Selvfølgelig er det ikke sejt at ryge, men altså, det ser jo sejt ud. Hvilket måske kan forklare, hvorfor smøgerne pludselig er tilbage på skærmen og atter ses mellem fingrene på diverse popstjerner, efter de ellers har været forvist i flere år. Ja, eller også er det bare alles yndlings-brat, som bærer ansvaret: “Både Lorde og Rae har arbejdet sammen med den sanger, som Oviatt krediterer for rygningens genopblussen: Charli XCX, Brat Summer-pioneren, som er en stolt ryger. Hun modtog endda engang en cigaretbuket i fødselsdagsgave fra Rosalía, en anden prominent ryger.” Det er New York Times, der lugter røg.

Kan man læse Brian Wilsons tekster, som man kan læse Goethe? Måske er det liige at strække den, men der er da nogle oplagte paralleller: Mens Goethe skrev sin definitive roman om ulykkelig kærlighed, Den unge Werthers lidelser, da han var 24 år, indspillede The Beach Boys den ultimative ulykkelig kærligheds-plade Pet Sounds, da Wilson var – du gættede det – 24. Hvilket har fået seniorredaktør Hans Henrik Schwab til sprogligt nørdet at dissekere pladens lyriske univers, lidt som var det den tyske mester, der var på spil: “Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum). Og sang han endelig om den kærlighed, der er (præsens), var det ofte ledsaget af frygten for at miste, hvis nu … (konjunktiv).”

“Da jeg blev ældre og fik en mere moden forståelse af, hvad litteratur er, begyndte priserne at virke stadig mere bizarre og til sidst nærmest pinlige. Litteratur er ikke rigtig som sport. Den kommer fra folks sjæl og taler til folks højeste sandheder. At uddele en pris for romaner er lidt som en præst, der tager søndagsbekendelser fra hele menigheden og derefter uddeler priser til de bedste.” Godt essay i Persuasion om, hvorfor litterære priser i bund og grund er latterlige – hvis ikke ligefrem skadelige for forfatterne.