9. august 2023
Kære læser
Coronakrisen – ja, beklager at vi bringer det gamle spøgelse på banen så prompte, der skulle vel egentlig have været trigger warning – kom på mange måder i bølger. Én ting var selve virussens nådesløse mutationer, der konstant tvang os til at udskyde jublen over, at vi snart ikke længere behøvede at tænke på idiotiske […]
Det bedste vi har set
Manipur brænder i mørket
En konflikt mellem Manipurs hinduistiske Meitei-befolkning og den primært kristne minoritet har længe ulmet. Den brød i brand tilbage i maj, da planen om at give Meiteierne de samme minoritetsrettigheder som den kristne befolkningsgruppe blev offentliggjort. Derefter slukkede den indiske regering for internettet i den nordøstlige delstat for at lægge låg på konflikten. Det har ikke virket. Øjenvidner rapporterer om mord og uroligheder, der indtil videre har kostet mindst 150 mennesker livet.
En viral video af et seksuelt overgreb på to kvinder i Manipur bragte i juli konflikten frem i lyset og fik premierminister Narendra Modis opmærksomhed. Modi risikerer i denne uge et mistillidsvotum for hans manglende indsats mod den etniske vold. Premierministerens parti BJP har dog et overvejende flertal, så Modi behøver ikke at lede efter et nyt job.
Retfærdig Naturbevarelse
Den Grønne Ungdomsbevægelse beskriver deres bog Retfærdig Naturbevarelse som “et manifest for en brændende nødvendig biodiversitetspolitik i Danmark”. Den kalder på klimahandling og er fuld af utopiske visioner om en fremtid, hvor klimaet er øverst på dagsordenen – og omfattende politiske tiltag til, hvordan vi skal nå derhen. Vi bringer nogle uddrag.
En vigtig, og tilsyneladende overset, del af den iranske opstand foregik på pigeskolerne. Her har store børn udfordret regimets smålige love ved demonstrativt og organiseret at smide tørklæderne ved ceremonielle lejligheder. I The New Yorker fortæller pigen Nina, der af oplagte grunde er anonymiseret, om hvordan skolerne efter protesterne bl.a. er blevet udsat for gasangreb. Efter den overproportionerede reaktion fra myndighederne gik forældrene også i børnenes fodspor og demonstrerede foran skolerne.
DIY krigsmateriel
Alexej og Kostja bygger ulovlige krigsdroner til det ukrainske militær. “Forsvarsministeriet vil lukke os ned, hvis de ved, hvad vi laver,” siger Kostja til The Economist (blød betalingsmur) og tilføjer, at de langt fra er de eneste. Et lokalt teknologisk kapløb er derfor opstået: På den ene side af frontlinjen er dronebyggerne, der finjusterer og innoverer signalet til at styre dronen. På den anden side udvikler man nyt gear til at blokere for kontakten, så dronen bliver ubrugelig. Vigtig know-how i en krigstid – men hvad stiller man op med den bagefter?
Daughter of Ireland
Daughter of Ireland
Fin reportage fra Shuhada’ Sadaqats (Sinéad O’Connors) begravelse på Irlands public service-kanal Raidió Teilifís Éireann.
+ Et klip fra 1991, hvor en ung O’Connor siger sandheden om musikindustrien.
++ Læserbrev af O’Connor i avisen Socialist Worker i 1992 om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. “Det siger meget, at en af de første ting, Hitler gjorde, da han overtog magten i Tyskland, var at forbyde abort.”
+++ Kindness of a star. Et rørende læserbrev fra en ældre herre i Preston, Lancashire.
Sex og psykoterapi på Upper West Side
Sex og psykoterapi på Upper West Side
En bog med titlen The Sullivanians: Sex. Psychoteraphy and the Wild Life of an American Commune har set dagens lys. Bare rolig, du behøver ikke læse den, for London Review of Books resumerer den fyldigt i denne anmeldelse. Stærke sager. Og kulørt. Du lagde mærke til ordet “sex” i titlen, ikke?
Bøger er ånd og fællesskab
Bøger er ånd og fællesskab
“Den åndsforladthed, der følger med, når alt, der tilskrives værdi i tilværelsen, er tal og resultater, vidner om et halvbagt menneske, der helst ikke burde overlades med ansvaret for at bestemme retningen for vores samfund.” Forfatteren Glenn Bech piller Liberal Alliances Alex Vanopslaghs bøvede idé om at nedlægge landets biblioteker fra hinanden. Hos Altinget.
Spisesedlen
Juli var den varmeste måned nogensinde med en global gennemsnitstemperatur på 16,95 grader celsius (AP News)
De otte lande omkring Amazonas er blevet enige om at gøre en større indsats for at beskytte regnskoven (Al Jazeera)
Polens præsident udskriver parlamentsvalg til afholdelse den 15. oktober i år (Politico)
Forskere i Australien opdager hajart med menneskelignende kindtænder (Live Science)
Politiet forlænger igen skærpet grænsekontrol efter koranafbrændinger (Justitsministeriet)
Kina er ramt af deflation efter et fald i forbrugerpriser i juli (The Guardian)
Jakob Ellemann-Jensen (V) undskylder for fejl i sag om indkøb af israelske våbensystemer (DR)
Et sidste ord