Der er nogle nyheder, der går igen på den måde, at de bliver som en spiral, og man helt glemmer, om man befinder sig i 2003, 2013 eller 2023. Konflikten mellem Israel og Palæstina har varet så længe, at den virker uløselig, mens situationen kun er blevet værre. De to lande oplever ”nogle af de værste gensidige voldsepisoder i flere år”, som ingen foreløbig har kunnet gøre noget ved – på kort sigt. ”Men USA kan måske begynde at kigge på den økonomiske støtte, som landet sender til Israel hvert år. I 2020 sendte USA 3,8 mia. dollars, og næsten hele beløbet gik til militæret,” skrev Oliver Stilling mandag. Det kunne vi også genoverveje herhjemme, hvor forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har indgået en kontrakt om at købe israelske våben til Forsvaret. Det virker med Stillings ord ”helt latterligt”.

Samme dag tog jeg, Emma Louise Stenholm, fat på den arbejdsgruppe om levevilkårene for sexarbejdere, som SVM har skrevet ind i sit regeringsgrundlag. En lignende arbejdsgruppe blev i 2019 nedlagt af den daværende socialminister Astrid Krag (S) med argumentet, at den slet ikke behøvede at eksistere, når man ikke var klar til at anerkende sexarbejdere som lønmodtagere – noget, der er med til at skubbe sexarbejdere ud i lyssky aftaler og usikre vilkår. Heller ikke efterfølgeren Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er kendt for at være tilhænger af den idé – med citater som at den ”lykkelige luder ikke findes”. Også Venstre har været indædte modstandere, men hverken de eller Moderaterne vil udtale sig, hvorvidt om deres holdning har ændret sig. Så hvor kommer arbejdsgruppen fra, hvis ingen vil tale om den?

Mens vi endnu ikke kan forestille os Socialdemokratiet ofre sig for sexarbejderne, fejrede man i Indien den store martyrdag. Her mindedes man i denne uge 75-året for Mohandas Karamchand Gandhi, der blev dræbt af den hinduistiske ekstremist Nathuram Godse – han mente, at Gandhi simpelthen forrådte hinduerne ved at beskytte landets muslimske mindretal. Det fik Emilie Ewald til at tage temperaturen på, hvordan det egentlig går med censuren i “verdens største demokrati“, hvor landets premierminister Narendra Modi slår hårdt ned på muslimer og bandlyser en ny dokumentar om ham selv fra at blive vist. Sandsynligvis fordi ”portrættet ikke er synderligt flatterende,” som det lød i tirsdagens Kære læser.

I nyhedsanalysen så David Dragsted nærmere på et nærmest situation-room-agtigt billede af de tre musketerer Løkke, Frederiksen og Ellemann-Jensen i Ukraine – for var det egentlig bydende nødvendigt, at de allesammen tog af sted sammen, eller er der i virkeligheden tale om en art krigsturisme? Spørgsmålene hober sig i hvert fald op: ”Hvorfor har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ikke en ordentlig vinterjakke på, selvom der tydeligvis ligger sne i baggrunden? Hvorfor ser hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller Jakob-Ellemann Jensen ud til at have knappet deres jakker ordentligt, når nu de faktisk har tænkt over påklædningen? Og hvad laver den samlede regeringstop ved en sønderbombet bygning i Ukraine? […] Hvad ville der overhovedet ske, hvis hele regeringstoppen blev dræbt af Putins missiler?”

Et godt land at dø i er dette.
Midt på den endeløse slette står der et telt.
Teltet er åbent mod alle fire verdenshjørner.
Længere end blæst og stjerner kan du ikke tænke.

– Fra Håndens skælven i november (1986)

Onsdag var på mange måder store skiftedag – ikke mindst her på Føljeton-redaktionen, hvor vi har fået en ny universitetspraktikant, Rasmus Hostrup, der har stået for flere af ugens nyheder og anbefalinger, og som du snart kommer til at lære bedre at kende. Uden for vores kontor ved Vor Frue Kirke i København præsenterede landets selskaber samtidig deres årsregnskaber, mens Irma-raseriet herskede, efter det blev annonceret, at butikken lukker og slukker. Det mindede os om, hvilken andedam, Danmark nogle gange kan være. Faktisk kan man passende kan spørge sig selv: Hvad ville digteren Henrik Nordbrandt – der døde dagen forinden – sige til, at det eneste, der rigtig kan samle os, er bededagsoprøret og Irmapigen?

