermed dramatisk reducere udledningen af drivhusgasser ved disse aktiviteter,” forklarer Heliogen selv her. Det lyder lovende. Her er CNN’s journalistiske take på sagen.

Cilius og Bruun som civilister

Cilius og Bruun som civilister

Hvorfor var satireradioprogrammet Den Korte Radioavis så optaget af politikernes sexliv? Det og en masse andre ting besvarer Frederik Cilius (Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm) og Rasmus Bruun (Rasmus Bruun) i dette 45 minutter lange videointerview. For eksempel er der omkring 23:00 en udmærket forklaring på, hvorfor Kirsten Birgit på et tidspunkt begynder at forbinde Henrik Sass Larsen med ”chemsex”.

Spisesedlen

Rådgivere afhørt i Trumps Ukraine-sag. Obertsløjtnant Alexander Vindman, der er rådgiver i USA’s nationale sikkerhedsråd, var i går til høring i den amerikanske kongres. Han er en af dem, der lyttede med til den kontroversielle samtale mellem Trump og Ukraines præsident, og Vindman fortalte Kongressen, at han ”ikke kunne tro sine egne ører.” Trump anklages for at have presset Ukraines leder til at indlede en undersøgelse af Trumps politiske modstander Joe Biden, og på den baggrund har demokraterne indledt en rigsretsundersøgelse.

Ledende bandemedlem er stukket af fra psykiatrisk hospital. Et ledende medlem af bandegrupperingen NNV stak i går af fra psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus. Det 24-årige bandemedlem fik hjælp til flugten, og der blev skudt under aktionen. Ingen er kommet til skade. Politiet indledte efterfølgende en menneskejagt på hele Sjælland.

Israels militær angriber iranske mål i Syrien. Det israelske militær oplyser, at deres jægerfly ramte talrige iranske mål heriblandt våbendepoter, militærbaser og jord-til-luft-missiler. Israel kalder det et gengældelsesangreb, efter der dagen før var blevet skudt missiler mod israelske mål i Golanhøjderne. Angrebene er en yderligere eskalering i det allerede dårlige forhold mellem Iran og Israel.

Sverige dropper voldtægtssag mod Julian Assange. I 2010 blev WikiLeaks-stifteren sigtet for voldtægt og seksuelle overgreb mod to svenske kvinder, men nu meddeler den svenske anklagemyndighed, at man har droppet sagen mod Assange. De fortæller, at beviserne ikke er stærke nok. Assange sidder lige nu fængslet i London. I USA er han stadig anklaget for at have hjulpet whistlebloweren Chelsea Manning med at få adgang til fortrolige dokumenter.

Johnson og Corbyn tørner sammen i tv-duel. For første gang nogensinde mødte den britiske premierminister Boris Johnson sin udfordrer Jeremy Corbyn i en direkte tv-duel. Det skete i går aftes, hvor de to kamphaner blev stillet spørgsmål om blandt andet brexit, sundhedssystemet, sparepolitik og prins Andrew. En meningsmåling foretaget efter debatten viser, at seerne vurderede de to partiledere til at klare det nogenlunde lige godt.

Et sidste ord

Du har indlogeret dig på et fashionabelt hotel i Shanghai. Du ser, der mangler kaffekapsler på værelset, og ringer efter nogle, og lidt efter hører du en puslen ude på gangen. Du åbner døren, og …

Husk at tale med din maskine. Vi ses i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12