“Helt tilfældigt så jeg først for nylig Mark Romaneks Never Let Me Go (2010, manuskript af John Garland baseret på romanen af Kazuo Ishiguro), og den slog mig som den nok mest deprimerende film, jeg nogensinde har set.” Det er den slovenske filosof og filmelsker Slavoj Žižek, der er blevet godt trist, og hvorfor det nu er tilfældet, forklarer han hos e-flux. Hint: det har noget med organdonationer, menneskelig modstand og apati at gøre. PS: Vi kan i øvrigt varmt anbefale Ishiguros roman, der er mindst lige så hjerteskærende.

Hvornår er noget egentlig fascisme? Det kan være påfaldende svært at svare på, for ordet bruges ofte i forvirret flæng, mens klokkeklare fascister sjældent er særligt glade for at tage betegnelsen på sig. Som retoriker Frederik Appel Olsen forklarer hos Eftertryk, betyder det dog på ingen måde, at vi skal gøre som “centristerne”, og “forstå fascisme som et æv-bæv-ord og ikke et faktisk eksisterende politisk projekt.” Nej, truslen skal tages alvorligt – og omtales som det, den er.

Det såkaldte Project 2025 er af gode grunde blevet et omdiskuteret emne i den amerikanske præsidentvalgkamp. Meget apropos fascisme, leverer Project 2025 nemlig en værktøjskasse til, hvordan USA kan nærme sig diktaturlignende tilstande, såfremt Trump bliver genvalgt. Og selvom Trump for nylig har forsøgt at distancere sig fra planerne, ligesom projektets frontfigur Paul Dans har forladt skuden, er der ifølge ProPublica al mulig grund til at frygte dem.