Interview

Damebladsagtigt parforholdsinterview gone wild

Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed danner par. Det har de gjort i otte år. Man kan roligt sige, at deres kærlighed ikke har været supernem. En ting er, at de to helt personligt er som ild og vand. Noget andet er familiernes og omgivelsernes forventninger og modstand. Parwani og Ahmed er begge danskere, men hun er også afghaner, og han er også pakistaner. Det har givet et par udfordringer. Læs om et parforhold, der vil give dig sved på panden. Med fotos af Klaus Holsting.

Daud Aron Ahmed og Khaterah Parwani. Foto: Klaus Holsting.

I det nye nummer af damebladet Eurowoman er der et portræt af Khaterah Parwani. Du ved godt, hvem hun er, ikke? Hun har i de seneste år markeret sig i både udlændingedebatten og ligestillingsdebatten. Du bør kende hende. Her er i hvert fald, hvad der står om hende i faktaboksen, der følger med interviewet:

Det skal du vide om Khaterah.

33 år.

Er bestyrelsesmedlem og ambassadør i netværket Exitcirklen – nej til psykisk vold & social kontrol. Rådgiver myndigheder, politikere og andre aktører om integration.

Holder desuden foredrag og forskellige temaer.

Det er en udmærket faktaboks; der står ikke for meget, men heller ikke for lidt. Hvis det endelig er, kunne den godt have nævnt Daud Aron Ahmed. Født på Glostrup Sygehus, men med pakistanskfødte forældre. Er det en interessant oplysning? Ja, det er det. Khaterah Parwani er født i Afghanistan, men er flygtet hertil med sin familie i 1980’erne. Både Parwani og Ahmed er ret synlige på de sociale medier, specielt Facebook. Og i sidste uge delte Daud et foto af Eurowoman-interviewet sammen med en lang – ja, det var vel nærmest en offentlig kærlighedserklæring til sin kæreste gennem otte år:

”Jeg vidste fra første øjeblik, jeg mødte denne afghaner, at hun var vild. Vildskab, præcis som Kerouac beskrev, når levet liv, skulle have ord på,” skrev han. ”Jeg gik rundt i min egen lille verden og passerede dagene, indtil hun stod der med sit havnesprog og Amager-attitude i en lang kjole med håret flagrende i sommervinden. Jeg tænkte: Fuck, hvor er hun vild! Og lækker. Og ustyrlig og skør. Men, tænkte jeg, det passerer, for sådan er det jo med parforhold. Fascinationen og forelskelsen passerer, og man lærer at leve (eller overleve) med hverdagens trivielle forbandelse. Jeg venter fandme stadig på, at det bliver trivielt, eller at vildskaben passerer.”

En uge senere sidder Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed i min stue. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det, men i princippet er det vel et lidt damebladsagtigt parforholdsinterview, som jeg har indkaldt til efter at have læst Dauds erklæring på Facebook.

Det viser sig imidlertid, at man knapt kan tale om et interview. Det er næsten kun Khaterah og Daud, der taler. Damebladsagtigt bliver det ikke et sekund. Du bliver nødt til at læse med. Vi starter lige dér, hvor jeg tænder for båndoptageren.

Khaterah Parwani (herfra K): ”Hvis jeg kunne tage det tilbage igen, så ville jeg gøre det.”

Tage hvad tilbage?

K: ”Alt det her med at være offentlig. Nogle gange savner jeg den tid, hvor man bare gik i sin egen verden. Den var guld værd. Vi havde ikke Facebook, vi var slet ikke en del af social medie-verdenen. Du” – Khaterah ser på Daud – ”fik først Facebook i 2015, og så har du haft det on/off og kun med få venner. Det samme med mig, jeg havde måske hundrede-og-et-eller-andet venner på Facebook. Vi gik rundt i 3-4 år uden Facebook i vores egen verden. Selvfølgelig har det påvirket rigtig meget. Den tid, vi havde i starten, især fordi vi var perkere, hvor vi var forelskede, og man kravlede ud ad vinduet fra første sal hver nat for at cykle over til kiosken og købe en flaske Jack D. Og ham der pakistaneren i kiosken tænkte bare: ’Hende der er helt fucked up.’ Så cykle hele vejen til Daud på Nørrebro, hvor man igen skulle stå op til første sal, inden mor og far vågnede, og cykle tilbage og kravle ind af vinduet igen.”

Hvornår gjorde du det? Da du var teenager?

K: ”Nej. Det var, da vi mødte hinanden. Der boede jeg jo hos mor og far, som ikke måtte kende til hans eksistens.”

Så der har du været i tyverne?

K: ”Ja, i midttyverne.”

Daud Aron Ahmed (herfra D): ”Det var lige i begyndelsen af vores forhold.”

K: ”Og det samme med dig, jo, der hele tiden skulle ringe til din mor. Du boede ude, men din mor var der stadig.”

D: ”Jeg havde en aftale med min familie om at: ‘Jeg lever mit liv sådan her.’ Jeg boede sammen med en ven, og det var hun [Khaterah] heller ikke vant til. Det tror jeg, hun blev overrasket over. Jeg boede sammen med en, jeg studerede med. Jeg havde et værelse oppe i Møllegade. Det var en fest. Det var sådan her: ‘Nu drikker vi, nu hygger vi, nu fyrer vi den af. Vi var unge jo. Men jeg kan huske, at det først var efter klokken elleve, at hun kunne komme, selvom vi havde været sammen om dagen også. Det var hverdagskæresteri, men uden overnatninger.”

K: ”Det var først, mens mor og far sov. De stakler. De anede intet.”

Hvorfor var det sådan? Ville de ikke bryde sig om det eller hvad?

