5. november 2018
Kære læser
Det er ikke et helt almindeligt midtvejsvalg, amerikanerne skal afgøre i morgen. Det er et valg om selve det amerikanske demokrati. Jo, jo, helt formelt handler det, som det altid gør, om at vælge en tredjedel af Senatets senatorer og alle de 435 medlemmer i Repræsentanternes Hus. Uanset hvilken præsident der sidder i Det Hvide […]
Kære læser
For nylig blussede debatten omkring The Simpsons-karakteren Apu Nahasapeemapetilon op igen, da en producer mente at vide, at tv-serien havde planer om at skrotte karakteren. Apu er da også lidt af en anakronistisk stereotyp, som ikke ser særlig heldig ud i 2018. Men selve debatten om Apu er ikke kun et spørgsmål om politisk korrekthed – og det vil filosoffen Slavoj Žižek være glad for.
Det bedste vi har set
Halimas Adens verdener
Måske er det her lidt off på en mandag, men dokumentaren her, som vi har fundet hos Al Jazeera, tilfredsstiller i nogen grad vores fascination af Somalia. Halima Aden er en 21-årig somalisk-amerikansk fotomodel, som har hørt hele smøren: Du er ikke somalisk nok. Du er ikke en god muslim. Du er ikke amerikansk nok. Og så videre. Halimas mor har svært ved at komme sig over hendes modeljob. Husk, hvor du kommer fra, siger hun. Og: Hvorfor læser du ikke til læge i stedet for at spilde tiden? Halima blev kendt for to år siden, da hun som den første deltager nogensinde deltog i en Miss USA-skønhedskonkurrence i Minnesota iført hijab og burkini. Det er eksistentielt, det her.
Bedstefars heureka
For mange mennesker gælder det, at deres bedsteforældre altid har været gamle. Altså de har i hvert fald været gamle, mens man selv har været i live. Derfor kan det være svært sådan rigtig at fatte, at de også engang har været unge, ambitiøse og på vej. I denne glimrende historie fra The Atlantic er en journalist dykket ned i sin fysiker-bedstefars noter, og i dem gemmer sig bedstefaderens besættelse. Der er optegnelser af, hvad bedstefar Francis selv mente var en stor videnskabelig opdagelse. Der er dog også optegnelser af feedback fra resten af verden: ”En ubrugelig teori,” skrev en, ”jeg stoler på dig,” skrev konen, og ”din løn er indefrosset,” skrev chefen. Man bliver klogere på fysik, sandsynligheder og genier af at læse historien. Og så finder man ud af, om Francis havde ret.
Station to Station med Asger Schnack
Digteren, forfatteren, forlæggeren, Bob Dylan- og David Bowie-kenderen Asger Schnack, som ikke sjældent skriver om poesi her i Føljetons spalter, er begyndt at lave en podcast ovre på Heartbeats. I seneste afsnit af ‘Station to Station’ læser han op af Marianne Larsen, Per Højholt og Signe Gjessing og spiller og fyrer op under det hele med lidt Jimi Hendrix, Cat Power og John Coltrane. Præcis 60 minutter og nul sekunders tidløshed. Jamen, hvor er det stærkt.
Noget galt i halsen?
YouTube-kanalen NativLang går tilbage i historien for at undersøge, hvordan verdens sprog er opstået. Nu er turen så kommet til det danske sprog, og det lyder åbenbart, som om vi har fået noget galt i halsen, når vi taler. Vi har ikke fact-tjekket den syv minutter lange video, men det er nok meget plausibelt, at vores udtale har noget med vikingerne at gøre. Og så er det i det hele taget ret sjovt at blive gjort opmærksom på, hvor alle lydene i vores sprog stammer fra.
Kaffetørstens DNA
Ny forskning peger på, at næsten alle effekter ved kaffe handler om genetisk kodning. Det betyder, at hvorvidt man synes, det smager godt, virker opkvikkende eller giver anledning til angstanfald, måske alt sammen kan findes i generne. Noget tyder altså på, at vores DNA kan forklare, hvorfor nogle efter bare et enkelt sip kaffe om morgenen ligger søvnløse om natten, og hvorfor nogle synes, den sorte drik er alt for bitter, skriver National Geographic.
Spisesedlen
Britta Nielsen er anholdt. Bagmandspolitiet oplyser på Twitter, at den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen er blevet anholdt omkring kl. 05.30 i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika. Den tidligere ansatte i Socialstyrelsen mistænkes for at have svindlet for cirka 111 mio. kroner mellem 2002 og 2018. Hun sættes også i forbindelse med mistænkelige overførelser helt tilbage fra 1997.
USA genindfører sanktioner mod Iran. Sanktionerne er blevet genindført i dag og kommer til at ramme olieeksport, shipping og bankvæsen, hvilke alle er nøgleelementer i den iranske økonomi. Sanktionerne kommer efter, at Donald Trump trak USA ud af atomaftalen med Iran, og Trump kalder dem ”de hårdeste sanktioner nogensinde”. Tusinder af iranere gik i går på gaden med slagråb som ”død over Amerika”.
Xi Jinping vil åbne op for det kinesiske marked. Under en tale i Shanghai sagde den kinesiske præsident, at Kina vil sænke sine importskatter og i højere grad åbne op for det kinesiske marked. Samtidig malede Xi et billede af Kina som en forkæmper for globalisering og mod protektionisme, ligesom han leverede subtile stikpiller til Donald Trump. Talen kommer som et led i den verserende handelskrig mellem USA og Kina. Xi Jinping og Donald Trump mødes senere på måneden.
Ny Kaledonien vil forblive fransk. I går stemte borgerne på Ny Kaledonien om, hvorvidt øgruppen skal forblive et fransk oversøisk territorium. 56,4 pct. stemte for at forblive fransk, hvilket er et mindre nederlag til separatisterne end forventet. Valget er en del af en aftale, der blev indgået for to årtier siden efter en voldskampagne fra separatisternes side.
Direktør for Dansk Sprognævn har opsagt sin stilling. Hun følger dermed ikke med, når Dansk Sprognævn flytter til Bogense i april 2019 som led i regeringens udflytningsplan. Om direktør Sabine Kirchmeiers opsigelse skyldes udflytningen vides ikke, men hun har tidligere udtalt sig kritisk om planerne. Fire ud af Dansk Sprognævns 12 fastansatte har sagt nej til at flytte med til Bogense. De resterende vil pendle frem og tilbage.
Et sidste ord
På redaktionen har vi virkelig brudt vores hoveder med, hvad vi kunne skrive som indledning til denne video, men vi er helt målløse. Måske er det sådan, videoen fungerer bedst – uden introduktion eller kontekst.