21. september 2016
Kære læser
I medieverdenen betragter man New York Times som alle avisers moder. I de seneste 10-15 år, hvor hele avisbranchen har befundet sig i en eskalerende krise på grund af faldende læsertal og annonceindtægter, har alle haft blikket rettet mod New York Times; om nogen måtte det være New York Times, der kunne finde løsningen på […]
Det bedste vi har set
”If I had a bowl of Skittles and I told you three would kill you, would you take a handful?” skrev den republikanske præsidentkandidats søn, Donald Trump Jr., i et tweet kædet sammen med ordene: ”That’s our Syrian refugee problem” og et billede af en skål med Skittles.
Men Trump Jr.s Skittle-analogi er helt forkert – ikke kun fordi det virker underligt at sammenligne flygtninge med slik. Skulle han have lavet en mere matematisk korrekt sammenligning, skulle han skaffe sig en meget stor skål. Tre dødelige Skittles havde krævet en skål med 10,93 milliarder Skittles. Kom igen, Trump Jr. #notaskittle
Det lignede egentlig mest et enkelt skud, da d’herrer Mikael Simpson og Frithjof Toksvig for otte år siden første gang lod filminstruktør, journalist og forfatter Jørgen Leth tale om sit liv til lyden af deres smukke og fine ‘lyd’. ‘Vi sidder bare her’ kalder de sig til sammen, og heldigvis blev det til meget mere, og nu er fjerde plade kommet på gaden. Bandet, som man efterhånden må kalde dem, har ikke tabt højde. Tak for det – lad dem bare blive ved at komme.
Kort er fede, og kort er kloge. Få et hurtigt indblik og overblik over USA med disse 10 kort. Vi så det på Morgenposten. Gid nogen ville lave det på Danmark. Måske skulle Føljeton kaste sig over det?
Det kan da godt være, at du er helt ligeglad med den slags sladder, men vi kan altså næsten ikke tage det ind, at Brad Pitt og Angelina Jolie, nu skal skilles. Det bliver stjerneadvokaten Laura Wasser, der skal stå på Angelinas side og gøre de rygter, der har kørt i medierne til sandheder og det plejer ikke at være kedeligt. Wasser har tidligere kørt skilsmisser for Johnny Depp, Britney Spears og Gwen Stefani og hun er altså en cool kvinde. Om vi skammer os over at rulle os i den slags? Ikke det mindste.
Spisesedlen
På sin sidste FN-generalforsamling opfordrer Obama medlemslandene til at tage et større ansvar for flygtningene. Han kalder flygtningekrisen en test af menneskeheden og meddeler samtidig, at USA sammen med 51 andre lande vil tage imod 360.000 flygtninge det næste år. Det er næsten en fordobling af det antal, en række lande forpligtede sig til at tage imod i 2015.
Dansk Folkepartis hovedbestyrelse bakker op om partiets Cheanne Nielsen, der i går blev politianmeldt for racisme. Partiet har ellers tidligere suspenderet medlemmer for racistiske udmeldinger, men tager politianmeldelsen ”koldt og roligt”, fortæller Steen Thomsen, der er medlem af hovedbestyrelsen, til Politiken.
Politianmeldelsen kommer, efter at Cheanne Nielsen i en tale på partiets årsmøde i weekenden blandt andet sagde, at udlændinge ”sviner, voldtager og dræber”.
Mere end 40 procent af Somalias samlede befolkning har ifølge FN ikke nok mad. Siden februar er antallet af sultende mennesker i Somalia steget med 300.000. Et tal, som forventes at stige de næste måneder, hvor også tørke, oversvømmelser, tilbagevendende flygtninge, det forestående parlamentsvalg og konflikter mellem regeringen og al-Shabaab præger tilstanden i landet.
Den Oscar-vindende filminstruktør Curtis Hanson er fundet død i sit hjem i L.A. Han blev 71 år og døde af naturlige årsager. Hans største succes blev filmen L.A. Confidential fra 1997, som gav ham en Oscar for bedste manuskript.
Ny chokolade gør din hud 20 år yngre at se på. Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt, men den skulle være god nok. Et forsker team på Cambridge University har udviklet en chokolade, de kalder Esthechoc, som er så smaskfyldt med antioxidanter, at 50-60-årig vil få en hud som en 30-årig, hvis vedkommende indtager 7,5 g. af det om dagen.