God formiddag, kære læser, og tillykke med at være sluppet helskindet igennem årets første uge. Sidste år på det her tidspunkt var danskerne travlt optagede af at diskutere John Dillermand, alt imens amerikanerne stormede deres kongresbygning. Dén har 2022 ikke helt kunnet stikke, men lad os alligevel kaste et blik på ugen, der er gået, sådan som den så ud igennem Føljetons øjne.

Vi kunne ikke være bekendt at tage hul på det nye år uden at se nærmere på statsministerens nytårstale, for Mette Frederiksen (S) har haft gang i lidt af en transformation. Væk var dommedagsretorikken – hun var næsten ikke til at kende. Ikke engang et citat fra Shubberne var der blevet plads til. Til gengæld havde der sneget sig et gennemgnasket “At rejse er at leve“ ind, og Oliver Stilling spekulerede i, hvorvidt Frederiksen, med sin snak om en “grøn“ indenrigsrute, havde sit eget lille John F. Kennedy-månetale-øjeblik der. Nok ikke, men hun er bemærkelsesværdigt effen udi hamskifte, når meningsmålingerne halter. Her på stedet kunne vi dog ikke rigtig hidse os op over den nye, grønne Mette. Selvom vi glæder os til at se, hvordan grøn flyvning á la sosserne kommer til at se ud.

Mandag kastede jeg – Asta Kongsted – et blik i en lidt ulden krystalkugle og kom med nogle tvivlsomme, horoskoplignende prognoser for det kommende år. De kan ikke rigtig opsummeres, du må selv se efter. Jeg beklager på forhånd.

Hvis humøret var højt mandag formiddag, dalede det sidenhen. Det kom nemlig frem, at regeringen går og leger lidt med tanken om at indføre fodlænkestraf til børn helt ned i 10-årsalderen. I den alder kan man selvfølgelig ikke som sådan blive straffet for noget, hvorfor justitsministeriet kalder fodlænken for et “pædagogisk redskab“. Tirsdag opfordrede jeg børnenes justitsminister til at finde nogen på sin egen størrelse at være pædagog for.

Føljetons el jefe, David Dragsted, kastede sig samme dag ind i debatten om klimadommedagskomedien Don’t Look Up. Den får godt nok meget røg på de sociale medier, og vi har ærligt talt lidt svært ved at finde ud af, hvorfor journalisterne får så dunkende tindinger af den. David synes egentlig, filmen er fin og vigtig og pointerer, at klimaeksperter hylder den for dens akkuratesse. Selv måtte jeg stoppe den halvvejs igennem, men den gjorde mig ikke så vred, at jeg har måttet tweete om det.

Onsdag skrev David Dragsted om nogle mildest talt uhyggelige tal, der kommer fra University of Toronto. Et stort anlagt studie peger på, at kvindelige patienter har 32 pct. større risiko for at dø under operationer, hvis de kommer under kniven på en mandlig kirurg fremfor en kvindelig. Omvendt betyder køn ikke noget for de mandlige patienter, for dem gør mandlige og kvindelige kirurger sig lige umage med. Det er, undskyld vores franske, noget svineri.

Samme dag analyserede Lars Trier Mogensen på sagen om de danske spiontjenester, der er ved at afsløre sig selv som nogle lidt for kontrolsyge typer: “Paradokset er, at jo mere brutalt efterretningstjenesterne handler i forhold til såvel kritiske medarbejdere som uafhængige journalister, desto mere bekræfter de selv, at der var behov for større åbenhed og gennemsigtighed. Det begynder at minde om en tragikomisk krimi, hvor cover-up’et udvikler sig til at blive en næsten endnu værre skandale end de oprindelige brølere.“

Som sagt er det værd at sætte pris på, at vi faktisk er kommet igennem årets første uge uden, at der er sket nogen kupforsøg. Til gengæld er situationen i Kasakhstan lige nu ganske ustabil. Her har vilde prisstigninger på brændstof sat et folkeoprør i gang, og regeringen er blevet nødt til at gå af. Nu er den gode Putin så skredet ind, og som Oliver Stilling torsdag bemærkede, er det sjældent i folkets interesse, når den russiske bjørnemand melder sig på banen.

Torsdag markerede årsdagen for stormløbet på Kongressen, og det talte jeg med seniorforsker ved DIIS Vibeke Tjalve om. Hun var ret klar i mælet om, hvilken trussel det amerikanske liberale demokrati befinder sig under. Hun mener, Danmark bør begynde at indstille sig på en situation, hvor vi skal forholde os til et USA, der ikke længere kan kaldes et demokrati. Jeg blev meget klogere på situationen af at tale med hende og håber, du vil få samme oplevelse, hvis du klikker her.

Ansporet af den snak og af at se gamle Joe Biden forsage 6. januar-demonstranterne som alien-agtige skikkelser, skrev jeg i fredagens ‘Kære læser’, at det simpelthen er på tide, at såkaldt liberale demokratier som det amerikanske – og som vores eget – begynder at anerkende, at de skikkelser er et produkt af vores samfund. De er ikke lone wolves, de er mange. For at citere mig selv (må man det?): “Hvis vi i liberale demokratier fremover skal kunne tilbyde borgerne sikkerhed, så gælder det om at kende truslen. Det betyder i stigende grad, at vi skal kende os selv.“

Hvis du ikke orker dommedagsretorikken på sådan en dejlig lørdag, vil jeg anbefale dig i stedet at læse David Dragsteds analyse af internettets nye dille. Seriøst, I skulle se ham rive sig i håret over at forsøge at forklare, hvad fanden Bored Ape Yacht Club lige er. Jeg vil ikke engang prøve at gengive det, men jeg synes, I skal læse med her.

Med de ord gik der endnu en uge. Tak fordi I læser med. Det, øh, holder os i live, og vi kan skidegodt lide jer. /Asta Kongsted 

PS. Nu har vi kørt med de her ugerevyer i noget tid. Hvad synes I egentlig om den? Bliver I klogere, får I det sjovere? Giv gerne lyd som svar på denne mail, vi elsker at høre fra jer.