4. februar 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Vi venter stadig på resultatet fra Iowa

For nyhedsjunkier med en svaghed for amerikansk politik, der mandag aften lagde sig til at sove på tidszonerne Greenwich Mean Time eller centraleuropæisk normaltid, var det en fesen oplevelse at vågne her til morgen og gribe ud efter mobiltelefonen. Nyhedsguderne havde lovet guld og grønne skove; der skulle foreligge et resultat af demokraternes primærvalg i […]

Kære læser

Ingen kan stoppe Liverpool

Rekordsluger. Liverpool F.C.’s dominans er total. Efter weekendens kampe i Premier League, hvor Liverpool komfortabelt vandt 4-0 på hjemmebane over Southampton, alt imens deres nærmeste rivaler Manchester City måtte se sig slået 2-0 mod Tottenham, har ”the Reds” udvidet føringen til 22 point. Det er intet mindre end den største føring i ligaens historie, og […]

Det bedste vi har set

Et par ord fra koreograferne

Et par ord fra koreograferne

Hold da op et pauseshow, Shakira og (i særlig grad) Jennifer Lopez leverede, da Super Bowl, finalen i amerikanske fodbold mellem San Francisco 49ers og vinderne Kansas City Chiefs, blev afviklet i USA natten til mandag. Buzzfeed har talt med koreografægteparret Tabitha og Napoleon Dumo, som har arbejdet på Lopez’ optræden siden september. Det begyndte med et simpelt spørgsmål: Hvad er det, vi gerne vil sige? Koreograferne virker påfaldende apolitiske i betragtning af, hvor politisk showet var. Her er det hele, hvis du ikke fik set det.

+ Det her har intet med J.Lo og og Shakira at gøre – virkelig intet. Og så alligevel: CNN Style: ‘Indenfor i Kim and Kanyes ufattelige Los Angeles-palæ‘.

En tur på hospitalet og så tilbage på gaden

En tur på hospitalet og så tilbage på gaden

Bare lige en lille reportage fra Mellemøsten: Nyhedsbureauet AP’s mand i Libanon har mødt en håndfuld purunge, men rimelig hårdføre demonstranter, som har været en tur på hospitalet for at blive lappet sammen efter sammenstød med myndighederne foran parlamentsbygningen i hovedstaden Beirut. En fyr på 17 år mister muligvis synet på det ene øje efter mødet med en gummikugle. Hvis det sker, foretrækker han, at lægerne lader være med at operere øjet væk. ”Jeg håber, det bliver der som en dekoration,” siger han. Nu skal de tilbage på barrikaderne.

Politisk djævelskab

Politisk djævelskab

DR’s tidligere generalsekretær Christian S. Nissen har skrevet en bog, der dokumenterer det politiske spil omkring medieforliget i 2018, som smadrede DR – næsten til ukendelighed. Vi har ikke læst Politik mellem følelser og fornuft endnu, men det har Lisbeth Knudsen, og hun virker begejstret og rystet i sin anmeldelse i Altinget: ”I klar tekst konkluderer Nissen, at de omfattende rapporter og analyser, der blev produceret op til forhandlingerne om medieforliget i 2018, stort set ikke kom til at spille nogen rolle for det faktuelle indhold. At der ikke foregik nogen større værdimæssig eller fornuftsmæssig nyskabende tænkning omkring fremtidens medielandskab i medieforliget fra 2018, men blot en omflytning af nogle millioner og nogle kanaler fra DR til andre former for statsstøttede initiativer.”

Spisesedlen

SAS aflyser alle flyafgange til Kina resten af februar. På grund af den usikre virussituation har det skandinaviske flyselskab valgt at følge sin tyske Star Alliance-partner Lufthansas eksempel, og de suspenderer nu alle fly til og fra Beijing og Shanghai, skriver Finans. Hongkong er ikke omfattet af aflysningen.

+ Hongkong melder om første virusdødsfald, og hospitalsarbejdere strejker for at få lukket grænsen til Kina for at mindske virusrisiko.

Tyrkiet bomber mål i det nordvestlige Syrien. Præsident Recep Tayyip Erdoğan beordrede mandag et luftangreb mod syriske regeringsstyrker, hvilket anses som en eskalering af konflikten i området, hvor Tyrkiet og Rusland står på hver sin side. Angrebet kommer, efter seks tyrkiske soldater blev dræbt i et artilleriangreb.

Tre mænd sigtet for saudiarabisk spionage. De tre eksil-iranere, der alle nægter sig skyldige, er i dag i grundlovsforhør, efter de er anklaget for at have indsamlet oplysninger om enkeltpersoner og virksomheder i Danmark såvel som udlandet. Disse oplysninger ”har givet den saudiarabiske efterretningstjeneste mulighed for at arbejde inden for det danske område,” siger anklager Rune Rydik. I alt fire personer er sigtet i sagen.

+ DR har en udmærket ‘forstå sagen kort’.

Alle bestyrelsesmedlemmer i det russiske atletikforbund træder tilbage. Det sker efter et møde med Ruslands sportsminister, Oleg Matsytsin. Landet har i årevis befundet sig i et regulært – dopinghul, kan man vel kalde det, og russiske atleter er blevet udelukket fra den ene internationale atletikkonkurrence efter den anden. Associated Press har historien.

Entreprenørvirksomhed med 100 ansatte er gået konkurs. Virksomheden B. Nygaard Sørensen har selv indgivet konkursbegæring som følge af en tabt voldgiftssag på 22 mio. kr., og 100 ansatte er derfor blevet sendt hjem, skriver Finans. Virksomheden har ikke haft underskud, og egenkapitalen var fin.

Et sidste ord

Mange klager i disse tider over, at serviceniveauet er i forfald. Men det er ikke tilfældet på denne lille café i Streatham, hvor gæsternes madoplevelse stadig er hovedfokus midt i en terroraktion.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12