3. august 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Død, lemlæstelse og andre nyheder

Står man på sin ophøjede plads – fx på en altan, en lille grøn bakke eller bare et podium i en gymnastiksal med ribber og laminerede trægulve – og skuer ud over dagens nyhedsbillede, så er det, som om de ‘store’ nyheder fordeler sig i to store grupper. Den ene gruppe er en ytringsfrihedsgruppe. Herunder […]

Kære læser

Udenrigspolitikken slår tilbage

Bag kulisserne er større ting på spil i korankrisen: Den danske regering har reelt valgt at føje sig for amerikanerne snarere end at bøje for islamister.

Det bedste vi har set

Rent griseri

“Dyrevelferdsdebatten kan noen ganger bli forenklet, ved at vi snakker om slemme og snille bønder, eller onde og snille mennesker, men det handler ikke om det. Alle de menneskene jeg traff på slakteriene og gårdene var veldig gode folk. Men de jobber i en industri som utfordrer deres holdninger til dyr og utfordrer dem som mennesker.” I sin nye bog Griseindustriens hemmeligheter er den norske dyrevelfærdsrådgiver Norun Haugen gået undercover for at blive klogere på grisens forhold i det industrielle landbrug. Vagant bringer et interessant interview med Haugen om hendes opdagelser.

Sat i bås

Sat i bås

Tiden er så småt løbet fra internetcaféer. Ikke mindst fordi smartphones, mobildata og gratis wi-fi-hotspots har gjort dem mere og mere overflødige. Men de findes altså stadig derude i verden, de små åndehuller, hvor du kan få adgang til en computer for en beskeden timepris – og måske endda printe nogle vigtige dokumenter (hvem ejer da også en printer nu om dage?). Rest of World har besøgt nogle af de sidste internetcaféer i bl.a. Uganda, Nepal, Nigeria og Mexico, der ihærdigt forsøger at holde trit med de teknologiske fremskridt.

Arabiens mareridt

På papiret virker det måske ikke super oplagt, at såkaldte white nationalists i USA føler sig åndsbeslægtede med den syriske diktator Bashar al-Assad. Som New Lines Magazine forklarer i et fyldigt essay – der også optræder i bogen No Pasaran! Antifascist Dispatches from a World in Crisis – er der dog mange gode grunde til, at netop den arabiske diktator er blevet et højreradikalt forbillede: “Bashar al-Assads krig mod det syriske folk, der gjorde oprør mod ham, appellerer til fascistiske følelser over hele kloden.”

Spisesedlen

Saudi-Arabien bliver vært for ukrainsk fredstopmøde. Det bekræfter den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskijs stabschef, Andrij Jermak. På mødet, der endnu ikke har fået en officiel dato, vil Ukraines foreslåede fredsplan, der indeholder “10 fundamentale punkter”, blive drøftet. Godt 30 lande ventes at deltage, omend Rusland ikke er inviteret.

Chile har de varmeste vintertemperaturer i 70 år. Selvom det er vinter i det sydamerikanske land, blev der tirsdag målt 37 grader celsius i byen Vicuna i det centrale Chile. Det er den højeste temperatur målt siden 1950’erne. Også i Argentina og Uruguay ser man påfaldende høje temperaturer på mindst 30 grader celsius. Ifølge klimatologer skyldes det både den globale opvarmning og vejrfænomenet El Niño.

Advokatundersøgelse af Lizette Risgaard fremlægges. Torsdag morgen er forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) blevet præsenteret for den rapport, som advokatfirmaet Kromann Reumert har lavet om angiveligt grænseoverskridende adfærd fra den tidligere FH-formand Lizette Risgaard. Konklusionerne ventes offentliggjort senere i dag, efter Føljetons deadline.

Kinesiske myndigheder vil begrænse børns skærmtid. Den såkaldte Cyberspace Administration of China (CAC) foreslår i et nyt udkast, at børn under 18 år maksimalt må bruge deres smartphones i to timer om dagen. For børn under otte år vil loftet være på 40 minutter dagligt. Kina indførte allerede i 2021 et nyt regelsæt, der satte grænser for, hvor længe børn og unge må spille computer.

Flere elever undgår bad efter idræt. Ifølge en ny rapport lavet af Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) oplever syv ud af ti idrætslærere, at de har problemer med at få deres elever til at tage et bad. Værst står det til i 7.-9. klasse, hvor næsten hver anden idrætslærer bakser med at få eleverne til at gå i bad efter undervisningen.

Et sidste ord

Et bæltedyr og en bold, mere behøver man ikke.

Ses i morgen, som endda også er fredag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12