5. december 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Moralpoliti og fremmedpoliti

Moralpolitiet er blevet nedlagt. Eller, vent, er det? Og hvad hvis det var – ville det gøre nogen forskel? I weekenden sagde Irans rigsadvokat Mohammad Javad Montazeri ifølge landets statslige medier, at den latterlige tjenestegren under politivæsenet var blevet “afskaffet af de samme myndigheder, som oprettede det“. Rigsadvokaten brugte godt nok ikke ordet “latterlige“, men […]

Kære læser

Brede skuldre tæmmes bedst

Regeringsforhandlingerne er fortsat hermetisk lukkede, så hvad den kongelige undersøger Mette Frederiksen (S) har på programmet, er egentlig svært at gisne om. Lørdag ser der dog ny røg ud fra de hemmelighedsfulde lokaler; en røg, som måske hverken var hvid eller sort, men dog kan give et praj om Frederiksens kvaler. Eller skulle vi rettere […]

Det bedste vi har set

Postkort fra migrantlejren

Postkort fra migrantlejren

I takt med at VM er løbet over stablen, synes fokus at være rykket langsomt væk fra migrantarbejdernes usle forhold og mere henimod, tja, fodbolden i sig selv. Ovre hos Mediano holder de dog øjnene på bolden og har skrevet et postkort fra en migrantlejr ca. 50 km væk fra Doha: “I hovedstaden fylder fodboldtrøjer og flag alt i gadebilledet, og man kan altid snakke med fremmede om dagens resultater. Det kunne man ikke i lejren. Der var ikke den samme begejstring over, at VM nu endelig var kommet til Qatar. Heller ikke Phillip var begejstret for VM. Han har ikke et hold, han hepper på. Det, han håbede mest på, var at Qatars landshold ville blive udspillet.“

Den senegalisiske løve

Den senegalisiske løve 

Nu bliver vi altså alligevel lidt i fodboldens verden. The Athletic har en fin profil om træneren for Senegals herrelandshold, Aliou Cissé. Under Cissé vandt Senegal tidligere på året Africa Cup of Nations og kom søndag så langt som kvartfinalen til VM. Tilbage i 20o2 mistede Aliou Cissé som 26-årig 12 familiemedlemmer på færgen La Joola i en af de værste skibsulykker nogensinde, hvor 1.863 personer omkom. Cissé spillede dog videre: “Han mødte op til træning som normalt. Han gennemgik sine sædvanlige rutiner i næsten en uge og skjulte den indre uro, han led. Han fiksede et smil, fordi han, som han forklarede senere, ville “beskytte gruppen mod min sindstilstand“. Derefter steg han ombord på bussen, der tog spillerne fra Birmingham City til en Premier League-kamp i West Ham. De vandt 2-1, og trods alt spillede Cissé hele kampen.“

Den dag da Kanye blev nazist

Den dag da Kanye blev nazist

Siden han i oktober 2018 mødtes med ekspræsident Donald Trump iført en Make America Great Again-kasket, har der i den offentlige sfære været en undren: Er Kanye West blevet højreekstremist, eller er det her et udfald af årelang psykisk sygdom? I løbet af den sidste uge synes svaret at pege på begge dele. Hvis man også har lidt svært ved at forstå, hvordan Ye er gået fra at lave Graduation til at sige, at han “godt kan lide Hitler“, og “vi er nødt til at holde op med at disse nazisterne hele tiden“, så har Vox din ryg. Historien om hvordan Kanye West blev nazist – lige her.

Spisesedlen

Irans statsadvokat påstår, at landets moralpoliti nedlægges. Mohammad Javad Montazeris udtalelse om moralpolitiet, der har været omdrejningspunktet for omfattende demonstrationer, siden den kurdiske kvinde Jina Mahsa Amini døde i deres varetægt i september, er dog ikke blevet bekræftet af andre iranske myndigheder. Statsadvokaten påpegede ligeledes, at moralpolitiet ikke hører under retsvæsnet, og at retsvæsnet ville fortsætte med at overvåge adfærden i samfundet.

EU, G7-lande og Australien indfører prisloft på russisk olie. Prisloftet på 60 dollar per tønde olie træder i kraft mandag. “Vi vil kun sælge olie og olieprodukter til lande, der vil samarbejde med os på markedsvilkår, uanset, om vi må sænke produktionen,“ har Ruslands vicepremierminister Alexander Novak udtalt som reaktion på prisloftet.

De Konservative har forladt regeringsforhandlingerne. Det meddelte partiets formand Søren Pape Poulsen lørdag på Facebook. Venstre, Moderaterne, De Radikale, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er formelt set fortsat en del af forhandlingerne med Socialdemokratiet. Ifølge Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh er hans parti ikke blevet inviteret til et møde, siden Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige forlod forhandlingerne i sidste uge.

Flere kinesiske storbyer lemper coronarestriktioner. Det gælder bl.a. Shanghai og Urumqi, hvor restauranter og markeder genåbnes, mens det ikke længere kræver en negativ coronatest for at benytte offentlig transport. Det sker efter den seneste uges hidtil usete demonstrationer mod Kinas stramme nul-covid-politik.

Afgået højesteretspræsident kritiserer brugen af de samme advokater i advokatvurderinger og rigsretssager. I både Tamilsagen og Instrukssagen indhentede Folketinget rådgivning fra advokater, der efterfølgende blev udpeget af Folketinget som anklagere i Rigsretten. Det advarer tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam mod i et interview med Information. Juraprofessorer Mads Bryde Andersen og Jørn Vestergaard vurderer på linje med Rørdam, at det kan skabe en interessekonflikt.

Et sidste ord

Når Elon Musk får lukket sit foretagende, skulle vi måske bare rykke over på LinkedIn.

God mandag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12