Papa och son Skarsgård er begge nomineret til en Gotham Award for deres respektive skuespilpræstationer i Joachim Triers Affektionsverdi og BDSM-bikerdramaet Pillion. Det har resulteret i et skønt far-søn-interview, dog på engelsk. Udover trusler om sabotage, lidt vredestårer og anklager om fraværende forældreskab er det altså ualmindeligt godt selskab.

“Musik har en række forskellige ‘opgaver’, ligesom de andre kunstarter har. Det kan berolige, lindre og glæde. Ingen forventer, at de andre kunstarter kun er smukke og beroligende. (Tænk på teater!) Men nogle mennesker har den forventning til musik.” Dissonansen og dens insisteren på ubehageligt kling-klang-spektakel har længe haft et dårligt ry i den klassiske musik. Ja, der har nærmest ligefrem været et “kompositionspoliti”, som har infiltreret musikuddannelser og indtaget musikkritikerposter, forstås det. En fin historisk optrævling af de skæve toner og det skønne ved dissonans i Plough Magazine.

“’Der er håb nu. Vores liv har ændret sig enormt meget siden 8. december 2024.’ Samme tankegang går igen hos flere unge syrere, der tidligere enten ikke kunne forestille sig deres egen fremtid eller drømte om at rejse væk. Nu fester de i gaderne og drømmer om at etablere deres eget land. For nu står Damaskus i blomst. Farah fortæller dog også, at frygten for, at Assad ville vende tilbage, har siddet i hende, siden han flygtede den 8. december 2024: ‘Vi har ikke sovet i to dage. Vi var bange for, at noget ville ske i dag. For at være ærlig har jeg haft blandede følelser.’” Reportage fra en forstad til Damaskus på årsdagen for Assads fald i POV.