K: ”Jeg måtte ikke have kærester. Det er ikke, fordi min far har været så reaktionær i forhold til det med kæresteri. Han var romantikeren, der troede på den eneste ene. Han sagde: ’Find ham, du elsker. Jeg er ligeglad med, hvor han kommer fra, og hvad hans baggrund er. Du får lov til selv at vælge, men du skal ikke fise rundt og have kærester, fordi hjertesorg tager håbet fra en. Find ham og lev med ham.’ På den måde var han meget traditionel. Min mor syntes, at det skulle være en afghansk fyr, som var muslim. Meget traditionelt, ikke. Og så var jeg lige kommet ud af min forrige forlovelse, og det var sindssygt kaotisk. Mine forældre var i dyb sorg over, hvad jeg havde været igennem. Begge mine forældre var syge, så jeg ville ikke belaste dem med, at jeg lige havde mødt Daud, som havde en anden religiøs overbevisning på daværende tidspunkt. De første fire år tænkte jeg: ‘Skal jeg nu hjem og fortælle om det her?’ Efter 2-3 år begyndte de at få mistanke.”

Det var længe at holde på den hemmelighed.

D: ”Vores forældre har altid haft præferencer. Selv den dag i dag tror jeg, at der dybt inde i min mor er et ønske om at kunne tale urdu med vedkommende. Det er klart, det er familierelationer og et ønske om et tæt bånd. Intet ondt. Hun ville gerne have haft, at det var en pakistaner, men hun har det også sådan lidt: ’Prøv og hør, jeg har aldrig kunnet styre dig’. Hun har accepteret Khaterah i dag. Det samme med Khaterah. Da vi mødte hinanden, vidste jeg ikke, at hun lige var kommet ud af det her helt voldsomme forhold, hvor der var vold og tæsk og kontrol. Det var simpelthen sindssygt, og hun fortalte mig det jo ikke i starten. Efterhånden fik jeg pillet nogle lag af hende og til sidst, viste hun mig et billede af den alvorlige fysiske skade han havde påført hende, da hun blev indlagt. Hun var overrasket over, at jeg sagde, at hun bare skulle leve sit liv frit og ikke begrænse sig selv. Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg kan huske, hun spurgte: ‘Er du sikker?’ Men sådan levede jeg mit eget liv, så hvorfor skulle jeg ønske andet for hende.”

Hvorfor ville du have, hun skulle gøre det?

D: ”Det var jeg vant til. Det var hun ikke.”

K: ”Det var jo også, fordi jeg ikke havde prøvet det. Jeg havde eksempelvis aldrig prøvet at være i byen, selv om jeg elskede at danse eller prøvet at udforske verdenen alene.”

D: ”Som 26-årig! Det var jeg ret chokeret over. At du eksempelvis aldrig havde været på et diskotek. Jeg mødte hende på jurastudiet, hvor jeg sad og læste nogle bøger. Hun kunne ikke finde ud af at tænde mikroovnen, så jeg hjalp hende, og så snakkede vi i otte timer i kantinen i Jurahuset om Kierkegaard, for jeg sad omringet af hans forfatterskab. Hun havde en bog, hvor hun havde tegnet de vanvittigste skitser af nøgenmodeller, portrætter, kranier og spøgelser. Jeg har altid elsket kunst, og jeg har altid elsket folk, der kan tegne, for jeg kan ikke selv hverken tegne eller male eller noget som helst. Jeg er vildt fascineret af folk, der kan det. Det er også problemet nu, for hun har lagt det på hylden for at deltage i debatten, men det var det, jeg blev forelsket i. Jeg kunne sidde og fortælle en masse om Modigliani, Dali og Brecht, men hun kunne sidde og tegne. Jeg tænkte: ’Fuck mand, hun slår mig på alle længder. Alt det, jeg beundrede, var hun. Jeg spejlede mig meget i hende. Men det var også en hård periode. Vi trodsede vores forældre. Vi var i oprør, men også i oprør med hinanden.”

K: ”I de første seks-otte måneder gik vi og skjulte os, indtil vi ikke kunne holde til det mere – vi ville gå og holde i hånd på gaden. Jeg sagde til Daud, at jeg ikke gad at gå og skjule mig eller, som andre gjorde, køre ud på en eller anden parkeringsplads for at kysse. Vi skulle kunne gå på Strøget. For otte år siden så jeg ikke andre par på gaden med anden etnisk baggrund, uden at de var forlovet. Men når vi gik ud og folk spurgte os, så sagde vi, at vi var kærester. ‘Vi er ikke gift, vi er ikke forlovet, vi er kærester og ja, vores forældre ved det ikke.’ Vi fik mange reaktioner. Jeg kan huske en afghansk fyr, som råbte efter os på gaden og spurgte, hvad fanden Daud bildte sig ind, fordi jeg ikke havde ring på fingeren.”

Altså også reaktioner fra folk, I ikke kendte?


K: ”Ja.”

D: ”På et tidspunkt mødtes jeg med hendes bror, Manyar, som sagde, at han i byen og på diskoteker blev spurgt: ’Hvad foregår der med din søster?’ Han var endda oppe at slås over det. Efter noget tid foreslog jeg, at vi bare kunne sige til folk, at vi var forlovede. Det gik der et års tid med, og der blev lidt stille igen. Men vi var jo ikke forlovet på nogen måde, så vi holdt op med det igen og sagde, at vi var kærester, for hvad var problemet lige i det? Men det var en hård periode for os med mange skænderier og diskussioner om gud og religion og alt muligt andet.

D: ”Jeg har en vildt underlig baggrund. Min mor er ahmadiyya-muslim, min far er sunni/ahmadiyya. Men hvis vi går fire generationer tilbage i vores familie, så er vi jøder. Det finder jeg ud af på et tidspunkt, og jeg begynder at researche og tager op til en gut fra Israel, som laver sådan noget slægtsforskning. Han fortæller, at der er nogle ruller i Indien, hvor man kan finde mine jødiske rødder. Så gik jeg all in. Jeg gik op til Chabad Huset, som er det mest ortodokse, du kan finde, og sagde, at jeg ville tilbage til mine religiøse rødder for at finde ud af min egen overbevisning. Historie betyder noget.”

