3. december 2019
Kære læser
December er over os. De første hvide fnug er landet fra himlen, Wham er sendt i båndsløjfe på radiostationerne, og overalt på gader og stræder funkler det med julelys i mørket. Snart er det tid til at rykke ind i varmen med de nærmeste, for julen er hjerternes fest. Nå ja, og så er julen […]
Kære læser
Uhørt. Det er efterhånden en god måneds tid siden, at Kanye Wests album Jesus Is King (albummet tidligere kendt som Yandhi) endelig udkom. Sjældent har vi brugt så lang tid på at diskutere et album internt på redaktionen (lad os bare sige, at vi har haft lidt divergerende meninger om dets fortræffeligheder), og det skyldes […]
Det bedste vi har set
Klimafornægtere i familien?
Får du altid onkel Bent eller tante Jytte til bords, som bare ikke tror på ”det der klimapis”? Den glimrende artikel her fra The Conversation tager fat på de mest sejlivede myter, som florerer blandt klimafornægtere. Læs og giv tørt på ved næste familiære sammenkomst.
Udenrigsministeriet, der gerne ville være grønt (men havde det meste i munden)
Fra vores overdrevent djøffede venner på djøfbladet: Det danske udenrigsministerium vil være blandt verdens mest bæredygtige udenrigsministerier, men de har svært ved at lade være med at flyve. Udenrigsministeren mener, at de ufatteligt mange flyvninger inden for Europa er nødvendiggjort af manglende alternative transportmuligheder, står der. Hvad tænker du om det? Del, like og diskutér!
Nu stopper legen, siger Lisa Page
”Page, 39, er tynd og atletisk. Hun taler på en overordentligt selvsikker, tydelig og sagfører-agtig måde. Men efter at have været i Make America Great Again-kødhakkeren er hun tydeligvis blevet kørt ned, ikke ulig de andre kvinder jeg har mødt, som har været genstand for præsidentens overgreb.” Ret interessant interview i The Daily Beast med den tidligere FBI-agent Lisa Page. Navnet ringer måske ikke lige en klokke, men det gør ikke noget. Det er en cool kvinde, der har fået nok.
Spisesedlen
Finanslov for 2020 på plads. Efter to måneders forhandlinger præsenterede den socialdemokratiske regering mandag aften sin første finanslovsaftale indgået med støttepartierne Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Aftalen indeholder et løft på velfærdsområdet og grønne tiltag, skriver blandt andet Altinget.
+ Her er hovedpunkterne i finanslovsaftalen.
++ Husk at læse Lars Trier Mogensens take på aftalen i hans nyhedsbrev /dkpol, som vi sender ud senere i dag!
Prins Andrew kan komme til at vidne i retten i sexsag. Fem kvinder, der anklager den afdøde amerikanske rigmand Jeffrey Epstein for at have misbrugt dem, siger, at prins Andrew overværede krænkelserne. Deres advokat vil stævne ham. Prinsen selv siger, han ikke har bemærket noget mistænkeligt.
Putin indskrænker ytringsfriheden – igen. Ruslands præsident Vladimir Putin underskrev mandag en lov, der gør, at enkeltindivider, som udgiver på nettet og modtager betaling fra udlandet, kan blive stemplet som ”fremmede” agenter. Før gjaldt noget lignende for ngo’er.
Jordskælv rammer Chile, tyfon rammer Filippinerne. Et jordskælv med styrke 6 på richterskalaen ramte tirsdag morgen ud for Chiles kyst. Samtidig har tyfonen Kammuri ramt fastlandet i Filippinerne med vindstød på op imod 65 meter i sekundet.
Den italienske stat holder flyselskabet i live med nødlån. Det engang så hæderkronede Alitalia har siden 2017 modtaget 6,7 mia. kr. fra den italienske stat – og nu er der yderligere 2,9 mia. kr. på vej. Selskabet er gået konkurs flere gange og har ikke leveret overskud siden 2002, skriver Dagens Næringslån.
Et sidste ord
En obskur fejl indsneg sig i går i spalterne. Vi kaldte Dagbladet Informations litteraturredaktør for Otto Gelsted. Men det er ikke muligt, for lyrikeren Otto Gelsted døde i 1968. Informations litteraturredaktør hedder Peter Nielsen. Som et plaster på såret får du her Aksel Schiøtz med ”Her har hjertet hjemme”, som Otto Gelsted (og ikke Peter Nielsen) har skrevet tekst til. Skru helt op, åbn vinduerne og lad vellyden glide smidigt ud over næs og vige.