Nyhedsanalyse

Magdalena er vågnet til et mareridt

0:00 / 0:00

Ritzau Scanpix

Nyheden om, at Magdalena Andersson var blevet valgt som Sveriges første kvindelige statsminister, blev udsendt en postgang for tidligt her i sidste uge. Men nu og efter et kaotisk forløb skulle den endelig være god nok: Den 54-årige socialdemokrat har netop præsenteret sin nye etparti-regering, efter hun blev (gen-)valgt med den smalleste margin mandag eftermiddag. Med mindre end 10 måneder til det næste valg, 11. september 2022, står hun nu i en intens, skrøbelig og historisk vanskelig situation.

Kun 101 ud af Riksdagens 349 medlemmer trykkede på den grønne ja-knap, mens 173 borgerlige stemte nej, og alene fordi 75 andre medlemmer valgte at stemme gult, altså neutralt, blev forslaget om at gøre Magdalena Andersson til ny statsminister lige akkurat ikke nedstemt.

Systemet med negativ parlamentarisme, hvor der ikke nødvendigvis skal være flertal for en statsminister, men blot ikke et flertal imod, reddede hende, ligesom det tidligere har gjort for forgængeren Stefan Löfven. Virkeligheden er nemlig, at det brede flertal i Sverige er blåt og borgerligt, og derfor er det i sig selv ganske opsigtsvækkende, at Socialdemokraterna har formået at sno sig og fastholde regeringsmagten siden 2014.

Opbakningen fra kun en tredjedel af Riksdagen udstiller imidlertid, hvor svag støtte Magdalena Andersson skal forvente at kunne få til sin egen politik. Realpolitisk er hun i lommen på sine modstandere, og som socialdemokratisk leder af en mindretalsregering skal hun nu forsøge at balancere tre meget forskellige politiske grupperinger, som hver især kan blokere for det meste. Hun står splittet mellem tre blokke, som alle har vist sig parate til at udnytte deres mandater til det yderste og vælte en socialdemokratisk statsminister om nødvendigt.

De tre konkurrerende blokke, hvor Magdalena Andersson – som udgangspunkt – skal have to ud af tre med sig for at kunne få politik gennemført, kan også hver især beskyldes for at have udløst det parlamentariske cirkus, som Sverige er havnet i. I debatten om årsagerne til det kaotiske forløb, hvor Magdalena Andersson først blev valgt som ny statsminister sidste onsdag, for dernæst at være tvunget til at indgive sin afskedsbegæring blot syv timer senere, anklages de tre blokke på skift for at have udløst hårdknuden, og dermed for at have ansvarlige for, at Sverige er blevet mere uregerligt.

Venstrefløjen. Sverige er langt fra at have et rødt flertal i Riksdagen, men alligevel valgte Vänsterpartiet tidligere på året at gøre, hvad Enhedslisten og SF aldrig har været i nærheden af i Danmark, nemlig at stemme for et mistillidsvotum mod en socialdemokratisk statsminister.

Vänsterpartiet, som ledes af den slagkraftige og karismatiske 36-årige Nooshi Dadgostar, valgte at trække i nødbremsen, da den nu daværende S-statsminister Stefan Löfven fremlagde et forslag om en liberalisering af lejeloven. Selv om netop dette forslag havde været en betingelse for, at det socialliberale Centerpartiet overhovedet ville støtte Löfven som statsminister, var Nooshi Dadgostar nådesløs. Vänsterpartiet væltede den socialdemokratiske statsminister og fik dernæst i en tumultarisk forløb også sin politiske vilje, da Stefan Löfven kortvarigt kom tilbage som statsminister – men nu uden forslag til at liberalisere lejeloven.

I første omgang blev magtdemonstrationen fra Vänsterpartiets side set som en sejr: Nooshi Dadgostar fik markeret, at Socialdemokraterna ikke længer bare kan regne med venstrefløjen som passivt stemmekvæg. Men måske blev regningen bare skubbet? For hævnens time er kommet – og blandt socialdemokrater ses Vänsterpartiets stunt derfor i dag som hovedårsagen til det parlamentariske kaos. Ved at udfordre Socialdemokraterna så hårdt, som Nooshi Dadgostar har gjort, og vel mærke i en situation, hvor regering er afhængig af støtte fra flere andre og dermed mere borgerlige partier, har Vänsterpartiet fået skubbet svensk politik i en retning, som de ikke selv kan ønske.

Fremover vil Magdalena Andersson kun være endnu mere afhængig af enten midterpartierne eller ligefrem Sverigedemokraterna, og på kort sigt kan det være svært at se, hvilken politisk gevinst, som Vänsterpartiet skulle kunne indkassere. Tværtimod kan Nooshi Dadgostar reelt have tonet den politiske linje mere blålig.

