Skulptøren Claes Hake står bag en stor del af monumenterne i det svenske gadebillede. Alligevel er han ifølge Kunstkritikks anmelder Frans Josef Petersson et ukendt navn for de fleste, ligesom Hake med sine 80 år er “at betragte som en dinosaur” i “nutidens feminiserede kunstverden”. Vi ved ikke helt, hvad der menes med feminiserede kunstverden, men dinosauren er trods alt et interessant bekendtskab: “I dag, hvor økonomisk ulighed igen truer med at gøre kunst til et privilegium for de bedre stillede, bør vi huske, at Hake var ung på et tidspunkt, hvor det at komme fra arbejderklassen sandsynligvis aldrig havde været en så stor ulempe […] Det var ingen skam for en kunstner at være arbejdsmand, det kunne endda være noget, man var stolt af.”

“Hvis man som virksomhed har formuleret og forpligtet sig på en nyttemission, der består i at opfylde et menneskeligt behov uden at det sker på bekostning af planetens bæreevne, så kan medarbejderne i virksomheden jo i stedet bruge deres energi og dygtighed på at finde bæredygtige måder at opfylde behovet uden at opfinde nye ressourceintensive produkter, der blot genererer mere efterspørgsel.” Den Grønne Ungdomsbevægelse har skrevet en bog ’til fremtidens virksomheder’, som det lyder i titlen. Det er ikke helt dumt.

… og nu er det heller ikke længere populært at spare op til at forlade arbejdsmarkedet tidligt, men i stedet at gå på ‘minipension‘ (et slags sabbatår midt i karrieren, og så gerne flere af dem).