5. december 2019

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Manden med gaflen

Den store fordel ved Føljeton er, at det ikke er det første, dit blik falder på, når du vågner om morgenen, medmindre du er langsover. Hen ad middagstid har du genvundet dine illusioner om tilværelsen. Du tror, den giver mening. Du tror, du kan blive klogere på livet. Den eneste grund til, at du nærer […]

Kære læser

Tysklands regering er på kanten af kollaps

Det er ikke sjovt at være tysk socialdemokrat for tiden. Partiet SPD har været ramt af det ene jammerlige resultat efter det andet, og det har efterladt de tyske sosser både desperate og modløse. Ved forbundsvalget i 2017 indkasserede partiet det dårligste valgresultat siden 1933, og siden da har SPD styrtblødt stemmer ved det ene […]

Det bedste vi har set

Hvad er mysticisme for dig, Grimes?

Hvad er mysticisme for dig, Grimes?

Vi er i den lettere ende her, men hvis pop spiller nogen rolle i dit liv, så er det ikke så slemt. Den 31-årige canadiske elektronika/pop-sangskriver Claire Boucher (bedre kendt som Grimes) er interviewet i Interview Magazine af både Lana del Rey (behøver ingen introduktion) og Brit Marling (amerikansk skuespiller og manuskriptforfatter). Grimes og del Rey snakker blandt andet om religion, og Grimes siger, at religion er den bedste science-fiction og fantastik storytelling. ”Jeg ved, vi begge elsker rumklang. Forestil dig at gå ind i en kirke i middelalderens Europa, og alt, hvad du nogensinde har hørt af musik, er noget, som nogen har spillet på lut. Du går ind i en katedral for første gang, og du hører nogen synge gennem en superlang rumklang. Hvilken mystisk oplevelse, det ville være.” Hvortil Lana del Rey svarer: ”Hvad er mysticisme for dig, og er det vigtigt i din kunst?” Skønt.

Danske mænd – føj for den lede

Danske mænd – føj for den lede

Vi havde engang en virkelig dygtig journalistpraktikant her på Føljeton, som hed Renna. Vi omtalte hende som ”Danske Renna”, for det havde BT kaldt hende i en artikel, hvor de gengav et opslag, hun havde lagt ud på Facebook, som efterfølgende var gået viralt. Opslaget handlede om, at en eller anden klam stodder havde taget hende på røven på Caféen Funke i København. Da hun vender sig om og råber: ”Det der stopper nu”, hvæser fyren tilbage: ”Fuck dig, kælling”, mens hans venner begynder at rage på hende. Da hun beder tjeneren om at smide dem ud, griner han bare. TV 2 har i et opbyggeligt eksperiment bedt den 21-årige medicinstuderende Sabna Shiva gå i byen på Jagtbar i Horsens iført en sensorkjole, der opfanger hver eneste berøring. Samtidig filmer de hende med 11 kameraer. Tjek den lille webdok. Føj for den lede. Danske mænd, tag jer sammen!

10.000 teaterforestillinger senere

10.000 teaterforestillinger senere

Har du prøvet at gå hjem efter en teaterforestilling med en følelse af, at det ikke rigtig var pengene værd? Det har The Guardians chefteateranmelder Michael Billington også. Han stopper efter 48 år og 10.000 skuespil. Og hvad har han så lært? Det skriver han om her, hvor han fremhæver, at der er kommet en langt bedre kønsbalance i teaterverdenen. ”I en af de første artikler, jeg skrev, spurgte jeg, hvorfor der var så få kvindelige dramatikere. Jeg får røde kinder, når jeg genlæser teksten, hvor jeg kommer med alle mulige langt ude forklaringer, men i det mindste følte jeg, at jeg stillede det rette spørgsmål.”

Spisesedlen

Lovforslag skal stoppe ekstreme huslejestigninger. Boligminister Kaare Dybvad (S) har fremlagt et lovforslag, der skal hindre udenlandske kapitalfonde i at investere i danske ejendomme for derefter at skrue huslejen i vejret. De nye regler indeholder bl.a. en form for karensperiode på 10 år, før en investor må hæve lejen, mulighed for fastfrysning af valuarvurderinger samt en justering af, hvor meget lejen må stige. Loven møder dog kritik fra venstrefløjen, der ikke mener, at forslaget løser problemet.

Tusindvis af danskere fejldiagnosticeres. De seneste ti år har 7.600 patienter fået tilkendt erstatning i det danske sundhedsvæsen for skader forårsaget af fejldiagnosticering. Samtidig dør ca. 63 patienter hvert år som følge af en forkert diagnose. Det viser en rapport fra Patienterstatningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Mette Frederiksen til møde med Donald Trump. Den danske statsminister holdt onsdag møde med den amerikanske præsident i forbindelse med NATO-topmødet i London. De to kom tidligere på året i klammeri grundet en uenighed om Grønland, men ifølge Frederiksen var stemningen god på mødet. ”Vi svinger godt sammen, og vi har en meget direkte dialog med hinanden,” fortæller hun til DR. Parterne snakkede blandt andet om det strategiske samarbejde i Arktis.

Frankrig ramt af storstrejke. Millioner af franskmænd er i dag gået i strejke som en protest mod præsident Emmanuel Macrons planlagte pensionsreform. Det vil ramme især landets transport- og uddannelsessektor. Langt de fleste afgange med højhastighedstog er aflyst, den parisiske metro vil blive lukket, hundredvis af flyafgange aflyses, og majoriteten af landets skoler bliver lukket. Strejken har endnu ingen udløbsdato og kan fortsætte flere dage.

Klimaforandringerne får fugle til at skrumpe. Et nyt studie baseret på mere end 70.000 eksemplarer af 52 forskellige fuglearter har påvist, at fuglenes kroppe er skrumpet med 2,4 pct. gennem de seneste 40 år, mens vingefanget omvendt er øget med 1,3 pct. En teori er, at det ændrede forhold mellem overfladeareal og volumen hjælper med nedkøling under fugletræk, forklarer forskerne bag studiet til BBC.

Et sidste ord

Hvis du har en dårlig dag på jobbet, så glæd dig over, du i det mindste ikke er pianist Maria João Pires. Midt under en koncert finder hun ud af, at hun har forberedt sig på det helt forkerte Mozart-stykke.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12