Hvor gammel var du der?

D:
”Jeg var 23 år. Jeg var virkelig praktiserende. Jeg overholdt sabbatten, og jeg kunne godt lide alle de her regler, men jeg var stadig forbundet til Islam, men jeg gik og kæmpede med en masse forvirring omkring min religiøse identitet. I islam må du stadig godt blande dig og blablabla – det er ikke så ekstremt som jødedommen.”

Hvad sagde din familie til, at du flirtede med dine jødiske rødder?

D:
”Der var kaos. Der var krise. I moskéen i Hvidovre er kampen stadig ikke taget. I dag tror jeg, at jeg er agnostiker. Der findes ikke en bestandig formel på sandheden.”

K:
”Men du var også moskéens favorit. For du har jo altid været praktiserende.”

D: ”Ja, også som muslim. På et tidspunkt blev min mor konfronteret med rygterne om, at hendes søn var blevet jøde, og hun sagde: ’Jeg har ikke kunnet genkende dig i de her to år.’ Jeg snakkede ikke med min familie, jeg kom ikke moskéen, men jeg begyndte at møde op til sabbatten. Det var sådan, jeg var, da Khaterah mødte mig. Jeg har altid været forvirret. Virkelig forvirret. Det var hårdt, men jeg har aldrig tænkt over, hvad den periode gjorde ved mig eller min familie. Selv i dag bliver jeg kaldt jøde, når jeg kommer i moskéen, for det gør jeg stadig nogle gange, men det er ment som dril. Der er et fællesskab med mine barndomsvenner, og det er dér, jeg voksede op. Og så har jeg fundet ud af, at religion i sin essens ikke handler så meget om, hvad du går rundt og praktiserer. Det handler om metamorfose i hjertet. Det er hjertet, der skal overvindes af kærlighed. Dét er religion for mig i dag. Religion handler for mig ikke så meget om selve skrifterne, og om hvad der er helligt og uhelligt. Til sidst fandt jeg ud af, at religion bare var de hellige, der sagde, at noget var uhelligt. Og det er plat i sidste ende. Det giver ikke mening. Det var den udvikling, jeg delte med Khaterah.”

K: ”Vores forældre, især min mor, har været kede af, at vi ikke var gift. Min far vil også gerne have, at vi er det, og han spørger hele tiden, hvornår brylluppet kommer. Det samme med din [Dauds] mor. Hun er virkelig frustreret over, at vi ikke er gift. Men jeg tror, at det betyder noget, at vi begyndte med at rykke nogle grænser ved at sige, at vi ikke ville leve det der skjulte liv. Vi gjorde det offentligt, og vi tog kampen mod de strukturer, der var forhindrende. Det var det rene helvede, især med min mor, som ikke ville acceptere Daud i mange år. Det rene helvede, fordi hun blev så ked af, hvad andre sagde om hendes datter, og det er jo forståeligt. I dag er det i sig selv en vigtig kamp, at unge muslimer, unge med religiøs baggrund, ikke nødvendigvis behøver at hæfte sig på velsignelserne. Vi skal have lov til på lige fod med alle andre at sige: ’Hey, det kan være, det her varer 15 år, men vi har det faktisk bedre end alle vores gifte venner, som bare holder hinanden ud.’”

D: ”Især efter at din mor døde, har døden sat tanker i gang. Livet er helligere end islam og det at være gift. Jeg føler jo, at vi har været gift i otte år, egentlig. Vi har været igennem så meget. Vi har mistet din mor. Min drøm er faktisk bare at leve livet. Det gør de færreste jo. De lever andres liv først. Jeg var også i dyb krise, da jeg mødte Khaterah. Jeg læste Kierkegaard og var i min eksistentielle krise. Det hele var noget lort – også samfundet. Jeg er selv fra ghettoen, men har altid mødt de mest vidunderlige mennesker her i København. Peter Tudvad (filosof, forfatter og Kierkegaard-ekspert, red.), der har været en slags gudfar og bror for mig, siden jeg var 14 år, lærte mig, at ’du kommer fra Hvidovre, men litteratur det skal du fandme læse, for det er dér, du kan få dannelse. Det er dér, du kan spejle dig.’ Det mangler vi i dag hos ældre, der hjælper unge på vej. De tager i biffen, men ikke forbi de støvede boghylder. Men vi lærte det sammen, Khaterah og jeg, for vi elsker Kierkegaard. Vores forhold startede med alvorlige samtaler om livet og døden og om, hvorfor vi overhovedet er her. Det, vi er kommet frem til, er, at vi lever på godt og ondt, og det er det vigtigste. Derfor har vi ikke travlt med at blive gift, for man får ikke flere liv af et stykke juridisk papir, men det er selvfølgelig en del af vores fælles drøm.”

K: ”Peter har haft stor indflydelse på vores tilgang til kærligheden. Jeg husker, da vi havde vores største krise, hvordan han kom til København. Så gik han lige en tur med os begge to.”

Sammen eller hver for sig?

K: ”Sammen først, men så med Daud alene.”

Genialt. Han bor i Berlin, så I kontakede ham dernede?

D: ”Jeg skrev til ham: ’Jeg har fucket op’ – vi havde et kæmpe fuckup, hvor vi holdt pause i et år – ’og jeg er ved at drikke mig ihjel.”

K: ”Det har været rart at have ham. Når jeg ikke har kunne finde ud af dig, Daud, så har jeg altid vidst, at Peter var der et sted derude, og at jeg kunne kontakte ham. Han har altid haft en god fornemmelse for, hvem du er, og hvad du går igennem.”

