8. august 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Skru op for ”individperspektivet”

Mette Frederiksen (S), hvis etpartisregering efter alt at dømme synger på allersidste vers, har det seneste halve år forsøgt at vise, at hun ikke kun er den lille mand med det afstumpede verdenssyns statsminister. At hun godt kan hæve sig over makrelmadden og håndbajeren og de dommedagsagtige taler med de lave lixtal. Fx har hun […]

Kære læser

USA er tilbage i klimakampen

Bedst som man troede, at Senatet i USA ville fortsætte med at være en af de største forhindringer mod en CO2-fri fremtid, fik de amerikanske lovgivere søndag landet en aftale, der indeholder de største klimainvesteringer i landets historie. I den omfattende økonomiske pakke – der har fået det lidt undervældende navn Inflation Reduction Act – […]

Det bedste vi har set

Bedst at være usynlig

Verden er designet til mænd, skriver forfatter Caroline Criado-Perez i bogen Invisible Women. Telefoner er ofte for store til gennemsnitskvindens hånd, og læger er i mindre grad opmærksomme på kvinders anderledes symptomer på hjerteanfald. Derfor kræver Criado-Perez mere data, der skelner mellem køn. Nu indrømmer hun dog, at hun tog (delvist) fejl: Mere data er ikke altid svaret. Når information fra menstruationsapps kan bruges til at bevise ulovlig abort, står det klart, at mindre data faktisk er gavnligt. I et afsnit i podcasten Visible Women undersøger Criado-Perez, hvordan internetdata kan bruges imod dig, og hvor skræmmende let det er at få fat på.

Hvordan laver man en god sexscene? 

Hvordan laver man en god sexscene?

“Når du skal indspille en sexscene, så er der to mennesker, og man skal røre ved hinanden. Hver enkelt person i verden har deres egne grænser, og det er umuligt at regne ud, hvor de grænser går.“ At finde ud af, hvor grænserne går, er lige præcis det, Lea Helmuths arbejde består i. Som en af landets allerførste intimkoordinatorer sørger hun for trygge rammer, når skuespillerne pludselig skal have “sex“ på fjernsyn, fx i DR-serierne Ingen vej tilbage og Salsa. Interessant interview i Kommunikationsforum om et undervurderet behov i den danske filmbranche.

Tal lyver aldrig

Okay, det gør de måske en gang imellem, men lige de her tal virker ret pålidelige. Et hold forskere har i en database samlet over 300 grafer, der viser, hvordan vi mennesker forandrer jorden. I den lettilgængelige “Human Impacts Database“ finder du alt fra statistik over vandstandsstigninger til udviklingen i antal af køer. Så næste gang du – gud forbyde det – skulle stå i en situation, hvor en idiot påstår, at vi mennesker intet har med klimaforandringerne at gøre, kan du have tallene lige ved hånden.

Spisesedlen

Våbenhvile indgået i Gaza. Israelske luftangreb udløste fredag en tre dage lang konflikt mellem Israel og den palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad. Med hjælp fra egyptiske forhandlere blev der søndag indgået en våbenhvile mellem de to parter. Kampene har kostet mindst 44 palæstinensere livet, heriblandt 15 børn, og har resulteret over 350 kvæstede. Imens er 34 personer meldt sårede i Israel.

Ukraine afviser forhandlinger, hvis Rusland afholder folkeafstemninger i besatte områder. Det fortæller Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, søndag: “Hvis besætterne fortsætter ned af vejen med pseudo-folkeafstemninger, så lukker de muligheder for de forhandlinger med Ukraine og den frie verden, som den russiske side på et tidspunkt helt sikkert får brug for.“

SAS-piloter stemmer ja til overenskomst. Det blev med et stort flertal, at overenskomsten mellem piloternes fagforbund og SAS lørdag blev stemt igennem. Aftalen betyder, at piloterne får længere arbejdsdage og mindre i løn. Til gengæld er de garanteret jobsikkerhed de næste fem år, og alle 450 piloter, der blev opsagt under coronakrisen, får tilbudt genansættelse i fremtiden.

Colombia får sin første venstreorienterede præsident. Det skete søndag ved en ceremoni foran 100.000 mennesker. Den nye colombianske præsident, 62-årige Gustavo Petro, er tidligere guerillasoldat og borgmester i hovedstaden Bogotá. Han gik til valg på at bekæmpe ulighed og standse blodige kampe mellem regeringen, narkosmuglere og oprørsgrupper.

Flere gravide gør brug af en privat jordemoder. På ét år mellem 2020 og 2021 er der sket en stigning på 17 pct., viser tal fra Sygeforsikring Danmark. “Det kan jo være et udtryk for, at det, der kan leveres lige nu i det offentlige, ikke er godt nok på grund af manglende medarbejdere og manglende jordemødre,“ udtaler forperson for Jordemoderforeningen, Lis Munk.

Et sidste ord

Hunde kan åbenbart også være dårlige tabere.

Fortsat god mandag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12