Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug skriver fint om bogen Minor Detail af den palæstinensiske forfatter Adania Shibli, som i efteråret skulle have modtaget den tyske litteraturpris LiBeraturpreis, men stadig ikke har fået den – i hvad der bliver kaldt et forsøg på at bedøve hendes kritik af Israel: “Jeg følte min egen uvidenhed løbe skamfuldt rødt ned mellem fingrene på mig.”

“Langt, langt, langt de fleste af de her mere end 12.000 børn, de forbliver en del af en statistik […] Hind, hende kan vi se for os, vi kan høre hendes stemme, vi kan endda høre, hvor bange hun er, og vi kan høre hende tigge om at få hjælp og blive hentet. Hun kan få os til at tænke over, at hun er en af mere end 12.000 børn, som er blevet slået ihjel.” DR’s Genstart fortæller historien om den seksårige pige Hind Rajab og bringer hendes forgæves nødopkald til palæstinensiske Røde Halvmåne, da hun sad fanget i en bil i en krigszone i Gaza, omringet af hendes families livløse kroppe.

“En af grundene til, at folk altid har henvendt sig til Said, er hans evne til at artikulere en moralsk holdning med en sofistikeret historisk sensibilitet. Said beskrev det palæstinensiske folk som ‘ofrenes ofre’ og viste, hvordan palæstinenserne ubønhørligt er blevet en del af Europas jødiske historie, selvom palæstinensisk ‘liv, kultur og politik har deres egen dynamik og i sidste ende deres egen autenticitet’. Et sådant træk var typisk for hans tænkning, hvor samhørighed i sidste ende var vigtigere end splittelse.” The Guardian genbesøger den postkoloniale og orientalismekritiske tænker Edward Said (1935-2003), der var blandt de første til at sætte ord på palæstinensernes kamp – og ofte beskrives som den bedste til netop det.