Onsdag 16. november 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Der findes ingen falske nyheder, kun forkert påklædning

I går blev dagbladet Politiken kåret som Europas smukkeste avis, og tillykke med det. Det er sgu rigtig rigtig flot, for der er stadig mange aviser i Europa, men ligesom det er tilfældet med for eksempel ballets dronning til gymnasiets afdansningsbal, så hjælper det dig desværre stort til selve eksamen, at du er god til […]

Det bedste vi har set

Atombombe-knappen i bund

Den skarpeste satire og samfundskritik kommer – som i de sidste mange år – fortsat fra det franske ugemagasin Charlie Hebdo. Også når det gælder valget af Donald Trump som ny amerikansk præsident. I sidste uge var den afgående præsident på forsiden med teksten: ”Obama – en almindelig borger igen” – og den afro-amerikanske mand på vild flugt i en kugleregn fra to hvide politibetjente. I denne uge får den fuld tryk: Trump har pegefingeren godt oppe i underlivet på en kvinde, der hænger på hovedet – med teksten: ”Skal vi overlade atombombe-knappen til ham?”

Embedded i Trump-land

Gennem det meste af et år rejste freelance-journalisten Chris Arnade rundt og gnubbede skuldre med Trump-vælgere i Midtvestens små fabriksbyer. Han er en arg Bernie Sanders-tilhænger og i øvrigt tidligere børshandler på Wall Street, men han fik en bedre forståelse for, hvad der rørte sig derude, end de fleste mainstream-medier. Columbia Journalism Review har interviewet ham, og på spørgsmålet om, hvor mange Trump-tilhængere, han har mødt, som er vendt på en tallerken og pludselig blevet frastødt af Trump, svarer han:

”Ingen. Ingen. Det var utroligt. Der var ingen, som sagde, jeg er ude, jeg er færdig, han er gået over grænsen, og jeg har fået nok. Ingen. Faktisk husker jeg, at jeg gik hen til en flok Trump-vælgere dagen efter, at videoen var blevet lagt ud – den med ‘grab the pussy’ – og de grinede bare af det: ‘Åh, du ved, sådan er han jo!’”

Spisesedlen

Det er umuligt for civile at forlade det belejrede Øst-Aleppo. Alligevel sendte det syriske regime søndag beskeder rundt til civile i Øst-Aleppo og opfordrede dem til at forlade bydelen inden for 24 timer. Siden er bomberne faldet, men regimet har ifølge Al Jazeeras kilder ikke givet de 250.000 civile mulighed for at slippe ud. ”Der er ingen vej ud. Regimet åbner ikke en rute til os, og de stopper ikke med at bombe,” siger Fatima Lababidi, der er skolelærer og ønsker at forlade byen med sine fire børn.

Finansloven skulle efter planen være klar til at blive færdigbehandlet i Folketinget i morgen. Det trækker ud, nogle dage endnu, men én ting står allerede klart: Næste år bliver det endnu billigere at købe ny bil. Dét er det eneste, de borgerlige partier kan enes om.

MELD betalte 390.000 kroner til Messerschmidts gode ven. Gik du også og troede, at der efterhånden ikke kunne være mere at komme efter på den front? Så kan du godt tro om igen. I foråret brugte det europæiske parti MELD med Morten Messerschmidt i spidsen 390.000 EU-støttekroner på en reklamekampagne for DF. I går aftes kom det så frem, at opgaven med at lave kampagnen gik til Morten Messerschmidts gode ven, den konservative Nikolaj Bøgh. Dermed brød Messerschmidt habilitetsregler ved at give ordren til en vens firma, vurderer flere eksperter, der har gennemgået sagen for DR.

Mette Frederiksen beskyldes for tilbage i 2015 at have vildledt Folketinget med udlændingelov. Dengang indførte den daværende regering med Mette Frederiksen som justitsminister en lov, der gør det nemmere at inddrage opholdstilladelse fra flygtninge, der ikke har konventionsstatus. Men det skete under falske lovbemærkninger, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i dag til Information. Ifølge avisen bakkes hun op af både Dansk Flygtningehjælp og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Danskerne gider ikke længere betale for tv-pakker og er i fuld gang med at opsige de dyre kabelløsninger, som tilmed stiger i pris fra nytår. I kampen mod Netflix og streaming forsøger udbyderne nu at give flere populære kanaler fri.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12