3. juni 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Således talte papegøjen

Den newzealandske kea er en særegen fugl. Ikke nok med at den er relativt intelligent og nysgerrig, så er den også den eneste papegøje i verden, som lever i alpine områder – hvilket egentlig er lidt af et mysterium. Nu tyder ny forskning imidlertid på, at keaen kan være rykket til bjergene af én god […]

Kære læser

Monokulturens sidste suk

Kan man gå igennem livet uden på et tidspunkt at ende til en genforeningsfest? De synes uundgåelige, selvom der er påfaldende få mennesker, der virker oprigtigt begejstrede for konceptet. Tag klassereunionen. Den kan næsten ikke føre til andet end erkendelsen af, at selvom du har brugt de sidste 20 år på at rejse dig fra […]

Det bedste vi har set

16 timer i Folketingssalen

16 timer i Folketingssalen

Altinget live-dækkede den næsten 16 timer lange afslutningsdebat i Folketinget onsdag. Debatten stak i alle tænkelige retninger, men løb den evt. lige igennem, så ved du, hvad der rører sig i nogle af de folkevalgtes hoveder. For Inger Støjbergs vedkommende kan vi afsløre, at det er barnebrude. Og spændende, at det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (JF) nedstammer fra Harald Blåtand. Vi kender typen. Debatten sluttede kl. 00.29.

Svalbard under dramatisk forandring

Svalbard under dramatisk forandring

“Mark Sabbatini opdagede første gang revnerne i sin lejligheds betonvægge i 2014. Det var seks år efter, at han var flyttet til Svalbard, et norsk øhav langt ude i Barentshavet, cirka halvvejs mellem Norges nordlige spids og Nordpolen.“ Æggende indledning til en spændende artikel i Scientific American om klimaforandringernes indvirkning på Svalbard. Flotte billeder.

Willem Dafoes arbejdsliv i billeder

Willem Dafoe i billeder

Den herlige amerikanske skuespiller Willem Dafoe er kun 65 år, men det føles, som om han har været med – og set ud på samme måde – forever. Vanity Fair har her placeret ham i en stol, sat masser af lys på ham og bedt ham løbe sit arbejdsliv igennem, film for film. På papiret taler alt imod, at du skal bruge tid på det her – videoen er fra 2019, og den er sytten minutter lang. Men hvis vi selv ryger ned i kaninhullet, gør vores læsere det måske også. Om Lars von Trier, som han lavede Antichrist med i 2009, siger han: “Lars… hver dag er han en prøvelse. Hver dag er chokerende. Hver dag er interessant.“

Spisesedlen

Israels opposition kan danne regering. Den israelske oppositionsleder Yair Lapid meddelte onsdag aften til præsident Reuven Rivlin, at han har flertal i parlamentet til at danne regering. Det sker efter Lapid har indgået en aftale med Naftali Bennett fra det israelske højrefløjsparti Yamina om, at Bennett får de første to år som premierminister.

Epidemiudvalg lukker Jomfru Ane Gade ned. Som følge af smitteudviklingen i Aalborg har Folketingets Epidemiudvalg valgt at lukke den aalborgensiske festgade i foreløbigt to uger, gældende fra i dag, torsdag. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S). Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan 60 pct. af den nye coronasmitte i Aalborg spores til Jomfru Ane Gade.

Næsten 11.000 studerende har oplevet sexisme. Det viser en ny rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. I et spørgeskema har knap 11.000 ud af 94.000 respondenter svaret, at de har oplevet fysisk sexisme, verbal sexisme og/eller uønsket seksuel opmærksomhed på deres videregående uddannelse. Til DR beskriver uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen tallet som “alt for højt“.

Estland forbyder pelsfarme. Det estiske parlament, Riigikogu, vedtog onsdag en ny lovændring, der gør det forbudt at opdrætte dyr udelukkende for deres pels. Estland bliver dermed det første af de baltiske lande, som forbyder mink- og mårhundsfarme. Dog sikrer en overgangsperiode, at mink- og mårhunde-opdrættet først skal nedlægges i 2026.

Bill Gates og Warren Buffet vil bygge atomreaktor i Wyoming. De to milliardærers respektive energiselskaber, TerraPower og PacifiCorp, har valgt den amerikanske delstat Wyoming som stedet, hvor en såkaldt natrium-atomreaktor skal opføres. Det er håbet, at den lille, avancerede reaktor vil spille en væsentlig rolle i jagten på en CO2-fri fremtid. “Vi tror at natrium vil være en game-changer for energiindustrien,“ udtaler Bill Gates på et pressemøde.

Et sidste ord

Nogle skubber grænser, andre skubber til bjørne.

God torsdag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12