Mandag den 17. juni
Mandag aften mødes EU-lederne til en uformel snak om unionens topposter – og alt peger på en ny sejr til Ursula von der Leyen.
Kære læser
Forbered dig på prepping som den nye sommerdille. For der findes dåselatter, og nu også dåseangst. I et bemærkelsesværdigt omslag har regeringstoppen netop været ude og opfordre alle borgere i Danmark til at hamstre dåsemad. “De danske myndigheder anbefaler nu, at du og din husstand kan klare jer i tre døgn, hvis en krise rammer,” […]
Det bedste vi har set
“De første symptomer viser sig, når virksomheden begynder at forringe oplevelsen for brugeren. Derefter spreder sygdommen sig ved også at udhule værdien for forretningskunder, samarbejdspartnere og annoncører (…) Til sidst er værdikæden blevet enormt skævvredet til fordel for aktionærer og investorer, der dybest set er ligeglade med produktets kvalitet”. Interview hos Zetland med Cory Doctorow, forkæmper for digitale rettigheder og ophavsmand til begrebet enshittification – eller lortificering, som det hedder på godt dansk.
Vi har før – i lettere ironisk tone, for helt ærligt, hvor tørt kan det lyde? – gjort opmærksom på VM i Microsoft Excel. Men faktisk er der noget virkelig blæret og magtfuldt over at bære titlen verdensmester i regneark: “Hvis du kan reducere verden til en masse rækker og kolonner, kan du kontrollere den. Manipulere den. Bygge den og genopbygge den på tusind nye måder med et par genvejstaster og en fortryd-knap klar. Et godt regneark viser dig universet og giver dig mulighed for at skabe nye. Og folkene i dette rum, i deres far-jeans og kortærmede skjorter, er guderne på Olympus, der bøjer alt efter deres vilje.” The Verge skiller verdensmesterskabet ad i alle dets små komponenter og genopbygger det, så tiøren falder.
Husker du fadæsen med de ulovlige fiskekvoter, der ryddede fladerne tilbage i 2017? Det korte og det lange i sagen var Miljø- og Fødevareministeriets årelange sløsede og lovbrydende forvaltning af de danske kvoter, der skal forhindre, at dansk fiskeri koncentreres på få hænder. Nu er der desværre kedeligt nyt i sagen. Baseret på aktindsigter kan Danwatch og TV 2 nemlig fortælle, at fiskeriminister Jacob Jensen (V) blev orienteret om, at hans ministerium ikke forvaltede efter loven – længe før han reagerede. Eksperter mener, at ministerens forsømmelse af sin tilsynsforpligtelse stiller ham på kanten af ministeransvarlighedsloven. Vores tidligere kollega Asta Kongsted udfolder sagen i tre pæne og grundige artikler.
Spisesedlen
82 lande underskriver erklæring om fred i Ukraine. Saudi Arabien, Indien og Emiraterne er blandt dem, der ikke er med.
Globale indkøb af atomvåben kostede mindst 2.898 dollars i sekundet i 2023.
USA’s største olielobby vil lægge sag an for at stoppe Bidens forsøg på at få flere elbiler.
Kina iværksætter undersøgelse af svineimport fra EU.
Hungersnøden i Sudan er den værste der er set i 40 år, advarer amerikanske embedsmænd.
SF, Radikale og Konservative afviser den billigste model for CO2-afgift på landbruget.
Vurderingsstyrelsen vil sende fem milliarder tilbage i for meget betalt boligskat.
Nærsynet
“Palæstinenserne forsøger at gøre deres bedste, på trods af Israels fortsatte aggression, for at bringe glæde til små børn, da mange af dem vil [vågne op] og fejre Eid uden deres forældre,” siger Al Jazeera-journalist Tareq Abu Azzoum, netop som den religiøse højtid Eid al-Adha er begyndt, hvor man normalt ofrer kød og deler det […]
Et sidste ord
Ikke sjovt, bare sødt. Mandagsblessings fra os, og så ses vi i morgen.