Mandag den 12. august
OL i Paris er officielt slut. Føljeton fælder forhastet dom over megabegivenheden.
Kære læser
Humanister og folkeretsentusiaster verden over bør stå af cyklen og købe en lille kage med hjem. I dag for 75 år siden blev Genèvekonventionerne vedtaget på en konference i, ja, Schweiz’ næststørste by. Der forelå allerede internationale konventioner om behandling af syge og sårede soldater til lands og til søs og om behandling af krigsfanger. […]
Det bedste vi har set
Skulptøren Claes Hake står bag en stor del af monumenterne i det svenske gadebillede. Alligevel er han ifølge Kunstkritikks anmelder Frans Josef Petersson et ukendt navn for de fleste, ligesom Hake med sine 80 år er “at betragte som en dinosaur” i “nutidens feminiserede kunstverden”. Vi ved ikke helt, hvad der menes med feminiserede kunstverden, men dinosauren er trods alt et interessant bekendtskab: “I dag, hvor økonomisk ulighed igen truer med at gøre kunst til et privilegium for de bedre stillede, bør vi huske, at Hake var ung på et tidspunkt, hvor det at komme fra arbejderklassen sandsynligvis aldrig havde været en så stor ulempe […] Det var ingen skam for en kunstner at være arbejdsmand, det kunne endda være noget, man var stolt af.”
“Hvis man som virksomhed har formuleret og forpligtet sig på en nyttemission, der består i at opfylde et menneskeligt behov uden at det sker på bekostning af planetens bæreevne, så kan medarbejderne i virksomheden jo i stedet bruge deres energi og dygtighed på at finde bæredygtige måder at opfylde behovet uden at opfinde nye ressourceintensive produkter, der blot genererer mere efterspørgsel.” Den Grønne Ungdomsbevægelse har skrevet en bog ’til fremtidens virksomheder’, som det lyder i titlen. Det er ikke helt dumt.
… og nu er det heller ikke længere populært at spare op til at forlade arbejdsmarkedet tidligt, men i stedet at gå på ‘minipension‘ (et slags sabbatår midt i karrieren, og så gerne flere af dem).
Spisesedlen
Der må ikke være “yderligere forsinkelser” i aftale om våbenhvile i Gaza, skriver Frankrig, Tyskland og Storbritannien i fælles erklæring.
På under 24 timer er 40 skovbrande brudt ud i Grækenland.
Grundfos-produkter er endt i den russiske våbenindustri trods sanktioner.
Marie Jacquot er ny chefdirigent på Det Kongelige Teater.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) afsætter 10 mio. kr. til morgensang i skolerne – og hyrer Philip Faber som formand for sangkorpset.
USA lokker Maduro med amnesti, hvis han vil afgive magten som Venezuelas præsident.
Puigdemont er tilbage i Belgien.
Nærsynet
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har nu på baggrund af de seneste ugers skudepisoder i København igen skærpet grænsekontrollen mod Sverige. Selvom han har sagt den ikke virker. Sidste forår fik Information ham til at indrømme, at der er en “betydelig usikkerhed” om grænsekontrollens lovlighed. Senest har han så udtalt til DR, at ressourcerne i teorien […]
Et sidste ord
Åh ja, har Blågården ikke holdt sommerferie lidt for længe? Så er det godt, at de er tilbage. Det er vi også i morgen.