Lad os alle drage et velfortjent lettelsens suk: Valget er ovre. Dermed ikke sagt, at dronningerunder og mulige regeringskonstellationer ikke også kommer til at fylde i den kommende tid, men nu er vi da ligesom kommet over det værste – eller bedste? Sikkert er det i hvert fald, at dansk politik er løbet med opmærksomheden, men at vi nu atter må ud af af hulen og vænne os til lyset, der stråler over verdens øvrige begivenheder. Vi glæder os allerede – selvom du selvfølgelig ikke skal snydes for et lille tilbageblik.

Mandag var der allerede fuld smæk på valgstemningen, da Færøerne skulle vælge deres to mandater til Folketinget. Med tanke på, at netop de nordatlantiske stemmer senere skulle komme til at spille en nøglerolle da blokkene skulle tælle til 90, var det heller ikke uvæsentligt, hvad færingerne havde på hjerte. Jeg skrev om valget i en ‘Kære læser’, ligesom der også blev tid til at se mod menneskerettighedssituationen i Rwanda, som selv embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet kritiserer i interne dokumenter.

Kulturpolitikken måtte vi selvfølgelig heller ikke glemme, selvom den har været noget nær umulig at opstøve under valgkampen. Heldigvis havde Oliver Stilling dog været til “kulturpolitisk topmøde“ ved Charlottenborgs såkaldte ‘Kaffeklub nr. 7’, hvor der ikke blevet sparet holdningerne – omend Ida Auken i vanlig sosse-stil måske havde lidt for travlt med at fremhæve sin egen ufarlige folkelighed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på Føljeton har ladet klimaet fylde en hel del den seneste tid. Med rette, for som vi har skrevet gentagne gange, er og bliver klimaforandringerne den vigtigste politiske udfordring, upåagtet hvad politikerne selv måtte sige og mene. Tirsdag – den længe ventede valgdag! – samlede vi af samme grund op på vores gennemgang af partiernes klimapolitik, ligesom Xenia Heiberg Heurlin slog et sidste slag for at stemme grønt i stemmeboksen. Imens så Emma Louise Stenholm i nyhedsanalysen nærmere på, hvad partierne egentlig mener om den danske grænsekontrol, der kan være i strid med EU-reglerne – sådan som vi afslørede i Føljeton sidste weekend.

Godt groggy og rundtosset ovenpå nattens mandat- og prognosedrama, opsummerede undertegnede – David Dragsted – folketingsvalget i en ‘Kære læser’ onsdag. Eller, jeg kom i hvert fald med et billede på valgnattens mange uhyggelige metamorfoser:

“Med alle stemmerne færdigoptalt var dansk politiks selvudnævnte frelser ved et trylleslag blevet forvandlet til en trist pedel, der øjensynligt havde tabt sit nøglebundt. Tilbage stod rød blok med 90 mandater, og dermed med et flertal helt uden Moderaternes indflydelse. Ånden fra 1998, hvor ét enkelt afgørende færøsk mandat fældede Uffe Ellemann-Jensens statsministerdrømme, var utroligt nok begyndt at hjemsøge Christiansborg lige efter allehelgensaften.“

Valg var der også rigeligt af i Emilie Ewalds analysetekst – omend Brasiliens præsidentvalg i omfang og vigtighed dårligt kan siges at være sammenligneligt med den danske kamp om ministertaburetter:

“Amazonasregnskoven – der proportionelt udgør en lige så stor del af Brasilien, som landbrugsjorden gør det herhjemme – har netop vundet præsidentvalget i Brasilien. Og valget i verdens fjerdestørste demokrati var ligeledes præget af et comeback for en tidligere statsleder. Men det er nok også der, at sammenligningerne stopper. Det ville i hvert fald være som at sammenligne en film, der lige har budgettet til at købe croissanter og flyers printet på tyndt papir med en blockbusterfilm, hvor politisk uenighed i mange tilfælde ender i et blodbad.“

Efter den noget tiltrængte sydamerikanske detour, hoppede vi torsdag direkte tilbage i andedammen med flere dugfriske reaktioner på folketingsvalget. Lars Trier Mogensen forklarede i en analyse, hvordan D’Hondts divisor reelt afgjorde valget til de rød-grønnes fordel, selvom blå-lilla blok fik 68.209 flere stemmer – hvilket i øvrigt kan ende med at blive endnu et argument for, at Mette Frederiksen (S) vil forsøge at danne en bred regering henover midten. Og så fik Oliver Stilling ellers også redegjort for, hvordan Lars Løkke Rasmussen (M) måske har skabt sit eget værste mareridt:

“Manden rækker efter stjernerne, og når det ikke lykkes (hvad det gudskelov ikke gør), så er prisen tårnhøj: Lars Løkke er dømt til i årevis at være daglig leder af et beskyttet værksted fuld af benovede, lalleglade, politisk tonedøve novicer, hvoraf formentlig ingen når ham til sokkeholderne i det der politiske håndværkeri, som alle siger, han behersker så suverænt. Sikke en rædsom skæbne! Og ærgerligt, at Løkke med sine strategiske evner ikke har kunnet efterlade et mere positivt aftryk. Men hvad er det nu, man siger? 38.439 personlige stemmer i Sjællands Storkreds tager ikke fejl.“

Beskyttede værksteder kan man ikke ligefrem beskylde Elon Musk for at være den store fan af. Verdens rigeste mand er snarere berygtet for at skabe horrible arbejdsforhold og for generelt være lidt af et løsgående missil, når det kommer til… ja, alting. Senest har Musk rusket godt og grundigt op i Twitter, efter han officielt har overtaget ledelsen af det sociale medie. Det er både blevet til massefyringer og en række varslede ændringer på platformen, der nu frygtes at blive et endnu større slaraffenland for internetrolde og konspirationsteoretikere. Tesla-milliardæren påstår selv, at han blot vil hjælpe ytringsfriheden og demokratiet på vej, men som jeg skrev i en ‘Kære læser’ fredag, er den altså svær at købe.

Nej, Elon Musk kan virkelig pisse os af. Men i det mindste er vi ikke de eneste, der er oppe i det røde felt. Faktisk kunne meget tyde på, at Frankrigs monsieur le président Emmanuel Macron har brug for et godt skud anger management, efter et hav af politiske møgsager nok engang har presset ham op i en krog. Astrid Plum stod klar med lidt gode råd til Macron i en nyhedsanalyse, mens hun nøje gennemgik, hvad det egentlig er, der gør præsidenten så vred. Lad os håbe for Macron, at han genfinder sindsroen hen over weekenden – det vil vi i hvert fald bruge den til. Au revoir! /David Dragsted