6. september 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En skuffende verdensrekord

Vi skal ellers love for, at TV2 her til morgen havde en æggende rubrik klar til de mandagsfriske. “Italien slog verdensrekord i skuffelse,“ lød herligheden, der straks fik de små grå op i omdrejninger. For hvordan sætter man dog verdensrekord i så altmodisch en disciplin? Hvem vurderer, hvor nedslående en præstation, der skal lægges for […]

Kære læser

Magtens tredeling: kirken, staten og universitetet

I første afsnit af reportagen De homoseksuelle må leve på polsk mødte vi 30-årige Jasiek, der snart har fået nok af homofobien i Polen, og Dominik Kuc fra NGO’en GrowSpace Foundation, der ikke tror, udviklingen vender, før regeringspartiet Lov og Retfærdighed slipper jerngrebet om Polens landområder. Det mener han ikke sker, førend EU’s sanktioner kan […]

Det bedste vi har set

På højde med Guldhornene

På højde med Guldhornene

Internettet er faldet i svime over fundene af “danmarkshistoriens hidtil største, rigeste og flotte guldskatte“, der søndag blev afsløret, efter at Vejlemuseerne og Nationalmuseet har gemt på hemmeligheden i mere end otte måneder. Det var den 62-årige urutinerede hobbyarkæolog og i øvrigt ihærdige ‘Metaldetektiverne’-seer (betalingsmur), Ole Ginnerup Schytz, der i december fandt de knap et kilo tunge oldtidsguldsmykker på en mark nær Jellingestenene: Et “drømmefund“ og “på højde med Guldhornene“, lyder det i DR’s flotte digitale fortælling, der forklarer, hvorfor de gyldne stykker er så ekstraordinære.

Mere end en muse

Mere end en muse

Da den franske journalist Brigitte Benkemoun for et par år siden købte en vintage Hermès-dagbog på eBay, blev hun mødt af en lidt anden form for skattekiste. Sælgeren ville ikke forklare, hvor bogen var fra, men Benkemoun kunne ud fra håndskrevne navne som André Breton, Marc Chagall, Brassaï og Balthus gætte sig frem til, at den måtte have tilhørt den oversete surrealist Dora Maar, der i årevis var kendt som musen i Picassos Weeping Woman. “Alle portrætter af mig er løgne. De er alle Picassos,“ lød det dengang fra Maar, som var meget mere end bare hans udnyttede elskerinde og selv havde en lang karriere som maler og fotograf.

Selv rockstjerner kan blive benovede

Selv rockstjerner kan blive benovede

“Da jeg ankom i lufthavnen, var jeg nødt til at pisse, så jeg stoppede ved toiletterne, og da jeg gik ud igen i min lille træningsdragt, mine kæmpe hvide træningssko og min bøllehat, gik Charlie Watts fra The Rolling Stones imod mig […] Han glødede bogstaveligt talt med en slags indre sindsro, og da vi passerede hinanden, lukkede vi øjnene et øjeblik, og han smilede til mig — ikke et uvenligt smil, men heller ikke et venligt, snarere det upassende blik, et dyr kunne give et andet i naturen, der signalerede dets fuldstændige og totale overherredømme.“ Nick Cave svarer på spørgsmål om sit forhold til den afdøde trommeslager.

Spisesedlen

Taliban hævder “fuld“ kontrol over Panjshirdalen. “Med denne sejr […] er vores land kommet ud af krigens hvirvel,“ skriver gruppens talsmand, Zabihullah Mujahid, i et tweet mandag. Samtidig viser billeder på sociale medier Taliban-krigere foran guvernørboligen i Panjshir nordøst for Kabul, som er det sidste distrikt i Afghanistan, hvor der fortsat er modstandsstyrker.

Soldater har angiveligt kuppet Guineas præsident. Militærjuntaens specialstyrker har efter eget udsagn væltet Guineas præsident, Alpha Condé. “Vi har besluttet fra nu af at opløse forfatningen,“ erklærede hærens chef, Mamady Doumbouya, søndag, ligesom han oplyste, at præsidenten skulle være uskadt. USA og FN’s generalsekretær, António Guterres, har begge fordømt kuppet.

Svenske kvinder forlader fangelejr i Syrien. Tre kvinder og deres børn er ifølge den svenske radioavis Ekot på vej hjem til Sverige efter at have siddet i fangelejr i det nordlige Syrien på grund af deres formodede tilknytning til Islamisk Stat. Det skriver Berlingske. Kvinderne har angiveligt fået assistance fra det svenske udenrigsministerium, der dog har nægtet at udtale sig i sagen.

Sygeplejersker vil strejke en time om dagen. Fra mandag nedlægger sygeplejersker på Rigshospitalet arbejdet mellem 7.45 og 8.45 i protest mod regeringens lovindgreb, der ikke gav sygeplejerskerne, det de ønskede: “Nu har vi brug for at sætte en fod i jorden for at blive hørt,“ lyder det fra sygeplejerske Luca Pristed til DR, efter der også i sidste uge var strejker over hele landet.

Magnus Cort vinder Vuelta a España-pris. Søndag sluttede årets sidste Grand Tour Vuelta a España med en sejr til slovenske Primoz Roglic, der nu har vundet cykelløbet for tredje år i træk og også vandt den afsluttende enkeltstart. Danske Magnus Cort blev etapens nummer to og blev efterfølgende hyldet på podiet for sin kåring som løbets mest angrebsivrige rytter.

Et sidste ord

Hvem siger, at telefonkøer behøver at være kedelige?

Næste udgave af Føljeton skal du heldigvis ikke vente længe på – vi er allerede tilbage i morgen. Ses!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12