Det lød, som om det var dig, Khaterah, der tog beslutningen om, at I skulle være oprørske og ikke gå og skjule jeres forhold. Men var du ikke oprørsk til at starte med?

K: ”Jo. Det har jeg været hele min opvækst. Altid. Jeg har altid været et problembarn, den sidste i rækken, der lavede alt for meget ballade.”

D: ”Jeg var den konfliktsky.”

K: ”Det er rigtigt.”

D: ”Jeg har altid gemt mig i København og bare levet mit liv og sagt fuck til alle andre. Khaterah tog altid kampen. Hun sagde, at jeg skulle gå hjem og snakke med min mor eller med mine venner, og at vi ikke bare kunne gemme os i en lejlighed. Hun var den oprørske.”

Men du troede ikke, hun var oprørsk, da I mødte hinanden?

D: ”Nej, for hun drak jo ikke. Det var en fordom. Jeg troede, hun var lidt typisk. Det vil sige, at hun ikke ønskede, at andre skulle vide om os, før jeg stod frierklar. Hun var oprørsk, jeg var konfliktsky. Eller måske ikke konfliktsky; jeg var bare ligeglad med, at folk rendte rundt og talte om os.”

K: ”Jeg kan huske, at du i begyndelsen blev påvirket af, at nogle af dine nærmeste familiemedlemmer snakkede om dig. Du var meget mere følelsesladet omkring det end mig. For jeg tænkte: ’Hallo! Det har ingen fucking konsekvenser for dig. Du er en mand.’ Det er noget helt andet at være muslimsk mand i Danmark, når der går rygter om, at du har en kæreste, end hvis du er en pige. Det har 10 gange flere konsekvenser for mig. Jeg kan huske, at vi skændtes meget i starten, hvor jeg sagde: ’Når jeg ikke piver, hvorfor piver du så?’ Der er jo ingen grund til, at du piver, når jeg er ligeglad med, at resten af verdenen kigger skævt til os og kalder mig alt muligt lort i alle mulige kredse. Det eneste, der var hårdt for mig, var, at min mor lå på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital, da vi mødte hinanden. Hun havde otte blodpropper i lungerne og to i hjertet. Hun kæmpede for sit liv. Lige der troede vi, at hun ville gå bort. Det eneste, der var hårdt for mig, var tanken om, at jeg kunne miste hende eller belaste hende yderligere. Endnu en ting, som hun bare ikke kunne forstå eller som hun havde det svært med. Jeg bebrejdede hende aldrig, for hun var jordens bedste mor, og jeg var velsignet. Da hun fik det at vide, var hun lige kommet hjem og begyndt at have det godt igen med sit helbred – hendes blodsukker var selvfølgelig helt ustabilt og det der – så vi skulle stadig være forsigtige med hende. Hun havde fået omkring seks år at leve i, hvis det gik godt, havde lægen sagt. Hun havde hørt rygter om, at jeg var blevet forlovet. Det var i den periode, hvor vi løj lidt. Så hun havde også hørt noget om, at jeg havde en kæreste, og at jeg gik rundt med ham i hele byen; at han ikke var muslim – eller var han? Jeg blev ved med at pakke det ind, og hun ville vide, hvad der foregik.”

D: ”Det begrænsende ikke vores liv på nogen måde. Jeg kendte jo præmisserne, så vi fandt tiden til hinanden, der hvor vi kunne skabe vores eget.”

K: ”Jeg kan huske, da du kom med hjem første gang…”

D: ”Jeg skulle virkelig tage mig sammen. Jeg kom som pakistaner ind i et afghansk hjem. Og afghanere – et eller andet sted hader de pakistanere, fordi vi har jo styret de der talibanere. Så jeg tænkte, det her bliver fucking svært. Og min mor spurgte: ’Hvad er det for noget med, at manden skal over og bede om en eller andens hånd?’”

K: ”Hos pakistanere er det pigens forældre, der skal komme til drengens forældre, og hos os er det omvendt. Min mor var grædefærdig, da hun hørte om Daud. Hun havde lagt rigtig meget pres på mig for at give hende sin afghanske svigersøn, fordi min storesøster heller ikke er gift med en afghaner, og mor havde svært ved at kommunikere, pga. synssvigt og hørelsestab.”

K: ”Det begrænsede ikke vores liv, men det begrænsede vores glæde, for det er jo vores forældre, og vi elsker dem. Jeg kan huske, at du skulle komme med hjem, fordi min far omsider havde sagt: ’Så lad mig da møde ham. Lad ham komme herhjem.’ Min far har altid været progressiv. Det har altid været det, mine forældres skænderier handlede om. Så kom Daud hjem, og jeg sad på trappen i vores rækkehus – mit soveværelse lå oppe på førstesalen – da han kom ind og skulle fri til min far. Jeg hadede hele den konstruktion: at du overhovedet skulle ind og bede om min hånd. ‘Hvorfor skal mænd igen sidde og tage livsvigtige beslutninger om, hvorvidt jeg skulle giftes?’ tænkte jeg. Jeg brød mig slet ikke om traditionen med, at pigen ikke måtte være i stuen; at hun skal være genert og afskåret. Men det var jeg ikke. Det var baseret på en løgn, at jeg ikke måtte være til stede, når drengen skulle fri. Så begyndte min mor at hyle og græde i stuen, som om det var noget med djævlen selv, jeg havde rodet mig ud i. Hele situationen var så akavet og så sårende. Far prøvede at sige til mor: ’Rolig nu med dit hjerte. Han ser jo fin ud.’ Min far kunne lide dig med det samme. Der var en omgående kemi i modsætning til med min eks, som min far slet ikke brød sig om. ’Jeg kender en mand,’ sagde min far om Daud, og de fandt hinanden i kærligheden til bøger. Min mor blev ved med at se den anden vej, hun ville ikke kigge på dig. Jeg så det fra gangen. På et tidspunkt rejste du dig og gik over til hende, ydmygt, og du satte dig ved hendes knæ og tog hendes hænder forsigtigt. Så sagde du: ’Kig mig i øjnene,’ Hun ville ikke kigge. ’Kig mig nu i øjnene,’ sagde du, og så kiggede hun dig i øjnene, mens hun græd. Så sagde du: ’Hvis du ser noget ondt i mine øjne, så rejser jeg mig og går lige nu, og jeg vender aldrig tilbage, jeg generer aldrig jeres familie igen.’ Så kiggede hun dig i øjnene, og så tror jeg, hun strøg dig over håret og sagde: ’Det har ikke noget at gøre med dig, min søn. Jeg stoler bare ikke ikke på pakistanere.’”