 

Midterpartierne. Svensk politik er dog ikke skarpt opdelt i rød og blå blok, ganske enkelt fordi de små partier inde på midten stadig spiller en udslagsgivende og ikke mindst blokerende rolle. I de senere årtier har Sverige således skilt sig markant ud – i hvert fald fra de andre skandinaviske lande – ved at ingen af de store partier hverken har villet eller har været i stand til at samarbejde med Sverigedemokraterna, det nationalkonservative højreparti, som på nogle strækninger minder om såvel Dansk Folkeparti som Nye Borgerlige og Fremskrittspartiet i Norge.

Ethvert direkte samarbejde med Sverigedemokraterna har været udelukket på forhånd, om ikke andet så fordi Centerpartiet og Miljøpartiet kategorisk har nægtet at støtte en hvilken som helst regering, der overhovedet forhandler med Jimmie Åkesson og hans ganske yderligtgående højrefløjsparti. Men Centerpartiets stærke og selvsikre frontfigur 38-årige Annie Lööf har i dag også fået en anden fjende: For Centerpartiet er det blevet lige så vigtigt at holde Vänsterpartiet uden for realpolitisk indflydelse, og derfor nægtede Annie Lööf i sidste uge at stemme for socialdemokraternes finanslovsforslag, simpelthen fordi Centerpartiet mente, at det politiske indhold var blevet for rødt. Og uden deres afgørende midterstemmer faldt finansloven, og så begyndte balladen for alvor.

I stedet blev der så vedtaget et nyt budget, som de tre borgerlige partier, Moderaterna, Kristdemokraterna og ikke mindst de kontroversielle Sverigedemokraterna havde fremlagt sammen. Protesten fra Centerpartiet – som i høj grad også er en hævnakt mod Vänsterpartiet og tilbagebetaling for det droppede forslag om en liberalisering af lejeloven – førte altså til, at Sverigedemokraterna nu for første gang nogen sinde får indflydelse på en finanslov. Og dét blev for meget for Miljöpartiet, som straks meddelte, at de ikke længere ville være koalitionsparti i en socialdemokratisk-ledet regering, som nu fremover ville skulle føre økonomisk politik på Sverigedemokraternas mandater.

Med Miljöpartiets exit fra regeringen var Magdalena Andersson formelt nødt til at træde tilbage, for så alligevel at kunne genindtræde mandag eftermiddag – og stadig bundet af den finanslov, som blev vedtaget i sidste uge. For kritikere, særligt på venstrefløjen, er det midterpartiernes dumstolte stædighed, der holdes ansvarlig for det aktuelle kaos. For reelt har hverken Centerpartiet eller Miljöpartiet opnået noget substantielt, kun fremprovokeret en situation, hvor Magdalena Andersson står endnu svagere og tilmed kan blive nødt til at samarbejde med Sverigedemokraterna, som jo ellers har været lige netop midterpartiernes worst case scenario.

 

Højrefløjen. Det allerstørste skift i svensk politik kan siges hverken at handle om Vänsterpartiet og Nooshi Dadgostars kamikazekurs eller om Centerpartiet og Annie Lööfs dumstædighed, men derimod om det historiske opbrud, som er sket hos de to borgerlige partier, Moderaterna og Kristdemokraterna. Det er et afgørende strategiskift, at de to partier nu fremlægger konkret politik sammen med Sverigedemokraterna – som de ellers selv havde forsvoret at ville samarbejde med, som det fremgik af den såkaldte “decemberaftale“ fra 2014, hvor Moderaterna og Kristdemokraterna gik sammen i en slags våbenhvileaftale med midterpartierne og Socialdemokraterna, og her lovede hinanden, at de ikke ville lade Sverigedemokraterna få indflydelse.

Dengang blev Sverigedemokraternas mandater i Riksdagen i praksis annulleret, idet de andre partier ikke regnede dem med i afstemninger – og dermed fik socialdemokraten Stefan Löfven mulighed for at regere. Men fredsaftalen er for længst brudt, og nu er Sverigedemokraterna blevet stuerene, i hvert fald hos Moderaternas leder, 57-årige Ulf Kristersson, og hos Kristdemokraternas leder 34-årige Ebba Busch. Ansporet af det parlamentariske samarbejde som borgerlige regeringer i både Danmark og Norge har haft med de nationalkonservative højrepartier, har Ulf Kristersson og Ebba Busch erkendt, at de aldrig kommer til magten, hvis de fortsætter med at afvise et samarbejde med Sverigedemokraterna.

Første gennembrud kom, da deres fælles finanslov blev stemt igennem, og næste kamp står frem mod Riksdagsvalget til næste efterår. Svensk politik står dermed over for en omvæltning, der kan virke uundgåelig og ligefrem naturlig set udefra, men som ikke desto mindre er højspændt dramatisk i Sverige. Det vil være skæbnens ironi, hvis først Vänsterpartiets protest og dernæst Centerpartiets hævnakt ender med at bringe Sverigedemokraterna ind i magtens centrum om under et år. Og midt i det hele står Magdalena Andersson, som skal forsøge at samle stumperne. Det sidste plottwist er næppe skrevet. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12