7. februar 2022
Kære læser
I al sin forslidthed må udtrykket “i krig er sandheden det første offer“ være den politiske verdens svar på “at rejse er at leve“. På samme måde som enhver skribent, der gerne vil tages seriøst som rejseessayist, bør holde sig på hestelængders afstand af den gamle H.C. Andersen-kliché, må tommelfingerreglen for den drevne sikkerhedspolitiske korrespondent […]
Kære læser
“Monument til det internationale samfund. Fra de taknemmelige borgere i Sarajevo,“ lyder indskriften på dåsekødsmonumentet IKAR, der troner nær ved Bosniens Nationalmuseum. En skulptur på én meter, der forestiller de madrationer, FN donerede som nødhjælp til den bosniske befolkning under belejringen af Sarajevo i 1992 – 1995. I bosnisk folkevisdom hedder det, at selv de […]
Det bedste vi har set
Videnskabens virkelighed
Videnskabens virkelighed
Hvis du har set Christopher Nolans rum-hjernevrider Interstellar, så tænker du måske kvantefysikken som et stykke avanceret og virkelighedsforstyrrende videnskabsteori, der kort sagt er umuligt at forstå. Den opfattelse kan du nu få bekræftet. Kvantefysikkens såkaldte QBism-bevægelse er vundet frem inde for de seneste par år, og deres mission er at gøre den “subjektive oplevelse til fundament for videnskaben og virkeligheden selv“. Måske ligner videnskabelig objektivitet snarere forfatteren T.S. Eliots sprængte og ulogiske poesi fremfor et eventyr, hvor det hele hænger sammen til slut. Men vi er sgu ikke sikre.
Alle veje fører til Ringsted
En dag i slutningen af september 2018 blev Øresunds- og Storebæltsbroen lukket for al kørsel. Alle færgeafgange blev indstillet. På vejene var der kampklædte betjente med maskinpistoler. Politiaktionen varede hele dagen, og kun politiet og PET vidste, hvad der foregik. Indtil nu. Moradset handlede om at beskytte aktivisten Habib Yabor Kabi mod et attentatforsøg i Ringsted. Pludselig tog sagen en drejning, der fik PET til at indlede en efterforskning mod den mand, de indtil nu havde beskyttet. I en dragende webfeature fortæller DR historien, der sluttede fredag d. 4. februar, hvor Habib Yabor Kabi blev fundet skyldig i at have spioneret på vegne af Saudi-Arabien og støttet en væbnet kamp mod det iranske regime.
Hvad vil Putin?
Hvad vil Putin?
… Det er der – som vi lige fik på plads i dagens ‘Kære læser’ – mange bud på. Spørger man The Atlantics Anne Applebaum, vil han “destabilisere Ukraine, skræmme Ukraine. Han vil have, at det ukrainske demokrati skal fejle. Han vil have den ukrainske økonomi til at kollapse. Han vil have udenlandske investorer til at flygte.” Bag det, der ved første øjekast kan ligne simpel og nævenyttig ekspansionstrang, ligger der nemlig en konflikt, som har rødder i et grundlæggende spørgsmål om ideologi – og i den forhenværende KGB-agents traume fra 1989.
Spisesedlen
Perus premierminister fratræder sin post fire dage efter udnævnelsen. Det sker som følge af politirapporter fra 2016, hvori han beskyldes for have udøvet vold mod sin datter og nu afdøde hustru. Premierminister Héctor Valer har udtalt, at beskyldningerne imod ham er baseret på løgne. Landets præsident Pedro Castillo skal nu se på fordelingen af ministerposter igen.
Tunesiens præsident vil opløse landets øverste retlige råd. Det meddelte præsident Kais Saied lørdag. Rådet er det organ, der beskæftiger sig med domstolenes uafhængighed, og den tunesiske dommersammenslutning kritiserede derfor søndag præsidenten for at forsøge at undergrave retsvæsenet. De kaldte samtidig præsidentens trussel for et farligt og hidtil uset skridt væk fra de fremskridt, der er sket i det nordafrikanske land.
Sverige vil ikke længere teste for corona. Fra onsdag lyder opfordringen til svenske borgere ikke længere på at lade sig teste, hvis de har symptomer på Covid-19. Det oplyste direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Karin Tegmark Wisell, søndag: “Vi er nået til et punkt, hvor omkostningerne og relevansen af testen ikke længere er forsvarlige.“ Opfordringen i Danmark lyder fortsat på at lade sig teste, hvis man udviser symptomer.
Madagaskar rammes af cyklon for anden gang på to uger. Cyklonen Batsirai, der ramte østaten natten til søndag, har kostet mindst 10 personer livet. Næsten 48.000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem. Cyklonen forværrede skaderne fra den tropiske storm, der ramte Madagaskar i slutningen af januar, hvor 55 mennesker mistede livet og 131.000 mennesker blev påvirket af ødelæggelser og oversvømmelser.
Aktivister stod klar med regnbueflag ved indsættelsen af ny præst. Hedensted Kirke indsatte søndag præsten Michael Høj, der ikke ønsker at vie to personer af samme køn. I protest holdt Socialistisk Ungdomsfront Vejle dansefest foran kirken. Provsten i Hedensted provsti, Hanne-Birgitte Kristiansen, understreger, at par af samme køn stadig kan blive viet af en anden præst i kirken.
Et sidste ord
Fordelen ved, at køn bare er en konstruktion, er jo, at luften ligesom går af ballonen på tåbelige babyfester.
God mandag!