7. november 2018
Kære læser
Ja, i skrivende stund er stemmerne godt nok stadig ved at blive talt op ved det amerikanske midtvejsvalg, men resultatet ser ikke ud til at blive overraskende. Demokraterne tager flertallet i Repræsentanternes Hus, og Republikanerne genvinder et flertal i Senatet. Alright alright alright, som skuespilleren Matthew McConaughey måske ville sige det med en tyk texansk […]
Kære læser
Midtvejsvalget giver præsident Trump en bestyrket tro på, at han rent faktisk vil kunne blive genvalgt om to år. Mod alle odds. En række tendenser i de konkrete valgresultater tegner til gengæld et dystert billede for Demokraterne.
Spisesedlen
Demokraterne vinder Repræsentanternes Hus. Efter midtvejsvalget i USA i går er magtbalancen i Washington D.C. skiftet. Med mindst 219 mandater (mod Republikanernes 193) har Demokraterne fået flertallet i Repræsentanternes Hus, mens det lykkedes Republikanerne at holde stand i Senatet. Det demokratiske håb i Texas, Beto O’Rourke, tabte valget til sin republikanske modstander Ted Cruz (48,3 pct. over for 50,9 pct.).
Dansk Industris direktør indstillet som ny bestyrelsesformand for Danske Bank. Storaktionæren A.P Møller Holding har anmodet om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling og foreslår Karsten Dybvad som ny formand. Den nuværende formand Ole Andersen trækker sig ved samme lejlighed. Også formanden for bankens revisionskomité udtræder. Det sker i kølvandet på hvidvaskskandalen.
Seks personer tilbageholdt i Frankrig for formodede attentatplaner mod præsident Macron. De seks personer, fem mænd og en kvinde i alderen 22 til 62 år, har ifølge myndighederne forbindelse til et højreradikale miljøer.
Eksil-iranere i Danmark sigtet for billigelse af terror. Tre medlemmer af organisationen ASMLA, der i september angiveligt var målet for et iransk attentatforsøg, har ifølge politiet gjort sig skyldige i overtrædelser af den danske straffelov paragraf 136, stk. 2 om billigelse af terror ved blandt andet at have hyldet gerningsmændene bag et angreb den 22. september i Iran.
Havbiologer har stort held med at plante ålegræs. Det er lykkedes at plante ålegræs og få det til at brede sig i den ydre del af Horsens Fjord, skriver DR. Den truede art ålegræs er som et biologisk rensningsanlæg, idet det optager næringsstoffer og CO2 og forebygger iltsvind. I sommeren 2017 plantede havbiologer 17.000 skud; nu er antallet af skud 23-doblet.
Et sidste ord
Den her går ud til alle de fornuftige amerikanske politikere, som ved valget ikke fik plads i Kongressen – hold hovedet højt, og giv aldrig op!