30. oktober 2018
Kære læser
Du pusling-land, som hygger dig i smug mens hele verden brænder om din vugge Jeppe Aakjær Er Inger Støjberg Danmarks demokratiske kit og vores garant for politisk stabilitet? Hva’? Det er ikke ment som et retorisk indledningsspørgsmål på et polemisk debatindlæg men en helt reel og åben undren efter alle de omkringliggende lande synes at […]
Kære læser
For beboerne omkring Lundtoftegade er det en bitter fornemmelse at kigge 50 meter over gaden og se, at de bliver behandlet anderledes end deres naboer. Lundtoftegade er kommet på regeringens ghettoliste, og beboerformand Søren-Emil Schütt anklager den planlagte ghettopakkes tiltag for at være overgreb og statsracisme. Føljetons Jakob Kjøgx Bohr og freelance-fotograf Kasper Hjorth har været på besøg i Lundtoftegade.
Det bedste vi har set
Har Claes Bang mistet jordforbindelsen?
Martin Kongstad er tilbage med femte sæson af Radio24Syv-udsendelsen Bearnaise er Dyrenes Konge. I sæsonens andet afsnit mødes han endelig (!) med skuespilleren Claes Bang, der er stemmen bag alle programmets madanmeldelser. De taler om Bangs jordforbindelse (eller mangel på samme) efter at han i en relativt høj alder har fået et internationalt gennembrud med filmen The Square, og spiser på Restaurant Kanalen på Christianshavn. Det er, som altid, underholdende og appetitligt – og så er Mick Jagger i øvrigt at finde et sted inde midt i udsendelsen.
Da magtfulde amerikanere med fingrene nede i de europæiske statskasser
DR har bladret videre i de hundredtusinder af sider, der kortlægger det store internationale fupnummer med udbytteskat. Denne gang har de lokaliseret tre stenrige og magtfulde amerikanere, der har haft en central rolle i svindlen i Danmark, Belgien og Tyskland. Sander Gerber, John Doscas og Gregory Summers har gjort sig bemærket på amerikansk jord ved at give store donationer til politikere og ved at støtte blandt andet israelsk lobbyvirksomhed og velgørenhed til veteraner. Nu er de kendte som tyveknægte.
Sex i timen
Vore fromme venner på Kristeligt Dagblad har lavet en informativ og visuelt vellykket langtekst om seksualundervisningens historie i Danmark. Her er alt fra 1800-tallets opfattelse af sex og onani, historien bag udtrykket ”blomsten og bien” til nutidens uendelige mængder online-porno. Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Kvindemuseet i Aarhus, der 16. november åbner en ny udstilling om emnet.
Diktaturets forladte jernbane
Mellem 1947 og 1953 arbejdede – og døde – adskillige tusinde fanger på en jernbane i det nordlige Rusland, som skulle have forbundet landets arktiske vande med det vestlige jernbanenetværk. Byggeriet blev aldrig færdiggjort, idet planerne blev droppet umiddelbart efter Stalins død i 1953. I dag står de tilgroede jernbaneskinner tilbage som et af mange eksempler på rædselsregimet under den sovjetiske diktator. The Guardian har et tankevækkende fotoessay fra den tidligere byggeplads.
Endelig: Damebladsagtigt parforholdsinterview
For to et halvt år siden lavede Føljetons Oliver Stilling et gigalangt dobbeltinterview med kæresteparret Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed. Interviewet, som blev en af vores mest læste artikler, handler i sin essens om de forviklinger og snubletråde, som kan være forbundet med at blive forelsket i en fra en anden kultur end sin egen. Khaterah er af afghansk herkomst, Daud af pakistansk. I flere år holdt de deres kærlighed hemmelig. Vores overskrift på interviewet var ‘Damebladsagtigt parforholdsinterview gone wild’, fordi det havde alle elementer til at blive et godt damebladsinterview og så lidt til. Nu er der endelig et af slagsen – Femina – som har taget det op og selv interviewet de to.
Spisesedlen
93 pct. af alle verdens børn indånder farlig luft. Luftforurening er årsag til knap ét af ti dødsfald blandt børn under fem år. Det konkluderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i en ny rapport. Børn er særligt udsatte, fordi de trækker vejret hurtigere og på den måde får flere af de forurenende stoffer ind i kroppens organer, som tilmed er langt fra færdigudviklede.
Finanstilsynet kæmper for at holde på sine medarbejdere. Siden 2006 har Finanstilsynet i gennemsnit haft en medarbejderudskiftning på 16,1 pct. om året, og det koster dyrt. Derudover kan den høje personaleomsætning have negativ indvirkning, fordi det tager tid at opbygge den viden og erfaring, som er nødvendig for Finanstilsynets arbejde, siger professor på CBS Jesper Rangvid til Finans.
Donald Trump sender en styrke på 5.200 mand til grænsen mod Mexico. De amerikanske soldater ventes at blive stationeret ved deres grænseposter i slutningen af denne uge. Det sker som reaktion på den migrantkaravane på lidt færre end 3.500 personer, som har kurs mod USA. Den amerikanske præsidents beslutning om at bruge hæren som politisk rekvisit forud for det amerikanske midtvejsvalg kritiseres.
Danske transportfirma lod 200 filippinere bo under umenneskelige forhold. Mindst 200 filippinske lastbilchauffører ansat af transportfirmaet Kurt Beier boede i en slumlejr ved Padborg, hvor de sov på skummadrasser og måtte deles om fire toiletter. Selskabet har angiveligt lovet de filippinske ansatte gode forhold og en ordentlig løn, men har betalt ned til 15 kroner i timen. Tirsdag er lejren blevet ryddet, og direktøren for Kurt Beier afviser kritikken.
Menneskeheden har udryddet 60 pct. af alt dyreliv siden 1970. Det konkluderer Verdensnaturfonden (WWF) i en ny rapport. Ifølge rapporten skyldes det drastiske fald i dyrebestandene verdensbefolkningens stigende forbrug af mad og ressourcer. ”Vi går i søvne mod kanten af en klippeskrænt,” siger WWF’s videnskabschef Mike Barrett.
Et sidste ord
Allehelgensaften (halloween) nærmer sig med hastige skridt. Er du klar til at blive skræmt fra vid og sans? Denne lille pige gør et behjertet forsøg, men ved du hvad, der er hendes problem? Hun er for nuttet.