D: ”Jeg får tårer i øjnene lige nu.”

K: ”Så gik du. Og jeg tror, du kom tilbage 50 gange de næste 2-3 år. Det var helt sindssygt. Og hun begyndte langsomt at acceptere dig.”

K: ”Det sjove er, at det var først efter et år, hvor du havde været frem og tilbage, at jeg fortalte min mor: ’Det år, du lå på hospitalet og kæmpede for dit liv, der tog mine søskende tit hjem og sov, fordi jeg vidste, at de havde for mange pligter, så jeg blev på hospitalet natten igennem. I de seks måneder var det Daud, der sad ved siden af mig. Han var der, mens du lå og kæmpede for dit liv.’”

D: ”Jeg boede i Rosenhøj, og Hvidovre Hospital ligger lige ved siden af. Alt passede sammen. Jeg kunne gå hver nat og sidde ved nedgangen til kælderen og så møde Khaterah der.”

K: ”Det var på hospitalet, vi virkelig lærte hinanden at kende.”

Det er super underligt, det med, at hun stryger dig over håret og siger: det er ikke din skyld. Det handler 100 procent om noget med kultur.

D: ”Jeg var pakistaner. Det sjove ved historien er, at hun havde regnet med, at der ville komme sådan en mørk pakistaner ind. Jeg ikke hvorfor, men jeg er hvid i det ligesom min mor. Da jeg kom ind, kiggede hun først op og var helt chokeret over, at jeg ikke var en mørk pakistaner, og så kunne jeg se på hende, at hun syntes, jeg var flot, og det sagde hun så senere også tit, at jeg var, haha. Og jeg tænkte bare: ’Wow! Tænk hvis jeg havde haft min fars pigment, så var jeg aldrig kommet ind varmen hos hende.”

K: ”Det, der langsomt blødte hende op, var, at hun ikke var vant til, at mændene gik med, når hun gik i køkkenet. Du gik med hver gang, og du var dygtig i køkkenet.”

D: ”Før hun gik bort, tog jeg mig af nytårsmiddagen. Jeg lavede pakistansk mad, jeg sørgede for alt. Det var før Khaterah og jeg gik fra hinanden, da vi havde en kæmpe krise, som jeg hader – jeg fortryder alt i dag. Men jeg lavede altså stor middag med butterchicken og naanbrød, alle pakistanske retter. Og så går Khaterah og jeg fra hinanden. Det her er mit sidste minde med hendes mor, selv om hun stadig levede, da vi fandt sammen igen. Men vi havde ikke løst vores problemer, så jeg nåede ikke at sige til hende, at jeg var tilbage i hendes datters og hendes liv, og at jeg nok skulle passe godt på Khaterah og berige hendes liv. Nytårsaften 2011 var sidste gang, jeg så hende. Hun var i Afghanistan, da hun døde.”

K: ”Hun fik en blodprop i hjertet, og jeg nåede ikke derned.”

D: ”Vi havde et stærkt bånd til sidst.”

K: ”Sindssygt. I havde også en del til fælles, og faktisk var du hendes holdspiller i et hjem, hvor alle var uenige med hinanden.”

Hvordan havde hun det med, at hun havde været så meget imod jeres forhold til at begynde med?

K: ”Det fortrød hun ikke. Min mor er standhaftig.”

D: ”Men hun var også typen, der siger til alle sine børn: ’Ingen af jer praktiserer religion, og det kommer I til at få en straf for. I mangler det, jeg har.’ Og det, hun havde, var, at hun bad og var praktiserende. Samtidig fes hun rundt på hjul med sin rollator og købte de der fine kjoler, som ikke var særligt religiøse. Hun var enspænderen i det hjem, og hun holdt træerne sammen omkring det hjem. Efter at hun er gået bort, har alle bevæget sig i hver sin retning. Det var hende, der holdt sammen på det hele, på os.”

K: ”Det, hun også kunne lide ved dig, var, at du var så progressiv. Det var vildt for hende at se mig være sammen med en mand, hvor jeg ikke ændrede mig. Jeg blev ved med at være den rapkæftede og oprørske. Hun bemærkede nemlig, dengang jeg var sammen med min eks, at jeg begyndte at blive indelukket. Der var det faktisk min mor, som begyndte at kæmpe min kamp, fordi hun tænkte: ’Hvad er der sket med min datter? Hvorfor er hun så behersket? Hvorfor svarer hun ikke igen?’ Så blev hun helt omvendt. Hele mit liv har vi toppedes om alt fra den afghanske kultur og til, hvordan jeg skulle opføre mig. Det handlede aldrig om druk og kærester for mig, det handlede om rollefordelingen i vores hjem. Når afghanske kvinder kom hjem til os, havde de blå mærker og ondt i ryggen, og vi vidste, at ham, der sad inde i stuen og snakkede storpolitik med far, har gennemtævet sin kone. Jeg var barnet, der gik ind i stuen og sagde: ’Dit svin, du har slået hende.’ Og far tyssede på mig. I en alder af 13-14 år nægtede jeg at tage til afghanske bryllupper, for det betød, at jeg skulle sidde pænt ved siden af min mor, så drengene kunne se, om jeg var gifteværdig. Den rollefordeling gjorde jeg oprør imod, og den kamp er hård, fordi man bekæmper strukturer.”

