30. juni 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Sygelige kønsnormer

De fleste danskere ryster fnysende på hovedet over historien om den 24-årige pædagog-studerende Malthe Thomsen, som – helt uretmæssigt – blev fængslet for to år siden og anklaget for at have forgrebet sig på 22 børn på International Preschools på Manhattan, New York City. Han var bl.a. under mistanke for at have rørt børn på numsen. Uha! Tabloidaviserne kaldte ham for […]

Det bedste vi har set

Mennesket skudt ned af maskinen (igen)

Så er den gal igen. På samme måde som skakstormesteren Kasparov blev slået skakmat af computeren Deep Blue, er en af verdens bedste kamppiloter netop blevet skudt ned af en maskine. Et forskerhold på University of Cincinnati har med kunstig intelligens udviklet en simulator, som mennesket ikke kan slå.

Det åbner så endnu en gang for diskussionen om, hvor vi står som mennesker, og om vi er intelligente nok til at håndtere kunstig intelligens.

Stoyas kamp for ligestilling i porno

Hun var den ene halvdel af pornoindustriens mest celebre og slagkraftige kærestepar. Så anklagede hun eksen James Deen for voldtægt, og nu er hun i gang med at ændre og revolutionere hele branchen indefra. Fænomenal longread om Stoya, der har sagt stop.

Og hvis det kan få pornoindustrien og sex lidt ned på jorden, kan denne reportage fra organiserede overklasse-orgier måske få det lidt op igen. Puha – bliver der ikke lidt varmt, spørger vi lige Mille Jackson.

It’s the numbers, stupid

Så har den amerikanske superstatistiker og wunderkind Nate Silver meldt sig ind i valgkampen, og han spår ikke Trump ret mange chancer. Eller ‘spår’ er måske det forkerte ord at bruge for en mand, der fik 49 ud af 50 stater rigtige ved det overraskende ’08-valg. I ’12 tog han så alle staterne.

Det er interessant læsning, men det er dette portræt af 38-årige Nate Silver også, selv om det har et par år på bagen. Han er altså vild nok.

Spisesedlen

Smykkelov brugt for første gang. Fem udlændinge har fået beslaglagt 79.600 kroner i Københavns Lufthavn, og dermed er den kontroversielle lov nr. 102 aktiveret for første gang.

Ny Thatcher på vej? Den konservative indenrigsminister Theresa May melder sig nu i magtkampen om at blive ny britisk premierminister – og hun kan dermed blive den første kvindelige leder siden Jernladyen i 1980’erne.

Danskere ændrer rejseplaner af frygt. Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningen til Tyrkiet og advarer nu om ”stor risiko for terrorangreb”. 13 procent af danskerne har allerede ændret ferieplaner på grund af terror.

Deadline på ny EU-afstemning. Venstre har sat en tidsfrist for en ny parallelaftale for dansk deltagelse i Europol. Aftalen skal være på plads inden årets udgang, ellers vil der straks blive udskrevet en ny folkeafstemning.

Bombe dræber 40 i Kabul. Endnu et terrorangreb i Afghanistans hovedstad har her til formiddag dræbt unge soldater. Taliban har taget ansvaret.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12