Amerikanske Dr. Seema Jilani fortæller i et interview i The New Yorker om at være børnelæge på et hospital i Gaza. Hun har bl.a. oplevet, at hun og hendes udenlandske kollegaers tilstedeværelse under krigen mod Israel gør en håbefuld forskel. Som hun fortæller: “Palæstinensiske læger ville kigge på os udenlandske læger og sige, ‘Vi er ikke glemt. Det er bevis på, at de ikke har glemt os udenfor’”. Hendes oplevelser er barsk læsning. Men de er vigtige.

Altingets politiske redaktør Esben Schjørring gør status på et Venstre, der endnu venter på sit dobbelte nederlag: “Lige nu befinder Venstre sig i en hverken-eller-zone. Man mangler idéerne, men har placeret sig selv i regering, hvor de ikke kan vokse frem. Man led et vildt nederlag ved folketingsvalget, men fik stadig (del i) regeringsmagten […] Venstre fester med Troels Lund Poulsen stadig, som om det var 2001, selvom lysstofrøret i loftet er tændt, og de fleste af gæsterne taget hjem.”

“Techmedarbejdernes ønske om at bo i det her tætpakkede, mangfoldige sted, mens deres produkter skaber det modsatte, er en vedvarende gåde. Mange techansatte opfatter sig selv som kantede, som outsidere, som modkulturelle,” skriver feminist og forfatter Rebecca Solnit efter 44 år i et efterhånden førerløst San Francisco: “Den nye stemning synes at være påvirket af en form for afmagt over for menneskelig kontakt. Byen er stadig det tætte urbane sted, det altid har været, men den måde, folk bebor den, er i stigende grad forstadsagtig og søger at undgå fremmede og overraskelser.”