Mens Irma stod over for samme problemer i 1993 og lige akkurat blev reddet på målstregen, fordi befolkningens modstand blev for stærk, går historien også andre steder i ring. Eksempelvis vender den tidligere amerikanske præsident Donald T rump nu atter tilbage til kampagnesporet – eller, han nægter i hvert fald selv at opgive håbet, som David Dragsted skrev i dagens analyse: “Og som om dét ikke var nok, har han nu fået nøglerne tilbage til både sin Twitter- og Facebook-konto. Med andre ord er vejen banet for, at det trumpistiske vanvid kan gå ind i en ny, enerverende fase“.

”Lad os tage nogle eksempler. Vi siger, du er blevet kontaktet af Skat, og nu skal du til torskegilde i deres generiske kontorfaciliteter uden for byen. På mødet kan du godt se, den er gal. De har fat i noget, og du ved det. Det er noget med nogle indberetninger, du har ‘overset’, og det kan godt blive dyrt. Du mærker sveden på overlæben. Efter at have siddet og stirret lidt ud i luften, mens indicierne har hobet sig op, hiver du pludselig din læderpung frem fra baglommen. ‘Hvor meget skal du have for at lade det her passere?’ spørger du med et smalt og følelsesløst blik.”

Virker ovenstående eksempel helt fjernt for dig, er det måske fordi Danmark i fem år har kunnet bryste sig af at være verdens mindst korrupte land – i hvert fald er det sådan, vi opfattes ude i verden. Men som Oliver Stilling skrev torsdag, er der faktisk ikke så meget at råbe hurra for, når man kigger det danske land efter i sømmene: Det handler bl.a. om det lidt for tætte forhold til lobbyister.

I nyhedsanalysen besøgte Lars Trier Mogensen sagen om Ahmed Samsam, som sidder fængslet for at kæmpe for Islamisk Stat, men som ifølge flere kilder – og nu også tidligere departementschefer – har været offer for et justitsmord, fordi staten reelt hyrede ham som spion. Heldigvis lovede Folketingets granskningsvalg lige inden weekenden, at man vil lave en forundersøgelse af forløbet – hvad SVM-regeringen konsekvent har nægtet med det noget obskure argument, at åbenhed kræver lukkethed: “Som et sikkert tegn på, at regeringspartierne står med en pinagtig sag, kan man blot lytte til ordførernes udenomssnak. Hvis man troede, at politisk nysprog skulle være stoppet med den nye regering, eller efter tidligere justitsminister Nick Hækkerups exit fra toppolitik, så kan man godt tro om igen.”

Fredag vendte vi blikket mod Italien, hvor landets højreorienterede(/-ekstreme) premierminister Giorgia Meloni er taget på europæisk charmeturné for at overbevise de øvrige EU-lande om, at hendes strategi for at styrke EU’s ydre grænser er den rigtige. Og hvad er så strategien? At lave en “obligatorisk omfordeling“ af flygtninge, som der står i det dokument, Politico har fået fat i. Hvor Melonis fremmedfjendske udmeldinger plejede at lyde langt mere rabiate, er ordene nu blevet renskurede. Det betyder bare ikke, at hendes politik også er det.

Lidt mere opløftende nyheder til din weekend havde David Dragsted, der har set den nye HBO-serie The Last of Us. Den baserer sig på spillet af samme navn – men kan den slags gå rigtig godt? Problemet har indtil videre været, at ”tæt på ingen af spilfilmatiseringerne har været særligt vellykkede. Enten har man helt glemt at forholde sig til kildematerialet, hvorfor man har lavet noget, der blot hedder det samme som spillet, men som inkarnerede fans slet ikke har kunnet genkende. Eller også har man gjort det omvendte, og forsøgt at imitere spillet for meget – uden tanke på, at det som regel er sjovere at sidde med joysticket, end det er at se på. Slutresultatet har været nogle besynderlige bastardiseringer, oftest helt blottet for kærlighed.” Om det lykkes denne gang, må du læse anmeldelsen for at finde ud af – ellers må du sætte den på selv. /Emma Louise Stenholm