3. februar 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Tænk, hvis vi fik, hvad vi bad om

De fleste fuldvoksne kaffedrikkere kan lide deres kaffe stærk og mørk. Så kan det være, de hælder kold fløde eller varm mælk i den, kalder den noget italiensk og bruger destilleret vand til at brygge den, men direkte adspurgt siger majoriteten, at de kan lide deres kaffe stærk og fyldig i smagen. Det lyder rimeligt […]

Kære læser

Coronavirussen bliver ekstremt svær at inddæmme

En dårlig dag. Da de kinesiske aktiemarkeder åbnede mandag morgen (lokal tid), var det til det største fald siden 2007. Den toneangivende børs i Shanghai åbnede med et fald på 7,6 pct., og ifølge Reuters svarer det til en ”udryddelse” af værdier for 2.500 mia. kr. De kinesiske markeder har holdt lukket siden d. 23. […]

Det bedste vi har set

Så er der dømt sne

Så er der dømt sne

Den såkaldte ”award season” er over os, og det er snart ikke til at finde hoved og hale i, hvilke film der har vundet hvilke priser, og hvilke af dem man nu skal nå at se. Men vi vil egentlig gerne slå et slag for, at du kommer helt ned i tempo og i stedet giver dig i kast med den dansk-islandske instruktør Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut Vinterbrødre fra 2017, der lige nu kan streames hos DR. Filmen vandt det meste, der var værd at vinde sidste år, og det er særdeles velfortjent. For sjældent har vi set så overrumplende en dansk-sproget (kunst)film, der på elegant vis tager os rundt i surrealistiske snelandskaber og et kalkbruds mørke dyb.

Indret din frankofili

Indret din frankofili

Op igennem det 20. århundrede satte den franske arkitekt og designer Charlotte Perriand vedholdende nye standarder for, hvordan det moderne menneske skulle bo og indrette sig. Og det bliver lige nu hyldet ved udstillingen Charlotte Perriand: Inventing a New World i Paris, som kulturmediet Hyperallergic her beretter om. Der er alt fra chaiselonger til kritik af regeringens byplanlægning og forbindelser til det franske kommunistparti. Møbler kan altså meget mere end bare at se pæne ud.

Brexit set fra 4. division

Storbritannien set fra 4. division

Brexit er blevet gennemført, og vi forstår sådan set godt, hvis du er godt og grundigt træt af at læse om den historiske begivenhed. Men prøv alligevel at give denne lille reportage fra New York Times et skud: Brexit set gennem det lille kvindefodboldhold Leyton Orient, der spiller i 4. division. For som skribenten Allison McCann, der selv spiller på holdet, bemærker, er klubben et perfekt lille mikrokosmos for alle de dilemmaer og tematikker, som Brexit-debatten også har handlet om. Leavers og remainers fra en bred vifte af baggrunde spiller side om side og rejser rundt til kampe i det ganske britiske land i et fint stykke hverdagsjournalistik.

Spisesedlen

Frankrig sender yderligere 600 soldater til Sahelzonen. Ifølge den franske forsvarsminister Florence Parly vil den nye sending soldater ankomme til den afrikanske region i slutningen af februar. Her skal de særligt være med til at bekæmpe bevæbnede grupper, herunder IS, i grænseområdet mellem Mali, Burkina Faso og Niger. Frankrig har allerede 4500 soldater udstationeret i regionen.

Josephine Fock valgt til ny politisk leder i Alternativet. Det skete på et ekstraordinært landsmøde lørdag. 56-årige Fock, der er medstifter af Alternativet, vandt i den afgørende runde over modkandidaten Theresa Scavenius. Her fik Fock 936 af partimedlemmernes stemmer mod Scavenius’ 668. Josephine Fock har allerede nu meldt ud, at hun i modsætning til forgængeren Uffe Elbæk ikke ønsker at være statsministerkandidat.

+ Rasmus Nordqvist meddeler mandag på Facebook, at han trækker sig som politisk ordfører for Alternativet.

Mand skudt af politiet efter knivstikkeri i London. En gerningsmand, der få dage forinden var blevet løsladt fra fængslet, blev søndag skudt og dræbt efter at have stukket to mennesker ned på Streatham High Road i den engelske hovedstad. Politiet omtaler hændelsen som terrorrelateret.

Henrik Clausen bliver ny topchef i TDC. Clausen, der kommer fra en fortid som adm. direktør i kriseramte B&O, kan se frem til at tiltræde stillingen som ny adm. direktør i TDC den 17. februar. Her skal han blandt andet varetage den igangværende opdeling af telegiganten i de to selskaber TDC Net og Nuuday.

Kansas City Chiefs vinder Super Bowl. I den 54. udgave af den traditionsrige NFL-finale, der løb af stablen natten til mandag, trak Chiefs det længste strå mod San Fransisco 49’ers med en slutscore på 31-20. Chiefs-quarterbacken Patrick Mahomes blev kampens MVP (mest værdifulde spiller).

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12