8. september 2016
Kære læser
Det er forløbet overraskende roligt og ubemærket, men faktisk er hele toppen i den danske medieoffentlighed skiftet ud på mindre end et år. Dermed er der også lagt op til en helt ny baggrund for den offentlige debat i Danmark. En baggrund, der umiddelbart ser mindre krystalliseret ud, end den har gjort de sidste 10-15 […]
Det bedste vi har set
Forbrugerens største udfordring har aldrig været at købe det rigtige eller det billigste, men at finde den hurtigste kø i supermarkedet. Har du bare lidt af den selvmedlidende følelse, som er svær at slippe af med, oplever du sikkert også altid at stå i den forkerte kø. Så er det godt, at vi her kan viderebringe dette stykke forskning, der klæder dig på til næste tur i Brugsen.
+ Her er et tidligere bragt link, der vil bringe dig hurtigst op ad rulletrapper.
Du har sikkert hørt om de lidt uhyggelige scenarier, der kunne ligge i at give den kulørte præsidentkandidat Donald Trump nøglerne til atombomben, men hvordan ville han helt praktisk kunne sende den afsted. Bloomberg har en slags manual, der er meget opklarende (og lidt skræmmende).
Der sker altid noget, når Kanye West smider en ny musikvideo på nettet. Det er, som om kunstnere som ham, Beyonce og Frank Ocean har genopfundet og genoplivet hele ideen og de fantastiske muligheder, der ligger i musikvideoen, som vi, der er vokset op med MTV i 80’erne og 90’erne, har savnet. Her er i hvert fald Teyana Taylor i Fade med den vildeste Flashdance-dansevideo, vi kan mindes. Jøsses.
Spisesedlen
En ny mur skal bygges i Europa. Denne gang ved ”grænsen” mellem Frankrig og England, hvor briterne netop har vedtaget at opføre muren for at holde flygtningene, hvor de er, i den berygtede ”The Jungle”.
På trods af nederlaget ved delstatsvalget 4. september holder Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fast i sin flygtningepolitik og opfordrer alle de traditionelle partier til at tage del i ansvaret for at takle højredrejningen af Tyskland.
Obama til Kina: Ignorér ikke international kendelse. I juli sagde Den Internationale Domstol i Haag, at Kina ikke har krav på en række strategisk vigtige maritime zoner i Det Sydkinesiske Hav. Kina har længe bygget øer i området. Ved et topmøde i Laos sagde Obama, at Kina skal respektere kendelsen.
Apple lancerer ny iPhone 7 uden at præsentere os for kæbetabende nyheder. Man fjerner indgangen til høretelefoner og lancerer til gengæld nogle nye uden ledning, som bliver væk, bare du ser på dem. Og så er der en række mindre ting, som du kan gå ombord i her.
Ungdommens Folkemøde er godt i gang, mens du læser disse linjer. En demokratisk festival kalder arrangørerne det, og sådan som Folkemødet på Bornholm har udviklet sig de senere år – det har jo fået tilnavnet Djøfstortion – er der ingen tvivl om, at Ungdommens Folkemøde har meget mere tryk på ‘folke’. Devisen for arrangementet er i hvert fald klar og god: ”Nutidens problemer skal løses med fremtidens borgere!”