Huhej for en uge, der om noget har stået i EU’s og folkeafstemningens tegn. Det kunne sjovt nok også mærkes i Føljetons spalter. Mandag fortsatte vores brevkorrespondancer om forsvarsforbeholdet, hvor vi kort fortalt har givet ordet til prominente debattører, forfattere og eksperter fra Østersøregionen og Norden for at høre deres perspektiv på afstemningen – og for at blive klogere på konsekvenserne af et dansk ja eller nej. Det var den russiske (og Putin-kritiske) forfatter Lyudmila Unitskaya, vi denne gang havde fat i, og hun lagde ikke fingrene imellem: “For hver måned bliver det mere og mere åbenlyst, at det at forblive stille i den nuværende situation er farligt for fremtidens Europa.“

I ‘Kære læser’ så Oliver Stilling nærmere på den stadig mere alvorlige fødevaresituation, som krigen i Ukraine også er med til at afføde. Tilsammen tegner Rusland og Ukraine sig for omkring 30 pct. af den globale hvedeeksport, hvorfor kornmanglen virkelig er begyndt at spidse til. Læg dertil, at Kina – verdens største hvedeproducent – regner med en elendig høst, alt imens markerne i Indien svitses af ekstreme varmegrader, og så har du ellers opskriften på en ulmende katastrofe.

Selv når der mangler brød, kan de dog altid finde kage frem i Frankrig. Tirsdag skrev undertegnede – David Dragsted, ça va ? –om den kreative klimaaktivist, der med sin forklædning som en gammel dame i kørestol kom så tæt på Mona Lisa, at han kunne tvære kage udover hendes fjogede smil. Eller, rettere sagt på det skudsikre glas, der beskytter hendes fjogede smil. Selvom vi egentlig godt forstår, at Leonardo da Vincis værk kan få kunstelskeres pis i kog (folk, der har kæmpet sig gennem Louvres turisthelvede, vil forstå, hvad vi mener), var det dog nok lidt groft at beskylde Mona for klimaforandringerne. Hvis man vil lave en retvisende illustration af det problem, skal der snarere ses mod Bruxelles.

Mod Bruxelles blev der også set i dagens brev, der kom fra den norske forfatter Vigdis Hjorth. Ja, og mod England, Frankrig og Tyskland, mod Tu Fu, Sigmund Freud, Ludwig Wittgenstein og Bertolt Brecht. Det kom der – hvis vi selv skal sige det – en ret vidunderlig tekst ud af: “For det er ikke de få gangene det er avstemning det gjelder, selv om demokratiske valg er grunnvollen i et sivilisert samfunn, men hver dag og i det små, for det er summen av alle menneskers hverdagslige virke som avgjør verden. Hvert øyeblikk bør vi være oppmerksomme og ikke underslå vårt ansvar og vår endringskraft.“

Onsdag kom så dagen, vi alle havde ventet på – eller i hvert fald dagen, 65,8 pct. af alle stemmeberettigede danskere havde ventet på. Med et flertal på omtrent to tredjedele blev det til et rungende “ja“ til at afskaffe forsvarsforbeholdet, hvilket spredte glæde i næsten samtlige partier i Folketinget. Varmeregningen på Christiansborg må næsten også have været overkommelig, for Dansk Folkepartis fortsatte nedsmeltning kan da mærkes langt udover Snapstingets grænser. Før vi overhovedet kom så langt, nåede Oliver Stilling lige at varme op i ‘Kære læser’ en sidste gang, mens den ukrainske journalist Sergej Sidorenko i et brev understregede, at valget var vores nationale ansvar.

Med valget vel overstået var der torsdag kommet luft til at behandle historien, hele internettet tilsyneladende har haft en holdning til. Hvordan retssagen mellem skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard overhovedet blev til så stor (og splittende) en mediebegivenhed, har vi stadig lidt svært ved at forstå, men dommen var altså faldet, og Emma Louise Stenholm så nærmere på konsekvenserne: ”[N]år retssagen handler om meget mere end kendissladder, er det også, fordi den beskrives som tre skridt tilbage for de kvinder, der taler højt om partnervold, “til en tid, hvor en kvinde, der udtalte sig, kunne blive offentligt ydmyget“.“

Samme dag fortsatte ugens europæiske tema med en reportage fra det franske. Jon Kvist Sommer havde været i Paris og skrev herfra om misforholdet mellem universalismen og den diskrimination, mange af landets muslimer oplever til hverdag. For måske er Emmanuel Macrons regering faktisk ikke så farveblind, som den bilder sig selv ind? Eller for nu sige at sige det på fransk: Que faire, Marianne ?

Ugen gik på hæld med et trist jubilæum. Fredag var det simpelthen 100 dage siden, at krigen Ukraine begyndte, og i den anledning skrev jeg lidt om vores kollektive guldfiskehukommelse: “Fra at have været på alles læber, fyldt hele mediestrømmen, mobiliseret et næsten uhørt sammenhold mod Vladimir Putins regime, er undtagelsestilstanden efterhånden gledet i baggrunden. Den har lagt sig som et umærkeligt slør over hverdagen; den er blevet til en konstant klump i halsen, som måske gør det sværere at synke, men alligevel glemmes med tiden. Krigen er blevet et spørgsmål om udholdenhed og udmattelse – ikke kun på slagmarken, men også i den kollektive bevidsthed uden for Ukraine.“

Føljetons helt egen Besserwisser-konge Lars Trier Mogensen fik som sædvanligt det sidste ord med en hårdtslående dom over nej-sidens manglende mobilisering ved folkeafstemningen. Valgkampen er blevet ført “halvt på skrømt, halvt uden lidenskab“, og det kan ses på yderfløjens vanlige protestvælgere, der er blevet tryllet om til sofavælgere. Resultatet er en pendulsvingning mod centrum, som måske nok betyder orden og stabilitet, men som også betyder, “at alle de brovtende brokkerøve og konspiratoriske kværulanter, som ellers har buldret rundt i den offentlige debat siden Brexit og Trump, nu ikke længere kommer til at fylde så meget“. Sikke noget. /David Dragsted