Alright, så skal vi atter til det store spørgsmål: Hvordan har Føljeton fået ugen til at gå? Jo, mandag begyndte med en, skal vi sige, kritisk gengivelse af Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklunds nylige, ret tåkrummende svada fra Folketingets talerstol. Her fik han bl.a. sagt, at indførslen af et borgerforslag om en mere human og solidarisk flygtningepolitik ville påføre Danmark “uoprettelig skade“ og betyde, at danskerne om få år ikke ville “kunne genkende deres eget land“. Oliver Stilling gik i rette med kynismen, mens en analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration samme dag viste, at det går langt bedre med integrationen, end gennemsnitsdanskeren tror.

Gad vide, hvad tyske SPD egentlig siger til de danske sosser? Kan de genkende sig selv i Danmarks benhårde strammerpolitik? Vi tror det ikke. Tyskerne lader ligesom til at være mere optagede af spørgsmål om klima, mindsteløn og fri hash. David Dragsted – det er mig! – så nærmere på den nye tyske trafiklysregering, der som ventet gør SPD’s Olaf Scholz til ny kansler. Det skal blive spændende at se, om FDP og De Grønne formår at samarbejde.

Tirsdag havde Asta Kongsted fået set den nye dokumentar MeToo: Sexisme bag skærmen, der fortæller om den syge, sexistiske kultur, der har hersket på TV 2. Og det satte ellers tankerne i gang. Findes der mon et strukturelt problem med sexisme i vores samfund? (Spoileradvarsel: Ja, det gør der vist): “Ovenpå dokumentarseriens premiere kommer vi unægteligt til at have endnu en kollektiv samtale om #MeToo. På baggrund af de opråb, der er kommet fra stort set alle tænkelige brancher, vil det dog være oplagt, hvis vi langt om længe formår at hæve samtalen op, hvor den hører til. Op over de smålige angreb på kvindelige kilder, op over personsagerne og over hvorvidt det var “en anden tid“ (det var det tilsyneladende ikke).“

Et samfund, der helt sikkert er sexistisk, er i øvrigt det qatarske. Hvad er det egentlig, vi skal dernede til VM næste år? I anledning Ballon D’or-uddelingen (tillykke Messi, vi skal nok lade dig tale færdigt – men Lewandowski havde en af sine bedste sæsoner nogensinde), så jeg nærmere på Qatars seneste charmeoffensiv, der bl.a. involverede skåltaler fra David Beckham og Peter Schmeichel under Formel 1 Grand Prix’et i Doha. Vi græmmes.

Mens snestormen rasede i det nordjyske, var tiden onsdag kommet til en ny omgang coronanyt. Vi er stadig lidt ambivalente omkring, at Omikron-variantens store danske gennembrud kan være kommet til en Martin Jensen-koncert. Nu vil vi helst ikke være de store musiksnobber, men altså… Martin Jensen? Nå, det er nu heller ikke det vigtigste på pandemi-dagsordenen. Langt vigtigere er det, at den globale vaccinationsindsats ikke bremses af en ny omgang corona-nationalisme, der risikerer at sætte en kæp i hjulet på det tværnationale samarbejde.

På analysepladsen behandlede Lars Trier Mogensen den tumultariske politiske situation i Sverige. Selvom Magdalena Andersson nu endelig er indsat som statsminister (den er hjemme!), står hun nemlig stadig i et mareridt. Hvorfor gik det galt i første omgang? Hvem er venner og fjender? Og skyldes den dårlige stemning venstrefløjen, midterpartierne eller højrefløjen? Der var dømt tretrinsraket for alle pengene.

Torsdag var det så tid til at komme op på den helt store klinge. I en kommentar i videnskabsmagasinet The Scientific American havde den amerikanske palæontolog og evolutionsbiolog Henry Gee minsandten spået, at menneskehedens dage måske er talte. Fødselstallene er faldende, forurening blevet værre, sædkvaliteten falder – vi står kort fortalt med en ordentlig omgang “udryddelsesgæld“ på vores hænder. Men kan det virkelig passe, at det er blevet tid til at hive dommedagsbasunerne frem? Oliver Stilling forsøgte at mane til besindighed – og sendte i samme ombæring en stikpille afsted mod regeringens dybt stigmatiserende ‘liste over parallelsamfundsområder’.

Besindighed var også hvad Asta Kongsted efterspurgte i sin analyse af den højrenationalistiske journalist Éric Zemmours nye YouTube-video, hvor han meddeler sit kandidatur til det franske præsidentvalg. Der er snart sagt ingen grænser for, hvor mange dårligdomme Zemmour ser i det moderne franske samfund. Med Beethoven som underlægningsmusik (fint – men ikke fransk – skal det åbenbart være) drømmer han sig derfor tilbage til gamle dage med solkonger og Jeanne D’Arc. Zemmour får selvfølgelig også lige advaret om et nært forestående Armageddon, hvis ikke lige han bliver valgt. Hvad sker der for dommedagsretorikken? Har Zemmour også læst Gee?

En ny weekend stod fredag for døren, og vi brugte anledningen til at kaste lidt kærlighed efter naturformidleren og BBC-dokumentaristen Sir David Attenborough. For hvad skulle vi egentlig gøre uden ham? Tænk bare, hvor meget stærkere klimabevægelsen står, så længe han er ved roret. Skulle den stå stærkere, kunne Attenborough dog med fordel få Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen som ny højre hånd. “Vi kan allerede forestille os sms’en, når Attenborough-rådgiveren BBB opdager, at OPEC-landene igen-igen vælger at skrue op for olieproduktionen: ‘FUCK!!! De er ved at hive tæppet helt væk under os’,“ fik jeg vist skrevet i den forbindelse.

Og så var Asta Kongsted ellers gået i biografen for at se instruktør Ridley Scotts nye film House of Gucci, så du ikke behøver at gøre det. Seriøst, det er ikke en særligt god film. Selvom castet tæller store navne som Adam Driver, Selma Hayek og Al Pacino, og selvom plottet på papiret virker spændende, smuldrer det hele mellem hænderne på den kære Scott. Skuffelsen bliver kun gjort værre af italienske accenter så ubehjælpelige, at man længes tilbage til Brad Pitts “buongiorno“ i Inglorious Basterds. Du er hermed advaret.

/David Dragsted