9. marts 2023
Kære læser
Den tyske skomager Adolf ‘Adi’ Dassler (1900-78) havde fat i den lange ende, da han i sin tid skabte skomærket Adidas. Det var et godt og mundret navn. Hans ældre bror (og fjende) Rudolf ‘Rudi’ Dassler (1898-94) lavede sit eget – lidt mindre succesrige – konkurrerende mærke og kaldte det gudskelov ikke Rudidas, men Puma. […]
Kære læser
Danmark kan være ført på vildspor. Narret af vores tætteste allierede. Eller måske er det snarere tyskerne, som er ved at blive fuppet godt og grundigt af russerne i en avanceret hybridkrig, der udspiller sig i disse døgn. Sabotagen mod Nordstream-gasrørene langs Bornholm har udviklet sig til spektakulær spionthriller, der kan minde om en blanding […]
Det bedste vi har set
Det ulmende kvindeoprør
“Kvindekampen i Iran har lidt på grund af både de interne problemer i det iranske samfund, men også på grund af imperialistiske kræfter udefra. I dag har vi så et patriarkalsk teokrati, men trods de nuværende vilkår har kvindekampen opnået monumentale resultater,” fortæller forfatter og aktivist Frieda Afary, som har skrevet bogen Socialist Feminism: A New Approach. Information bragte interviewet i forbindelse med Kvindernes internationale kampdag.
Fredag blev sekspartisoppositionen i Tyrkiet reduceret til fem. Mandag blev den så til seks igen, efter İYİ-partiet ombestemte sig. Dermed afgjorde oppositionen, at dens nye leder bliver Kemal Kılıçdaroğlu fra partiet CHP. Det skete, efter partierne meget hurtigt kom frem til en række politiske mål for landet. Hvad, der egentlig har ført til genforeningen, kommer den tyrkiske blog Kültürkampf med en analyse af. De tyrkiske politikeres og partiers navne kommer i en lind strøm, men pointerne er interessante.
For nyligt kunne DR fortælle om offentlige vejninger på det danske kvindelandshold i fodbold. Vejningerne var blevet indført af holdets trænere, som mente, at det var nødvendigt for at spillerne kunne præstere. Flere spillere blev efterfølgende ramt af spiseforstyrrelser og psykiske mén. Den engelske langdistance-løber Pippa Woolven fortæller i dette interview med BBC, hvordan det samme kropsideal medførte en psykisk overbelastning, og en nedbrydelse af hendes menstruationscyklus. Og så gav det hende også dårligere resultater på løbebanen.
Spisesedlen
Georgien dropper lovforslag efter protester. Det georgiske regeringsparti har nu valgt at droppe sit kontroversielle lovforslag, der ville pålægge organisationer, som modtager over 20 pct. støtte fra udlandet, at lade sig registrere som “fremmede agenter”. Udmeldingen kommer efter flere dages voldsomme protester i hovedstaden i Tbilisi, hvor georgiere har protesteret mod forslagets mulige autoritære konsekvenser.
Stephanie Lose bliver midlertidig økonomiminister. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse. Lose (V) overtager posten som fungerende økonomiminister fra Troels Lund Poulsen (V), der har varetaget rollen som både økonomiminister og forsvarsminister under Jakob Ellemann-Jensens (V) sygefravær. Lose vil samtidig tage orlov fra sin post som regionsrådsformand i Region Syd.
Nye russiske missilangreb rammer flere ukrainske byer. Torsdag har det russiske militær lanceret en ny missiloffensiv, der beskrives som den største i godt tre uger. Mindst fem mennesker er blevet dræbt i Lviv, mens Ukraines energiminister Herman Halushchenko også melder om angreb i Kyjiv, Mykolajiv, Kharkiv, Zaporizhzhia, Odesa, Dnipropetrovsk og Zhytomyr.
EU’s forsvarsministre enige om ny ammunitionsplan. Torsdag kunne EU’s udenrigschef Josep Borrell fortælle, at medlemslandene er blevet enige om en plan i tre spor, der skal sikre nok ammunition til både Ukraine og EU. Mens de to første spor består af i alt to mia. euro, der afsættes til Det Europæiske Forsvarsagentur og lande, der sender eksisterende ammunition til Ukraine, skal det tredje spor sikre øget en produktionskapacitet af ammunition i EU.
Rekordfå danskere frygter kriminalitet. Det viser en ny, såkaldt offerundersøgelse lavet af Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd i samarbejde med Københavns Universitet. Ifølge undersøgelsen oplever kun ni pct. af danskerne “ofte” eller “hele tiden” at være bekymret for personligt at blive udsat for kriminalitet, mens 13 pct. er “meget” bekymret for kriminalitet i samfundet. Dermed ligger frygten på det laveste niveau i godt 50 år.
Et sidste ord
Ligesom det sommetider er tilfældet herhjemme, kan franskmændene godt lide at oversætte engelsksprogede filmtitler… til engelsk. Om slutresultatet bliver mere sexet, må du vist selv bedømme.
Au revoir!