4. oktober 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Dommedagsbasunerne gjalder

Karl Marx skrev engang, at ‘historien gentager sig altid af to omgange, første gang som tragedie, anden gang som farce’. Diktummet, der er blevet citeret til ukendelighed, optrådte i et essay fra 1852 om Napoleon den Første og hans nevø Louis Napoleon den Tredje. Og selvom Marx refererede til henholdsvis Den Franske Revolution i 1789 […]

Kære læser

Truss er gået fuld Kamikwase

Der skulle ikke gå længe fra dronning Elizabeth II var blevet begravet, til Storbritanniens premierminister Liz Truss havde fået skabt en hel ny slags landesorg med sin økonomiske politik. Efter allerede at have annonceret en omfattende plan for at hjælpe briterne igennem energikrisen – uden dog at redegøre for, hvordan planen konkret skulle finansieres – […]

Det bedste vi har set

Flaske-Claus til undsætning

Flaske-Claus til undsætning

“Da Eliud Kipchoge krydsede mållinjen ved Berlin Marathon i forrige weekend og slog sin egen verdensrekord, drog Claus-Henning Schulke et lettelsens suk.“ Schulke, 56, er ingeniør af uddannelse og ligner lidt Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard, men han er tysker og har et vigtigt job: Det er er ham, som rækker den kenyanske superløber Kipchoge hans drikkedunk under løbet, og det har han gjort siden 2017. Det lyder banalt, men det kræver sin mand m/k. Når overdragelsen har fundet sted, hopper Schulke op på sin racercykel og suser af sted til næste post. Kipchoge løber 20 km i timen, så der skal køres hurtigt. Efter 13 poster er verdensmesterskabet i hus. The New York Times har historien, men her er en video, hvor man kan se Schulke i arbejde. Og her taler Flaske-Claus begejstret om sin indsats. What a guy!

+ Eliud Kipchoge fortæller GQ om sine ”essentials”

Rottens fjende nr. 1

Rottens fjende nr. 1

Kjeld Nyhus Andersen er rottebekæmper. Hans rekord er 950 rotter på ni timer med 1.000 skud (han skyder med luftbøsse). Ekstra Bladet har fulgt i hælene på Kjeld og lavet en lille video. Du skal ikke se den for de klamme rotters skyld. Det er Kjeld, der er interessant her.

+ Måske er det en god lejlighed til at genlæse journalist Lasse Lavrsens fremragende langlæser ‘En kamp mod dyret. En kamp mod os selv‘, som Føljeton bragte i 2017. Lasse Lavrsen var dengang Føljetons store rotteekspert (han udgav senere erindringsbogen Rotter og skilsmisse).

Glenn siger stop

I sidste uge udkom forfatteren Glenn Bechs (f.1991) manifest-agtige Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet til glimrende anmeldelser. Cirka samtidig var han gæst hos vært Nanna Mogensen i Skønlitteratur på P1. De to har en virkelig god samtale om det, Bech kommer fra, og der, hvor han er i dag.

“Racisterne og homofoberne burde tvangsoplyses / tvangsefteruddannes / tvangsbehandles / the one percent burde fængsles for forbrydelser imod menneskeheden / men min mutti? / skulle hun skamme sig? / min mor var eneforsørger til to / efter min fars selvmord /skulle hun skamme sig over at at vælge konventionel mælk frem for økologisk?“

Fra Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Spisesedlen

Svensk politi afspærrer områder ved gaslækager. Det sker, fordi anklagemyndigheden i Sverige betragter områderne som gerningssted. Afspærringen, der har omkring ni kilometers afstand fra Nord Stream-lækagerne, skal holde uvedkommende væk, mens efterforskningen er i gang. Det svenske sikkerhedspoliti oplyser, at der endnu er ingen mistænkte gerningsmænd.

Afghanske kvinder demonstrerer efter eksplosion. I flere byer på tværs af Afghanistan gik kvinder henover weekenden og mandag på gaden efter en selvmordsbombe fredag dræbte 53 studerende, primært unge kvinder, i Kabul. Demonstranterne fordømmer hændelsen, som ingen endnu har taget ansvar for, og demonstrerer over landets marginalisering af kvinder og minoriteter.

Nordkoreansk missil krydser Japan. Missilet fløj over den nordlige del af landet og styrtede ned i Stillehavet omkring 3.000 km fra Japan. Det er første gang i fem år, at det sker. Som følge af hændelsen tilskyndede regeringen befolkningen at søge ly. Forsvarsministeren, Yasukazu Hamada, meddeler, at Japan nu undersøger sine kapabiliteter indenfor modangreb.

Forsikringsselskabet Tryg diskriminerer gravide. Skjulte optagelser, som DR er i besiddelse af, viser, at medarbejdere hos Tryg meddeler deres kunder, at de ikke dækker fødselsskader. “Det er et brud på forsikringsligebehandlingsloven, som klart siger, at man ikke må stille kvinder ringere på grund af graviditet og fødsel,“ siger Nikolaj Nielsen, som er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Nedslidt materiel i dansk forsvar. Oplysninger fra Forsvarskommandoen viser, at både fly og skibe er for gamle og nedslidte til at løse deres opgaver i Arktis og Nordatlanten. “De nøjagtige detaljer holder vi for os selv grundet den nuværende sikkerhedssituation. Men det er klart, at med 30 år gamle skibe, så vil risikoen for udfald og tekniske havarier øges,“ siger flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen.

Et sidste ord

Man skulle næsten tro, at katte kunne stemme.

Fortsat god tirsdag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12