5. november 2019

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Nye tider, nye metoder

Hvis et brand først har fået ridser i lakken, er gode råd dyre, når forbrugernes tillid skal vindes tilbage. Nogle virksomheder vælger at skrue op for CSR-charmen eller donere til velgørenhed, andre overvejer måske at undskylde eller beklage, og andre igen tænker snarere i rebranding: De gamle slogans, logoer og dertilhørende konnotationer brændes, og virksomheden […]

Kære læser

Det er bedre at ryge 32 cigaretter om dagen end at bo i New Delhi

Gråt mørke. Lyset er gået ud i New Delhi. Indiens hovedstad har nu i flere dage været indhyllet i en tung smog, der bogstaveligt talt har gjort det svært at se en hånd for sig i storbyen. Sigtbarheden har været så dårlig, at man er blevet nødt til at omdirigere flere fly, der ellers skulle […]

Det bedste vi har set

34 kødelige fejl

34 kødelige fejl

Oksekødsrapporten. Man behøver ikke være vegetar for at synes, at det lyder klamt. Den var lavet af to forskere fra Aarhus Universitet og én fra DTU, men desværre finansieret af Kvægafgiftsfonden og med deltagelse af Danish Crown og Landbrug & Fødevarer. Det fremgik ikke særligt klart, hvilket ellers ville have været betimeligt, idet den gav et skævt billede af oksekøds indvirkning på klimaet. Nu viser en intern undersøgelse, at der er fundet fejl og mangler i 34 ud af de 55 rapporter, som Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet har fået ekstern finansiering til i den undersøgte periode. Og Dagbladet Information, som skrev om miseren først, har et interview på forsiden i dag med universitetets prodekan Kurt Nielsen.

Bon voyage, Voyager 2

Bon voyage, Voyager 2

Efter mere end 40 års ensom rejse nåede NASA’s lille rumsonde Voyager 2 i november 2018 ud i interstellart område. Det vil sige: Den er forfærdeligt langt væk. National Geographic har samlet en meget fin pakke med data om Voyager 2, en billedserie og en lille animeret video, der slår benene væk under én. Vi vidste godt, vi var små – men små?

Du kan godt klare 41 minutter om Prince

Du kan godt klare 41 minutter om Prince

Tilgiv os, hvis du synes, at Prince (1958-2016) er old hat, men til vores forsvar er der purunge folk på redaktionen, som også godt kan lide ham. NPR har snakket med den unge redaktør Dan Piepenbring, som skulle have skrevet Princes erindringer sammen med Prince – og også gjorde det efter hans død (den er lige udkommet). I den 41 minutter lange podcast fortæller Piepenbring om alle facetter af Prince og beskriver mødet med ham. Og duften af hans parfume.

Spisesedlen

USA melder sig officielt ud af Parisaftalen. Den amerikanske regering annoncerede mandag, at USA formelt trækker sig fra den internationale klimaaftale, der blev indgået mellem FN’s medlemslande i 2015. USA’s deltagelse slutter endegyldigt 4. november 2020 – dagen efter næste års præsidentvalg. Trump sagde allerede i 2017, at han ville trække USA ud, men rammerne for Parisaftalen gjorde det først muligt mandag.

Retssag fortsætter: Britta Nielsen vil ikke afhøres. I dag er fjerde dag i retssagen mod Britta Nielsen, der er tiltalt for bedrageri for knap 117 mio. kr., og hun skulle for første gang havde afgivet sin egen forklaring. Forsvarer Nima Nabipour har bedt om at få retssagen udsat på grund af uklarheder omkring den udleveringsaftale, Britta Nielsen underskrev i Sydafrika. Retten har afvist anmodningen, og retssagen fortsætter, dog uden en forklaring fra hovedpersonen selv.

Pensionsregler for polske dommere er i strid med EU-reglerne. For to år siden vedtog Polens nationalkonservative regering en kontroversiel reform af landets domstole, som flyttede magt fra domstolene. Reformen er i strid med EU-reglerne, har EU-domstolen tirsdag formiddag fastslået.

Søster til dræbt ISIS-leder fanget. Rasmiya Awad, som er søsteren til den dræbte ISIS-leder Abu Bakr al-Baghdadi er blevet fanget, hævder den tyrkiske regering. Rasmiya Awad blev angiveligt fanget i den tyrkisk-kontrollerede by Azaz i det nordlige Syrien, og hun afhøres nu sammen med sin mand og svigerdatter, som også er tilbageholdt. ”Vi håber at indsamle en guldgrube af oplysninger om ISIS’ indre arbejde fra Baghdadi’s søster,” lyder det fra den tyrkiske regering ifølge Reuters.

Hongkong-kage bandlyses fra kagekonkurrence. Kagen var dekoreret med paraplyer, en Guy Fawkes-maske og en håndfuld politiske slogans, og blev smidt ud af konkurrencen afholdt af Cake International i Birmingham på baggrund af klager over kagens ”stødende” budskab. 3rd Space, caféen der står bag kagen, mener, at kreationen er blevet udsat for politisk censur.

Et sidste ord

Måske lidt nørdet, men hvis du havde 41 minutter til Prince (se længere oppe), så har du også fire minutter til at lytte til en trommemaskine lavet i et Excel-ark. Det er kreativ bogføring.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12