31. august 2021

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Det tabte krigsspil

Så skete det endelig. Efter 20 års krig har USA forladt Afghanistan. Natten til tirsdag lagde det amerikanske forsvarsministerium et billede ud på Twitter af den generalmajor, der blev den sidste amerikanske soldat på afghansk jord. Chris Donahue, hedder han. Der er ikke meget fanfare over billedet. Slukøret går Donahue mod det militære transportfly med […]

Kære læser

Donda: Kanyes undervældende comeback

Det er altid lidt af en begivenhed, når Kanye West udgiver nyt album. Først og fremmest musikalsk: Om man vil det eller ej, er Kanye en af de vigtigste nulevende musikere, som af flere omgange har revolutioneret hiphoppen. Da debuten The College Dropout kom i 2004, udstak Kanye pludselig en ny, mere soulet og personlig […]

Det bedste vi har set

Alle løsninger er velkomne

Alle løsninger er velkomne

Hvert år ender 10 mio. tons plasticaffald i havet. Kan vi hive det op ved hjælp af magnetisme? Det mener den 20-årige irer Fionn Ferreira, som studerer kemi på universitetet i Groningen i Holland. 20 år? tænker du måske. Men Ferreira satte sig altså for at løse det her problem, da han var 12. BBC ser nærmere på, om han har fat i noget.

+ Det grønne parti Scottish Greens er kommet med i Skotlands regering. Men bare fordi nogle politikere er ”mindre slemme” end andre, betyder det ikke, at Skotland er førende på klimaområdet, siger Greta Thunberg. Det kunne hun også sige til klimaminister Dan Jørgensen (S).

Vaccineskepsis i indvandrerkredse – hvorfor?

Vaccineskepsis i indvandrerkredse – hvorfor?

”Etniske minoriteters vaccineskepsis er ikke kun en vaccineskepsis men en skepsis overfor de myndigheder, der oftest vil dem det ondt, og som derfor svigter deres del af velfærdskontrakten. For som flere udtrykte det på et nyligt folkemøde i bydelen Vollsmose i Odense: ‘Hvorfor er I så forhippede på at vaccinere os nu – hvor var jeres omsorg for os før COVID-19?’” Professor i global sundhed og indvandrermedicin Morten Sodemann skriver i Ræson.

En tur på Assistens

En tur på Assistens

God, Human, Animal, Machine: Technology, Metaphor, and the search for Meaning er en forfærdelig titel på en bog. Det er, som om forfatteren – i dette tilfælde amerikaneren Meghan O’Gieblyn – ikke har kunnet beslutte sig. Men Bookforum bringer et uddrag, som er ret spøjst set med danske øjne. Det handler om forfatterens besøg ved Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård i København. (Niels Bohr optræder også i teksten.)

Spisesedlen

Det sidste amerikanske militærfly har forladt Afghanistan. Det bekræftede lederen af den amerikanske hærs centralkommando, general Kenneth McKenzie, på et pressemøde mandag aften. “Der er en masse sorg forbundet med denne afgang. Vi fik ikke alle dem ud, vi gerne ville have fået ud,“ udtalte han. Afgangen markerede enden på 20 års amerikansk tilstedeværelse i Afghanistan. Taliban fejrede USA’s tilbagetrækning med pistolskud og fyrværkeri.

+ Det anslås, at der stadig er over 100 amerikanere, som ønsker at forlade landet, men som nu ikke kan hjælp fra det amerikanske militær.

++ Danmark mangler at få omkring 80 personer ud af Afghanistan, oplyser direktør for Udenrigsministeriets borgerservice Erik Brøgger Rasmussen til DR Nyheder. Evakueringsprocessen afhænger af, hvornår Kabuls lufthavn bliver åbnet for kommercielle flyvninger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler influenzavaccine til børn. Børn i aldersgruppen 2-6 år anbefales som noget nyt at blive vaccineret mod influenza. Småbørn regnes som nogle af de største smittespredere, og ved at vaccinere dem estimerer Sundhedsstyrelsen, at halvdelen af alle influenzatilfælde i Danmark kan undgås. En gratis og frivillig vaccine tilbydes derfor alle børn i aldersgruppen i løbet af efteråret og vinteren.

EU anbefaler indrejserestriktioner for USA. I lyset af stigende coronainfektionstal i USA anbefaler EU nu sine medlemslande at genindføre indrejserestriktioner for amerikanske turister. Dermed trækkes opfordringen fra juni måned om at tillade turistrejser fra USA til EU-lande tilbage.

Sri Lanka erklærer undtagelsestilstand. Landets præsident, Gotabaya Rajapaksa, har tirsdag introduceret en række nødreguleringer af salg af essentielle fødevarer, som skal forhindre prisstigninger og hamstring. De stigende priser og fødevaremanglen skyldes coronakrisen, der bl.a. har resulteret i, at bankerne er ved at løbe tør for udenlandsk valuta. Det har påvirket landets mulighed for fødevareimport.

Beskæftigelsesministeriet indkalder til trepartsforhandlinger. “Vi står med en langt bedre genopretning af arbejdsmarkedet, end vi har turdet drømme om. Derfor er der mangel på arbejdskraft specifikke steder, fordi der er kommet meget gang i økonomien meget hurtigt,“ siger ligestillings- og beskæftigelsesminister Peter Hummelgård (S). Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) holder tirsdag topmøde, hvor man forventer at præsentere en række forslag, der kan øge arbejdsudbuddet med 46.000 personer.

Et sidste ord

At dømme ud fra billederne, ligner det her en fernisering, man gerne ville have været med til.

Kunsten lever, folkens! Det gør Føljeton også, så vi er tilbage i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12