D: ”Jeg kommer fra en familie, hvor jeg kun har haft min mor, siden jeg var 12 år. Vi boede på flere forskellige krisecentre, og jeg har aldrig haft en far. Jeg har haft fuldstændig smadrede hjem. Da jeg så Khaterahs hjem, var det det, jeg gerne ville have: Familie, sammenhold og den kærlighed, der altid er i deres hjem. Når de taler til hinanden, kan det være kærligt som grimt. Og den frihed, hendes far giver hende, har jeg aldrig oplevet derhjemme. I min familie har vi altid levet hver for sig. Min mor arbejdede derudad, og børnene var ude at rejse og knoklede med studierne. Der var ikke noget ’familie’ ud over det praktiske sammenhold. Den frihed, jeg havde, var ikke en skid værd, når jeg ikke kunne opleve den traditionelle familie, hvor man samledes til nytår, fødselsdage osv. Men det fik jeg med Khaterahs familie, på godt og ondt. Det hele gik op i en højere enhed, men det betyder ikke, at jeg ville udskifte min familie. Vi har været igennem utrolig meget, men vi vil altid være som en samlet næve.”

K: ”Og jeg manglede det modsatte. Jeg synes, familie fylder alt for meget. Jeg er træt af det.”

Du har sagt til mig, at I er som ild og vand, Daud. Men ild og vand passer jo også godt sammen.

D: ”Vi er uenige. Jeg synes, hun er naiv, og nogle gange forsvarer hun ting, jeg ikke kan forsvare. Når jeg siger, at hun er naiv, så mener jeg i forbindelse med mennesker. Hun bliver tit ked af det, fordi hun lukker folk ind for hurtigt. Hun sparker altid opad, og der står vi sammen, men vi har vidt forskellige indgangsvinkler til ting, lige fra småtterier til samfundspolitiske emner. Vi er uenige om alt, og vi har kæmpe diskussioner om politik og om, hvordan livet skal være. Vi diskuterer tingene, vi siger ikke bare, at det er lige meget. Eksempelvis mente hun, at debatten om menstruationsblod var latterlig, mens jeg syntes, den var vigtig, for tabuerne er der! Og nu vil hun bestemme, hvilken sofa vi skal have i vores lejlighed.”

K: ”Haha.”

D: ”Og man kan mærke, at hun kommer fra et omsorgsfuldt hjem, så hun har haft en mor og far. De har været fattige, og der har været alvorlige problemer, men kærligheden var stor.”

K: ”Det kan jeg mærke på dig, at du har svært ved at finde rundt i.”

D: ”Jeg har altid levet som en lus mellem to negle. Jeg har haft et kæmpe ansvar og knoklet. Jeg ved, at jeg skal vaske tøj fredag, for hvis jeg ikke gør det, så er der ikke rent tøj om mandagen. Hende der – hun samler en bunke i entreen, og jeg tænker: ‘Hvad foregår der?’ Og køleskabsdatoer – jeg skal tjekke datoen. Jeg hader, at man bare tænker, at det her kan sagtens spises om tre uger.”

K: ”Jeg tror ikke på udløbsdatoer.”

D: ”Jeg hader hendes køkkenvaner.”

K: ”Der er ikke udløbsdato i Afghanistan. Spørg din mor, om der er udløbsdato i Pakistan.”

Camilla Plum siger også, at alt det med udløbsdato, det holder ikke. Man må lugte sig frem.

K: ”Præcis, det er noget vrøvl, mand. Men man kan godt mærke, at du har været selvstændig fra barn af, Daud, for din far skred. Eller din mor flygtede faktisk fra din far. I har haft et hårdt liv. Din mor har opdraget dig som 10 mænd. Jeg har godt kunne mærke, at Dauds rammer har været firkantede. I vores hjem talte vi om alt, selv om vi var hamrende uenige, men vi elskede hinanden udtrykkeligt, du ved, på trods af at der selvfølgelig også har været alt det elendige og hårde, hvor man sårer hinanden og gør hinanden ondt eller sig selv ondt.”

D: ”Jeg lærte at vise min følelser, da jeg mødte Khaterah. Jeg har altid haft svært ved det. Det er også det, jeg mener med ’konfliktsky’. Jeg kan godt vise følelser 1:1. Men hun har lært mig, at du skal fandme ud med det. Hun har vist mig, at jeg kun har det her liv, så meld ærligt ud. Hun fik mig til at røbe mine største hemmeligheder, som jeg bare har gået rundt med for mig selv. Det er også derfor, tror jeg, at hun er så god og dygtig til at ramme de unge i dag. Hun kan gå ind og ramme et punkt hos dig, hvor du først bliver sur og vred. Jeg er gået min vej rigtig mange gange, når hun har udfordret mig på eksempelvis min religion. Et af vores første skænderier var på en bakke bag DR-byen, hvor vi sad og havde en hyggelig picnic. Så sagde hun: ’Alle profeter er mandlige patriarker. Jeg sagde: ’Hvad mener du?’ Og jeg blev rasende og bad hende om at tale bare en lille smule pænt om dem. ’Nej, fuck samtlige religioner og ideologier, der ikke vil det mellemmenneskelige optimalt’. Vi råbte og skændtes, og jeg prøvede med alle mulige teologisk argumenter om, at det er skrevet af mænd, men det handler om kærlighed. ‘Kærligheden finder du ikke kun i religiøse bøger,’ sagde hun. ‘Kærligheden er her, hvor udfordringerne rigtig er.’ Jeg for ned til DR-byen og smadrede en skraldespand og tog metroen hjem, fordi hun havde væltet mit billede af Gud og religion. Det var der, jeg var. Det var jo i begyndelsen, og jeg var troende. Man behøvede jo ikke at svine de der profeter til. Det var en helt syret tilværelse. Men der væltede hun mit verdensbillede for første gang. Så kom jeg tilbage og sagde: ’Ved du hvad? Jeg er også i tvivl om Gud. Hele tiden.’ Det er også derfor, jeg elsker Peter Tudvad. Han er også altid tvivleren. Hun har altid formået at prikke til mig og finde ud af, hvad jeg vil, eller når jeg lader som om.”

