4. august 2022
Kære læser
Det er sæson for nationale valg. Eller: Det er det jo sådan set hele tiden, hvis man regner alle verdens nationer med, og lige om lidt går svenskerne til valgurnerne, og så kommer Mette Frederiksens (S) ufrivillige folketingsvalg. På det afrikanske kontinent er der også knald på. Senegal har lige afholdt parlamentsvalg, Angola har d. […]
Kære læser
Timingen er håbløs. Ikke blot står statsminister Mette Frederiksen (S) til at kunne tabe magten ved det snarlige folketingsvalg, men den samfundsøkonomiske situation gør det tilmed noget nær umuligt at uddele milde gaver til vælgerne. Det tegner til at kunne blive en lose-lose-situation. De stigende priser, inflationen, er faktisk det største problem: For første gang […]
Det bedste vi har set
Skam over algoritmerne
Skam over algoritmerne
Før Cathy O’Neil kaldte sig “algoritmeekspert“, var hun matematiker i en hedgefond i begyndelsen af finanskrisen. Her oplevede hun, hvordan tal tilskrives en nærmest ubestridelig magt, men også hvordan de ofte står på skrøbeligt grundlag. I 2016 udgav hun bogen Weapons of Math Destruction, hvor hun udfordrede ideen om den objektive algoritme. Nu har hun skrevet bogen The Shame Machine. Her dissekerer O’Neil, hvordan regeringer, virksomheder og techverdenen kapitaliserer på skam. Eksempelvis når Facebook slår mønt på arrige opslag om alt fra migranter til MeToo-ofre. MIT Technology Review har interviewet hende om bogen.
Hvis du vil have en ven i politik, så få en hund
Hvis du vil have en ven i politik, så få en hund
Claus Hjort Frederiksen (V) har haft fem hunde ved navn Frida. Benny Engelbrecht (S) har altid haft “dyretække“, men hans franske bulldog Diva er hans første hund. Anderledes er det for Pia Kjærsgaard (DF), som altid har haft hunde i sit liv – især gravhunde huserer i hendes hjem. Måske er det mere nice to know end need to know, men hvis du er nysgerrig på folketingspolitikernes forhold til deres pelsede venner, så har Altinget dig.
Er vi mennesker eller mus?
Eller, måske er det mere relevant at spørge: Hvad er egentlig forskellen på mus og mennesker? Åbenbart ikke så stor, hvis man skal tro et (fiktivt) forskerhold fra University of Spokane. “For at kunne indsamle data om, hvorvidt mus egentlig er mennesker, lavede Washington-forskerne en lille restaurant i laboratoriet, med dagens retter bestående af sæsonprægede pille-anretninger. De gav musene mulighed for at lave reservationer ved at trykke på skærme på bittesmå iPads. Resultaterne var overraskende: En muse-venteliste og en muse-kø udenfor restaurantens dør, der også tog imod walk-ins.“ Herligt underholdende “muse-studie“ hos The New Yorker.
Spisesedlen
Kina indleder stor militærøvelse omkring Taiwan. Øvelserne blev igangsat torsdag morgen som svar på den amerikanske politiker Nancy Pelosis besøg i Taiwan onsdag. I seks forskellige områder omkring hele øen finder øvelserne sted frem til d. 7. august både til vands og i luften. Taiwan betragter det som “et irrationelt træk for at udfordre den internationale orden“.
FN opfordrer til større beskatning af energiselskaber. Stigende oliepriser giver de største olie- og gasselskaber overskud på 733 mia. kr. i årets første kvartal. FN’s generalsekretær, António Guterres, kalder det for “grotesk grådighed“ og opfordrer regeringer til at indføre en ny skat på de store overskud. Skatten skal bruges til at hjælpe de mest udsatte i samfundet.
Brugen af p-piller er faldet med 40 pct. på ti år. Danskerne går i langt højere grad end tidligere uden om p-pillen, når de skal vælge præventionsmiddel. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. En mulig forklaring kan være det øgede fokus på, hvordan p-piller kan påvirke humør og psyke negativt, mener Øjvind Lidegaard, der er professor i gynækologi og obstetrik ved Rigshospitalet.
Rusland udviser DR’s korrespondent. Dermed må Rusland-korrespondenten Mathilde Kimer ikke længere opholde sig i landet, og sådan vil det fortsætte ti år frem. Mathilde Kimer er langt fra den eneste journalist, der i den seneste tid er blevet udvist. Eksempelvis er det samme sket for mindst 41 journalister og mediepersoner fra britiske medier hen over sommeren.
Sundhedsstyrelsen anbefaler gymnasier og handelsskoler at forbyde alkohol ved skolestart. Tiltaget skal forhindre gymnasie- og handelsskoleelever i at forbinde skolefester med alkohol, og dermed ændre unges drukkultur. Madeleine Steenberg Williams, forperson for Danske Gymnasieelevers sammenslutning, kalder dog forslaget “urealistisk“.
Et sidste ord