4. juni 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Det store vaccinelotteri

West Virginia byder ikke bare på landeveje, Blue Ridge Mountains og Shenandoah River, men nu også et rimelig kreativt incitamentsprogram, som skal få folk til at tage deres coronavaccine. Den amerikanske delstat har simpelthen tilsidesat penge fra landets pandemiske hjælpepakker, så der kan stables et lækkert lotteri på benene hen over sommeren. Får folk deres […]

Kære læser

Farvel, Bibi Langstrømpe

“Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar” – Astrid Lindgren. Nå, så gik den tilsyneladende ikke længere for Benjamin Netanyahu, Israels mangeårige premierminister. Bibi, der altid har brystet sig af at være både bomstærk og benhård (og altså ikke har læst sin Astrid Lindgren), står endelig til at blive vippet af pinden. […]

Det bedste vi har set

Sport på hjernen

Sport på hjernen

Vi beklager at måtte servere lidt ananas i egen juice, men vi er altså ret begejstrede for vores nye sportsnyhedsbrev, Sportshjerne. Det er journalist og idéhistoriker Oscar Rothstein, der står bag, og i dag kan du læse om amatørfodbold i Bulgarien, fodboldindustriens kulsorte hjerte og om verdens hurtigste land. Hvis du allerede nu ved, du aldrig mere vil misse en udgave, kan du skrive dig op til Sportshjerne lige her.

Druk

Druk

“Det burde undre os mere, end det gør, at noget af det, mennesket igennem de sidste 1000 år har rettet mest opmærksomhed mod, er spørgsmålet om, hvordan vi kan blive fulde.“ The Atlantic serverer alkoholkulturens oprindelseshistorie, storhed, fald og genopstandelse pakket ind i lige dele kærlighedserklæring og cautionary tale. Alarmklokkerne bimler og bamler, så du må hellere tage noget at styrke dig på.

Texas’ krig mod kroppen

Texas’ krig mod kroppen

“Der er en krig mod min krop, mod mine rettigheder, der er krig mod jeres mødres rettigheder, der er krig mod jeres søstres rettigheder, der er krig mod jeres døtres rettigheder. Vi må ikke forblive tavse.“ En student i Texas smider her sin sikkert fine afgangstale ud for at sige fra overfor den såkaldte ‘Heartbeat bill’, der netop er blevet vedtaget i Texas og som ulovliggør alle aborter efter 6. uge. En rettighedsaktivist er født.

Spisesedlen

EU-kommissionen kritiserer dansk lov om modtagecentre. En ny lov, der skal gøre det muligt at placere asylansøgere i modtagecentre uden for EU’s grænser, bliver nu i skarpe vendinger kritiseret af EU-kommissionen: “Vi deler den bekymring, som FN’s Flygtningehøjkommissariat har udtrykt omkring overensstemmelsen mellem loven og Danmarks internationale forpligtelser samt risikoen for at underminere det internationale beskyttelsessystem for verdens flygtninge,“ sagde talsmand for kommissionen, Adalbert Jahnz, på et pressemøde torsdag.

USA vil give 25 mio. vacciner væk. USA’s præsident Joe Biden offentliggjorde torsdag en plan for at donere 25 mio. vacciner samt et program til distribuering af 80 mio. vacciner ved udgangen af juni. 75 pct. af vaccinerne skal forvaltes af det internationale vaccineprogram COVAX, som sikrer global vaccineadgang, mens de resterende 25 pct. vil blive givet direkte fra USA til nødstedte lande.

Hastig global stigning på fødevarepriser. Prisen på fødevarer er globalt set steget med 39,7 pct. det sidste år, ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). Det er den største stigning siden 2011. De stejle prisopsving menes at skyldes den høje efterspørgsel og lave produktion som følge af globale coronanedlukninger.

Hong Kongs politi blokerer for forsamling og arresterer aktivist. Forud for årsdagen for massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing har myndigheder i Hong Kong gjort det ulovligt at samles til protest med henvisning til potentiel smittefare. Tusindvis af politibetjente er blevet sat ind for at håndhæve forsamlingsforbuddet, og den prominente demokratiaktivist Chow Hang Tung er blevet arresteret for angiveligt at opfordre til samling på trods af forbuddet.

Vold i nattelivet kan give landsdækkende karantæne. Torsdag vedtog Folketinget regeringens lovforslag om at skærpe konsekvensen for vold i nattelivet. Fremover vil det være muligt at give personer, der er dømt for visse typer af vold, karantæne mod at opholde sig i nattelivet i op til to år. “Før coronakrisen lukkede hele nattelivet ned, så vi flere forfærdelige episoder, hvor uskyldige, unge mennesker blev brutalt overfaldet. Derfor sætter vi nu voldsmændene stolen for døren,“ udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S).

Et sidste ord

Nogle gange handler det bare om at komme igennem dagen.

Men ikke i dag! For i dag er det fredag.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12