K: ”Det, jeg har været træt af ved religiøse mænd hele mit liv, er, at de slet ikke kan se det logiske i feministers religionskritik, når den kommer fra kvinder. Hvorfor fanden er der ikke en kvindelig profet? Bare vis mig én. Fortæl mig, hvorfor jødedommen og kristendommen er så patriarkalsk. Jeg hader, når man siger, at der ikke er ligestilling, men der er ligebehandling. Gu’ er der ej. Der er særbehandling. På mange punkter i jødedommen, kristendommen og islam bliver kvinder særbehandlede i forhold til mænd – når det gælder arveretten og så videre. Men kvinder vil ikke have særrettigheder i dag, vi vil have ligestilling. Vi skal nok give køb på vores særstilling, så længe vi får ansvar, lige ansvarsfordeling. Jeg har mødt det igennem hele mit liv, at religiøse mænds hjerne kobler fra, lige så snart det handler om kvinders rolle. Det var den diskussion, vi tog på bakken, hvor jeg sagde: ’Hvordan kan du snakke så meget om næstekærlighed og humanisme, når din religion ikke betragter kvinder som ligeværdige medmennesker?’”

D: ”Det har vi haft mange diskussioner om, som betyder, at jeg i dag er kritisk over for imamer og religiøse institutioner, som begrænser mennesker alt for meget. Det har vi fået ud af vores forhold, og det er en udvikling, jeg virkelig værdsætter i dag. Jeg ved, at jeg aldrig har brug for en imams, en præsts eller en rabbiners velsignelse. Jeg kan gå på rådhuset og blive gift, men det behøver jeg ikke engang.”

K: ”Det overrasker mig. Vi er begyndt at snakke om børn og sådan noget, og for tre uger siden sagde jeg, at vi også lige skulle finde ud af, hvad vi gør med brylluppet, hvis vi skal tage den klassiske vej. Men du sagde: ‘Lad os tage den hele vejen og gøre, som vi har gjort indtil nu – nu får vi også børn uden for ægteskabet.’ Der går grænsen, var jeg lige ved at sige.”

D: ”Jeg tror, at mange indvandrere, i hvert fald andengenerationsindvandrere, har levet et dobbeltliv. Og det har jo været hårdt i de unge år at være i tvivl hele tiden. ‘Skal jeg leve på den ene eller den anden måde?’ Og man må forstå, at forandring skal komme indefra. Man skal også turde udfordre sig selv i det parforhold, man vælger og starte der i tosomheden, hvor det er allerhårdest. Skal man giftes med en, der har samme religion, samme kultur, samme etnicitet, samme kaste som en selv? Nope. Det kan man ikke som menneske, det er en utopi. Det må være et røvsørgeligt, at låse døren til den opvækkelse, hvor verdenen er så meget større, og vi er så meget ligegyldige i vores eksistens.”

K: ”Det er ligegyldigt.”

D: ”Ja, det er ligegyldigt.”

K: ”Det er så ligegyldigt. Mange af de unge, jeg møder i Exitcirklen, kommer og går op i nogle mærkelige ting. Unge muslimske piger, der bliver forelskede i en etnisk dansk fyr, som ikke er muslim og ikke gider konvertere, kommer til mig og spørger: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overtale ham.’ Når jeg så taler med ham, siger jeg til ham, at han skal stå fast, ellers kommer det aldrig til at fungere. De skaber problemer ud af noget, der er pisseligegyldigt. Hvis det ikke var for det, ville de faktisk være glade. Det går rigtig godt. Men så begynder de med: ’Mor siger…’, ’far siger…’,’imamen siger…’, ’samfundet siger…’ og ’muslimerne siger…’ og ditten og dat. Nogle gange er det en hjælp at stille dem spørgsmålet: Hvad nu, hvis du bare var ligeglad? Folk vil altid snakke og have en mening om, hvad du laver, og hvad han laver, hvilket tøj du går i, hvad du spiser, og hvor meget du vejer. Hvad nu hvis du bare sagde ’fuck alt deres snak’ fra i dag? Det kan være, at du hører det ude, men når du kommer hjem, så er det helligt. Hjemmet er vores tempel, og deres lort skal ikke komme herind. De har måske levet 25 år uden at udfordre den tanke. Hvad nu hvis de takkede nej til hele lortet og bare spurgte sig selv: Hvad gør mig glad? Man skal ikke gå på kompromis. Da vi blev uvenner for fire år siden, var det, fordi vi gik på kompromis. Folks snak var begyndt at sive ind i vores hjem. Alle havde en mening om mig og dig, uden at vi havde et problem med hinanden. De formåede rent faktisk at smadre det.”

Jeg kan ikke forestille mig noget mere irriterende end en masse mennesker, som man ikke har noget at gøre med, men som har en mening om, hvordan man skal gøre tingene.

