9. november 2021

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Tak er kun et fattigt ord

Statsministeren, sundhedsministeren, direktøren for Statens Serum Instituts samt Sundhedsstyrelsens direktør, samlet på et pressemøde en hverdagsaften kl. 20. Pludselig var bandet tilbage med en comeback-koncert, ingen rigtigt havde bedt om. I små to måneder nåede vi at nyde, at Covid-19 ikke længere blev set som en samfundskritisk sygdom. Så var den gal igen. Frem med […]

Kære læser

Ikke i min baghave, sgu

Men værke ska leej på Sjællaj, hår vi tentj heller Fyn hæen i dæ øeste øej. For å ha æ ve åes, nej, det vil vi godt nok intj. For det vil osse båer kom te å lej i væej. Niels Hausgaard – Hilsen fra os   Kommunalvalg er højsæson for lokale stridspunkter. Skal der […]

Det bedste vi har set

Mysteriet Rossen

Mysteriet Rossen

“Det ved jeg ikke,“ var statsministerens korteste svar under regeringens coronapressemøde mandag aften. En journalist fra Frihedsbrevet ville vide, om Mette Frederiksens tidligere spindoktor Martin Rossen også havde sat sin mobiltelefon til at slette sms’er, inden han pludselig forlod sin stilling som stabschef til fordel for et job i Danfoss. Mads Brügger, Frihedsbrevets chefredaktør, har skrevet om baggrunden for spørgsmålet i sin ugentlige klumme. Brügger indrømmer, at hans tanker er konspiratoriske, men det er ikke umuligt, at han har fat i et eller andet. Det er i hvert fald underholdende.

Voksenlæring: Fra elendig til god skakspiller på ni måneder

Voksenlæring: fra elendig til god skakspiller på ni måneder

Hvem vil ikke gerne være god til skak? En engelsk tech-entreprenør så ligesom så mange andre serien Dronninggambit på Netflix og brugte coronatiden på at øve sig inde på chess.com. “I december (sidste år, red.) spillede jeg 500 spil ‘Blitz’ (hurtigt) skak. Det er næsten halvanden time om dagen – jeg bliver hurtigt temmelig besat. Hvad lærte jeg? At jeg var elendig til skak! Fucking. Elendig. Jeg var ikke bare dårlig af en begynder at være, jeg var en de dårligste spillere i verden.“ Men han øvede sig, og han øvede sig, og han blev temmelig god, og nu har han skrevet et glimrende blogindlæg om, hvordan han greb det an. Det er meget metodisk og koder-agtigt.

Er huset bæredygtigt? Er byggematerialerne?

Er huset bæredygtigt? Er byggematerialerne?

Føljeton havde engang en masse arkitekter blandt vores abonnenter. Er der stadig nogen derude? Ja? Vi så en hånd derovre – tak, dig med den sorte rullekrave og det sorte brillestel. Super. Ok, i den seneste udgave af det australske nyhedsbrev Dense Discovery faldt vi lige over en guide til bæredygtigt, energieffektivt husbyggeri og en guide til bæredygtige materialer. Kig lige i dem. Byggeindustrien står for 39 pct. af verdens CO2-udledning. Vi kan gøre meget, som digteren Caspar Eric ville formulere det.

Spisesedlen

Regeringen vil gøre corona til samfundskritisk sygdom. Det var budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften. Samtidig ønskes coronapasset genindført. Indstillingerne er sendt til Folketingets Epidemiudvalg, hvor et flertal ikke må modsætte sig, hvis de skal blive til virkelighed. Bliver de det, kan regeringen igen bruge epidemiloven og fremover selv iværksætte restriktioner.

EU-Kommissionen ønsker sanktioner mod Hviderusland. “Jeg opfordrer medlemslandene til at endeligt godkende de udvidede sanktioner mod de hviderussiske myndigheder for dette hybridangreb,“ lød det mandag aften fra kommissionsformand, Ursula von der Leyen. Udtalelsen kommer efter en weekend, hvor voldsomme billeder fra grænsen mellem Polen og Hviderusland igen har vakt kritik af den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko for at bruge migranter til “politiske formål“.

+ En 48-årig amerikaner, der er eftersøgt af FBI for at deltage i stormløbet på Kongressen den 6. januar, søger politisk asyl i Hviderusland.

Iran forbyder avis efter kritisk tegning. Avisen Kelid er mandag blevet bandlyst af Irans medietilsynsorgan, efter lørdag at have bragt en forsideartikel med rubrikken ‘Millioner af iranere lever under fattigdomsgrænsen’. Artiklens grafik forestiller landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, der tegner fattigdomsgrænsen. Han er ikke tegnet med ansigt, men genkendes på sin venstre hånd, der bærer en velkendt guldring – hans højre blev lammet i et bombeangreb i 1981.

Mand med kniv angriber folk på gaden i Oslo. En mand blev tirsdag morgen stoppet af politiet, mens han forsøgte at knivstikke en person på gaden i den norske hovedstad. Mindst to blev såret, men ifølge politiets indsatsleder, Torgeir Branden, var det ikke utænkeligt, at gerningsmanden “havde til hensigt at angribe flere“. Ifølge det norske medie VG prøvede politiet først at påkøre ham, inden de affyrede mindst seks skud.

Bitcoin slår rekord. Kryptovalutaen, der er verdens største, steg i nat til over 68.000 dollars. Også den næststørste kryptovaluta, ethererum, har med 4.800 dollars nået sit højeste niveau nogensinde. “Inflation er en vigtig overvejelse for investorer i dag, og den yngre generation af investorer foretrækker ofte kryptovaluta som hedge [beskyttelse, red.] over guld,“ forklarer Wilfred Daye, leder af tradingplatformen Securitize Capital, til The Guardian (blød betalingsmur).

Et sidste ord

“When I’m drunk in the morning, I’m calling yooooou…“

Føljeton kan godt finde ud af at sætte pris på folk, mens vi har dem. Derfor er vi tilbage i morgen, det lover vi.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12