6. marts 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Opdaget på et hængende kamelhår

Hvad er tricket til at skrive et godt Nigeria-brev? Du ved, den slag spam-emails hvor en nigeriansk prins lover dig guld og grønne skove, hvis bare du liiige overfører et større beløb til hans bankkonto? Jo, tricket er faktisk at gøre din email så lidt overbevisende som muligt. Email-svindlerne er nemlig slet ikke interesserede i […]

Kære læser

I 2019 blev verden mindre fri

Den forkerte vej. For fjortende år i træk er verden blevet mindre fri. Den amerikanske NGO Freedom House, der blandt andet måler graden af demokrati i verdens lande, er netop udkommet med deres årlige frihedsrapport, og den viser, at den demokratiske styreform er presset i bund. ”Demokratiet og pluralismen er under angreb,” lyder rapportens indledende […]

Det bedste vi har set

Pokkers også, Elizabeth Warren

Pokkers også, Elizabeth Warren

Det har været undervejs siden Super Tuesday: Elizabeth Warren har trukket sig som præsidentkandidat ved Demokraternes primærvalgkamp. Det er lidt ærgerligt – hun virker i hvert fald friskere og skarpere end Joe Biden. Den næste tid vil hendes valgkamp blive vendt og drejet. Vox har en virkelig fin analyse af, hvad Warrens nederlag ”siger om os”. Og ”os”, det er så det amerikanske folk.

Coronavirus-udbruddet er ikke nogen Spansk Syge

Coronavirus-udbruddet er ikke nogen Spansk Syge

Som tidligere nævnt har vi enkelte hypokondere og coronavirus-alarmister iblandt os her på Føljeton-kontoret. Psykologisk set er det mest interessante lige nu nok, at kontorets allerstørste hypokonder virker relativt upåvirket af den megen virussnak. Måske har han bare givet op. Her er er en interessant perspektiverende artikel i The Atlantic: Forskellen på håndteringen af COVID-19 og Den Spanske Syge i 1918, som kostede 50 mio. mennesker livet, er gigantisk.

Den tyvagtige hjemmehjælper

Den tyvagtige hjemmehjælper

Mange af de dygtige folk, som var med til at gøre Radio24syv til det, den var, er rykket videre til andre medier med det, de har lært. Her er en ret fed P1-dokumentar i to dele om en tyvagtig hjemmehjælper, som en 78-årig kvinde ved navn Birgit kommer for skade at lukke ind i sit hjem, og vi kan da se, at både tilrettelægger og en af lyddesignerne tidligere har huseret på 24syv. Lyt og gys. OBS: Hosstående foto har ingen relation til sagen.

Spisesedlen

Sammenstød mellem græsk politi og flygtninge på grænsen til Tyrkiet. De forløbne dage har tusindvis af flygtninge forsøgt at komme ind i Grækenland fra tyrkisk side, og de græske myndigheder bruger angiveligt tåregas og vandkanoner for at holde dem tilbage. Der er 3,6 mio. flygtninge i Tyrkiet, og præsident Erdogan siger, Tyrkiet ikke længere vil holde på dem i henhold til den kontroversielle aftale, landet indgik med EU i 2015. I dag mødes EU’s udenrigsministre for at diskutere situationen.

Danmarks første coronatilfælde er raskmeldt. TV 2-medarbejderen, der kom hjem fra skiferie i Italien med coronavirus, er på højkant. Til gengæld har Vatikanstaten, hvor der generelt er en del ældre medarbejdere, konstateret sit første smittetilfælde. Udenrigsministeriet maner til agtpågivenhed ved rejser til Tyskland, Spanien, Frankrig og Østrig, og 246 gymnasieelever i Tórshavn på Færøerne har fået aflyst deres studietur til Paris, og 8.000 kr. pr. elev er gået tabt, skriver det lokale medie Sosialurin. På et pressemøde fredag formiddag orienterede statsminister Mette Frederiksen om nye smitteinddæmningstiltag i Danmark.

Australien har et problem med vold mod kvinder. Ministre fra Australiens regering og delstater skal mødes for at diskutere behovet for at forbedre beredskab i forhold til voldsramte kvinder. Hver uge bliver en kvinde dræbt i Australien, og mere end 80 organisationer har underskrevet et åbent brev fra foreningen Australian Women Against Violence Alliance (AWAVA), som opfordrer til ”presserende og øjeblikkelige” forandringer, skriver Al Jazeera.

Ny måling: Alternativet mister vælgere i massevis. Hvis der var valg i dag, ville partiet ifølge en måling fra Epinion miste hver tredje vælger og komme ned at slikke spærregrænsen. Det er formentlig fnidderet omkring den nyvalgte formand Josephine Focks lederskab, der har afstedkommet vælgerflugten.

Forlagsmedarbejdere forlader arbejdet i protest mod Woody Allen-udgivelse. Nogle dusin medarbejdere forlod torsdag forlaget Hachettes kontorer i New York, efter det er kommet frem, at det Hachette-ejede forlag Grand Central vil udgive den 84-årige filminstruktørs memoirer under titlen Apropos of Nothing d. 7. april.

Et sidste ord

Her får du ét godt råd til at mindske din risiko for at blive smittet med coronavirus, men at følge det viser sig at være lettere sagt end gjort.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12