K: ”Men jeg vil sige, at den kultur er blevet mindre udtalt. I dag går muslimske piger med stramme jeans og shorts, de viser ben og har sommerkjoler på, og de har drengevenner. Du ser muslimske piger på cafeer og endda på diskotekerne efter midnat eller på druktur på selve Blågårdsgade. Det var der ikke, da jeg gik i byen første gang. Der var mig og min veninde og ellers bare danskere. Det var hårde odds. Jeg troede ikke, at vi ville se den kultur på gaden i min generation. I min datters generation, tænkte jeg måske. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle nå at se det oprør, der er i dag. Nogle gange ville jeg ønske, at de unge muslimske piger i den offentlige debat vidste, hvor meget verdenen har ændret sig for en som mig, der har passeret de 30 år eller endda for en som Dauds mor. For det var vores ældre generation, som tog den egentlige kamp, der gav ringe i vandet. Mine veninder blev bortgiftet til Pakistan og måtte flygte. Da de kom hjem til Danmark, var deres liv søndersmadret på en helt anden plan. De havde ingen mennesker i deres liv, de startede helt fra bunden. Jeg havde veninder, som blev truet på livet og måtte leve under jorden i ret mange år. I mange år levede de med politibeskyttelse. Det var vores kamp. Det lort gik vi igennem. Nogle flygtede, fordi de var nødt til det, andre blev og var stædige.”

D: ”Mange af mine venner bor i dag i rækkehus i og er gift med deres kusiner og har Dalai Lamas bøger i reolerne. De lever ikke det liv, de ville, da de var unge. Jeg har gjort det, som jeg følte var rigtigt. Jeg har fulgt min intuition. Jeg fortryder intet. Mine venner har valgt at blive gift med deres kusiner og få et hus, fordi det var det rationelle. Jeg har gjort, hvad jeg følte helt nede i maven. Det har vist sig at være det bedste for os. Vi har aldrig spurgt os selv, hvad det mest fornuftige ville være at gøre. Fornuften er baseret på de værdier og normer, vi kommer fra, og man skal vende tilbage indad og nærstudere om den indlærte fornuft ikke kvæler mere, end den oplyser. Så fornuften havde ikke givet mig det her liv, hvor jeg har mødt så mange interessante mennesker. De unge, som bor der, hvor jeg kommer fra, Vestegnen, bevæger sig ikke uden for de strukturer, de kommer fra, og det er dem, man skal bryde med. Man skal træde ud af bekvemmeligheden, og en god start er måske Bukowskis ord: ‘If you’re going to try, go all the way. Otherwise, don’t even start. This could mean losing girlfriends, wives, relatives and maybe even your mind.’ Og nogle gange er det sundt at miste besindelsen og starte forfra. Det gjorde jeg, og jeg var en dreng, der også bare ville ud og se verdenen. Så vi mødte hinanden og ville gerne finde os selv. Vi fandt os selv i hinanden. Det kunne godt have været en dansk blondine, der sad ved siden af mig lige nu, men jeg fandt københavneren i Khaterah. Det har vi ofte snakket om – at det er godt at finde sig selv, før man finder andre.”

K: ”Jeg kendte ikke til København, før jeg mødte dig. Det første års tid kendte jeg Urbanplanen, Sjælør, hvor jeg gik på gymnasiet og Stormgade, og så kendte jeg sådan set ikke andet. Jo, de tyrkiske restauranter og biografen, hvor jeg kom med mine veninder. Jeg kan huske, at du viste mig København, og vi rejste rundt i Danmark. Din viden om alt fra filosofi til poesi og historie var så sindssyg, jeg syntes, at du var så klog. Du tog mig rundt som en guide: ’Den her bygning er bygget af…’ og ’kender du historien om…?’ og ’nu skal du lige se Kierkegaards lejlighed.’ Jeg tænkte: ’Fuck, mand.’ Danmark åbnede sig lige pludselig og foldede sig fuldstændig ud. Det var en tryg lille andedam, men set gennem dine øjne blev alt til storhed. Jeg fik faktisk en inderlig kærlighed til København gennem dig.”

D: ”Og så gik vi fra hinanden, og så blev det utåleligt at være i København.”

K: ”Jeg svinede dig til på mail, da vi blev uvenner: ’Dit svin, der er ikke et sted, jeg kan gå, uden at det minder mig om dig!’”

I svinede hinanden til, men I har noget fantastisk kørende sammen, så det var jo ikke, fordi I var på vej fra hinanden?

K: ”Nej, nej, nej. Vi har aldrig haft et filter. Vi har aldrig sagt til hinanden, at vi skulle tale pænt. Jeg har heller aldrig sagt, at han ikke må kalde mig for kælling, når han bliver pissed. Jeg har også kaldt ham alt muligt, tro mig, jeg er fra Ama’r. Men jeg kan huske, at da vi kom op at skændes i supermarkeder og på Strøget, og vi råbte ad hinanden, så sagde jeg til ham, at det ville jeg ikke have, for det var pinligt. Og Daud var bare sådan: ’Prøv og hør, det kommer aldrig til at stoppe. Hvis jeg er skuffet og såret, er jeg ligeglad, om det så er vores bryllupsdag og hvilke pæne og forargede mennesker, der kigger med. Og sådan skal du også have det med mig. Vi skal kunne skændes og ikke skynde os hjem bag væggene.’ Og min far har den samme gennemsigtighed og åbenhed. Når jeg kom op og slås med de andre unger i gården, kom min far altid ned og opdragede mig med lidt Amager-slag foran dem og deres forældre. Ikke at det kan sammenlignes, men det kan den bramfrie gennemsigtighed, hvor man ikke er falsk. Jeg blev altid ked af det, og jeg sagde til ham, at jeg blev flov, når han gjorde det. Men min far sagde, at han ville have, at folk skulle vide, at han opdragede sine børn, og hvis han ikke gjorde det foran dem, ville de tro, at han var en passiv far. Det, syntes jeg, var mærkeligt at vænne sig til med Daud, altså at vi ikke holdte det lyserødt udendørs. Vi har fandme haft nogle pinlige og akavede situationer.”

Du er nået hele vejen herned. Det må næsten betyde, at du blev grebet af interviewet? Bare rolig: der er mere. Læs del 2 her.

Tekst: Oliver Stilling.
Foto: Klaus Holsting.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12