8. februar 2018
Kære læser
Siden årets begyndelse er der ét program på DR, som er blevet set mere end alle de andre (bevares, her tæller vi ikke ‘X Factor’ med). Første afsnit af DR3-programmet ‘Simona overlever‘ er blevet streamet knap 280.000 gange. Mere end en kvart million seere har fulgt med i den ærlige og benhårde fortælling om en […]
Kære læser
I 2013 begyndte danske medier pludselig at skrive om bivirkninger ved hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft. I løbet af kort tid kom vaccinen ud i en veritabel shitstorm. Effekten var voldsom. Frygten for bivirkninger førte til en drastisk nedgang i antallet af piger, der lod sig vaccinere. Men nu viser nye tal, at antallet af hpv-vaccinationer er tilbage på fordums niveau. Pigerne frygter ikke vaccinen mere, fordi bivirkningerne er forsvundet. Men hvordan kan det ske?
Det bedste vi har set
Venstres moral lader noget tilbage at ønske
I går var Venstres gruppeformand Søren Gade meget hurtigt ude med en fordømmelse af partiets folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt, der var blevet taget for at køre bil med kokain i blodet. Det var en ”utilgivelig handling”, og Gade havde ”meget svært ved at se”, hvordan Engel-Schmidt skulle kunne komme tilbage til en hverdag på Christiansborg. Lederkommentar i Information signeret af chefredaktør Rune Lykkeberg: ”I Venstre har de en mærkelig moral: De, der bryder reglerne som folkets tjenere i landets ledelse, bliver tilgivet, mens den, der privat begår fejl uden konsekvenser for andre end ham selv, bliver dømt ude for altid.” De tilgivne, Lykkeberg her tænker på, er naturligvis netop Søren Gade og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
‘Rock ain’t nothing but a white version of rhythm and blues, motherfucker’
New York Magazine har snakket med den snart 85-årige producer og orkesterleder Quincy Jones. Vi ville have gemt det til weekenden, men interviewet er simpelthen for vildt. Jones har arbejdet sammen med alle, og han har kendt alle, der er eller var noget ved musikken, og her fortæller han om Prince, Michael Jackson, Frank Sinatra, Ivanka Trump, The Beatles osv. Michael Jackson kalder han en machiavellisk tyv. ”Jeg hader at sige det her offentligt, men Michael stjal rigtig meget. Han stjal mange sange.” The Beatles kalder han ”verdens værste musikere”. Og så ved han også, hvem der skød John F. Kennedy.
Succeshistorien De Correspondent
Her er lidt til de medieinteresserede. I 2013 stiftede to yngre hollandske journalister et helt nyt digitalt medie, De Correspondent, efter at have crowdfundet sig til en million euro på otte dage. I dag har de 21 journalister og 60.000 betalende læsere, og lige om lidt åbner de en tilsvarende udgivelse i USA. Ligesom Føljeton er De Correspondent fri for reklamer, og deres pæne succes viser, at der er andre forretningsmodeller end den, de gamle papirmediehuse forsøger at navigere efter. Der findes en verden, hvor kunden ikke er produktet.
Yoga på stranden i Mogadishu
Den er god, den her, og overskriften taler for sig selv: ‘Surfing og yoga på stranden hjælper ofrene for Somalias krig med at hele’. Og Føljeton havde i øvrigt et interview med den 28-årige Ilwad Elman, som nævnes i artiklen. Hun er aktivist og arbejder gennem ngo’en Elman Peace and Human Rights Center på at få sit land på fode igen.
Verdens farligste beklædningsgenstande
Du kender historien om den græske koreograf og danser Isidora Duncan, som var kendt vidt og bredt for sin hang til lange, smukke sjaler og tørklæder? Da hun 14. september 1927 var passager i en åben automobil af mærket Amilcar CGSS et sted i Nice, bar hun et langt luftigt håndmalet silketørklæde, som den russisk-fødte kunstner Roman Chatov havde kreeret. Det skulle hun ikke have gjort, for tørklædet blev fanget i baghjulet, hvorved Duncan blev trukket ud af bilen og brækkede halsen. Jo, man må lide for skønheden, siges det, men nok ikke så meget. Journalisten Jennifer Wright har skrevet en ny bog om historiens mest dødbringende beklædningsgenstande, og i denne artikel fortæller hun, hvilke beklædningsgenstande det er værd at undgå, hvis man har sit liv kært.
Spisesedlen
Justitsminister vil have politiet tilbage til provinsen. Først afvikle, så bygge op igen. Med politireformen i 2007 skrumpede man 54 politikredse til 12, lukkede små lokale politistationer og ”gjorde landbetjenten til en udrydningstruet race”, som JydskeVestkysten formulerer det. Men ”vi står nu et sted, hvor vi har fået behov for igen at have et mere lokalt orienteret politi,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til avisen. ”Det er vigtigt for mig, at folk skal kunne føle sig trygge i hele Danmark, at man føler, at politiet er tæt på en, selv om man ikke bor et sted, hvor kuglerne flyver om ørene på en.”
Frankrig vil øge militærudgifter med 40%. Præsident Macrons regering har fremlagt et lovforslag, som vil betyde, at landets militærudgifter frem mod 2025 vil stige til 50 milliarder euro om året. I år bruger Frankrig 34,2 milliarder euro på sine væbnede styrker. Det er uklart, hvordan de forhøjede forsvarsudgifter skal finansieres.
Først lovligt, så forbudt: Bermuda forbyder atter ægteskab mellem folk af samme køn. I maj 2017 blev ægteskab mellem borgere af samme køn i den lille atlanterhavsøgruppe gjort lovligt. Nu er det forbudt igen. Bermuda er det første land i verden, som har lavet den øvelse.
Forældelsesfristen i sager om voldtægt ophæves. Det har et bredt flertal i Folketinget vedtaget for at sikre seksuelt misbrugte børn og voldtægtsofre en mere retfærdig behandling. Hidtil har der været en regel, som påbød ofre at melde et overgreb inden for 72 timer, hvis de skulle have erstatning fra staten. ”De forældelsesfrister, der har været i disse sager, har været med til at forhindre ofrene i at opnå retfærdighed,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om ændringen.
Redningsfolk søger stadig overlevende efter kraftigt jordskælv i Taiwan. I tirsdags blev den østasiatiske stat ramt af et jordskælv, der målte 6,4 på richterskalaen og dræbte mindst 9 personer og sårede 270. Redningsfolk leder stadig efter overlevende i de nedstyrtede bygninger i Taiwans turistby Hualien. Mindst otte personer meldes stadig savnet.
Et sidste ord
Lagerarbejde er arbejde, der nærmest skriger på at blive overtaget af robotter. Her er en lille video, hvor robotter allerede arbejder side om side med den gode gamle lagerarbejder. Gud, hvor ser det hyggeligt ud.