Død, krig, corona, økonomiske udfordringer og genudsendelser af Kender du typen. Indtil videre har 2023 virket påfaldende meget som 2022, som var overgangen til det nye år egentlig bare noget, der fandt sted i kalenderen, og ikke i hverdagen. Vi vil ikke sige, at vi er skuffede, mest bare lidt mutte. Hvem skulle have troet, at tristessen hverken ænser nytårsforsæt eller symbolske markeringer af, at tiden er en anden. Nå, i det mindste har vi stadig 51 uger tilbage at heppe på, nu hvor den første var en fuser.

For nej, det var ikke de allermest opløftende tangenter, vi kunne spille på mandag, efter Lise Nørgaard var død og Mette Frederiksen (S) havde leveret en nytårstale, der fik skabt en noget iltfattig og krisepræget stemning. Oliver Stilling mindedes Lise Nørgaard i en ‘Kære læser’, der begyndte sådan her:

“Så gik den ikke længere. Som du nok skal bo dybt inde i en skov i et hus med et elektromagnetisk skjold omkring telefon-, radio- og internetforbindelse for ikke på nuværende tidspunkt at have opsnappet, er Lise Nørgaard død. Hun blev 105 år. Så uden at have researchet årsagen til hendes dødsfald til bunds kan man vel godt tillade sig at sige, at hun døde ‘mæt af dage’.“

Nytårstalen behandlede undertegnede – David Dragsted – i en nyhedsanalyse, der både kom forbi J.L. Austins teori om talehandlinger og den tvungne solidaritet, som statsministeren så gerne vil have, at vi udviser. Retorisk lod det hele til at spille meget godt, medmindre man altså foretrækker at diskutere konkrete politiske reformer, snarere end dommedag og B.S. Ingemann.

Står det til den tidligere sundhedsminister og nuværende direktør i Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, kan man selvfølgelig også bare drikke det hele væk. For knap nok havde tømmermændene fra nytårsfesten lagt sig, førend man i Politiken kunne læse Hækkerup harcelere over “nypuritanerne og sundhedsparnasset“, som slet ikke vil indse, at øl er en del af vores folkesjæl. Tænk engang, måske er det faktisk Hækkerups arbejde at få folk til at ignorere alkoholens onder? Én ting er i hvert fald sikker: Danmark har et problem med svingdøren mellem Christiansborg og lobbyindustrien. Det skrev Emilie Ewald om tirsdag, godt ansporet af Nick Hækkerups skåltaler.

Om der bliver gode grunde til at skåle for Sveriges formandskab for Det Europæiske Råd, er der ikke meget, der tyder på. Forventningen har ellers været, at svenskerne ville sætte skub i sagerne, når de overtog styringen ved årsskiftet. Nu er optimismen imidlertid forstummet. I Bruxelles går anken primært på, at den svenske regering er for afhængig af det højrenationalistiske Sverigedemokraterna. Spørger man Göran von Sydow, direktør for Det Svenska institut för Europapolitiska Studier, er det dog snarere manglende erfaring, der bliver en hæmsko i ordførerskabet. Føljetons EU-ekspert Emma Louise Stenholm ringede til Göran von Sydow for at høre nærmere.

Onsdag var Emma allerede på pletten igen, denne gang med en ‘Kære læser’ om de gummibåde, der den seneste tid er skyllet i land i Vestjylland. Meget tyder på, at bådene kommer fra Den Engelske Kanal, som over 45.000 migranter har forsøgt at krydse det seneste år. Og selvom vi indtil videre kun kan gisne om, hvad der er sket med de gummibåde, som er endt i Danmark, giver de nu alligevel anledning til at overveje, hvad vi skal gøre ved tragedien.

I den noget lettere ende gennemgik jeg Elon Musks vilde 2022, og kom med en række (forhåbentligvis meget tvivlsomme) spådomme om, hvad milliardæren mon finder på i 2022. Når det kommer til Musk lader virkeligheden dog ofte til at trumfe fantasien, så hvem ved, hvordan det vil gå.

Nu begyndte vi med at sige, at 2023 til forvekslingen ligner 2022, i hvert fald indtil videre. Ser man på, hvad vi selv skrev for tre år siden om verdenssituationen omkring årsskiftet i 2020, begynder man dog at mistænke, at vi enten er kronisk pessimistiske, eller at det generelt godt kunne gå lidt bedre med… ja, alting. Den gode nyhed er dog, at verden stadig står trods den apokalyptiske stemning, og at 2023 sammenlignet med 2020 faktisk er “kommet lidt mat ud af starthullerne“, som Oliver Stilling skrev i en ‘Kære læser’ torsdag. Så mon ikke det hele nok skal gå alligevel.

Hvis man da så bare kunne slutte på den semi-optimistiske tone, men det kan vi selvfølgelig ikke, tingene kører videre, nye problemer opstår, og således kunne Lars Trier Mogensen i en nyhedsanalyse opridse, hvorfor en storstrejke i foråret virker mere og mere sandsynlig. Forhandlingerne om nye overenskomster for 600.000 privatansatte er skudt i gang, og takket være den høje inflation, den varslede afskaffelse af Store Bededag samt en god portion gammel vrede, kan de hurtigt gå i hårdknude.

Noget, der gik i hårdknude, var republikanke Kevin McCarthys forsøg på at blive valgt som ny formand for Repræsentanternes Hus. I ugens løb har McCarthy tabt afstemning på afstemning, og det på trods af, at Republikanerne faktisk har et flertal. En stædig gruppe af højreradikale partimedlemmer har nægtet at se McCarthy sejre, hvorfor det også har været svært at forestille sig, at han ville få sin formandspost – lige indtil McCarthy så alligevel trak det længste strå tidligt lørdag morgen. Jeg skrev om valget i en ‘Kære læser’ fredag.

I Frankrig hersker der ikke meget tvivl om, hvem der står i spidsen for hvad. Det er dog ikke ensbetydende med, at alting kører på skinner. Tværtimod har premierminister Élisabeth Borne fået sin sag for, efter præsident Emmanuel Macron har beordret hende til at gå i krig mod det komplicerede franske pensionssystem. Borne skal nu forsøge at hæve pensionsalderen, alt imens 68 pct. af franskmændene faktisk vil have den sænket, og således er det svært at forestille sig, at premierministerens får succes. Astrid Plum så på problemerne med det gamle teaterstykke Le Cid under armen.

Og minsandten om det så alligevel ikke blev weekend. Nyd friheden – måske bliver 2023 faktisk ikke så ringe endda. /David Dragsted