3.-4. oktober 2020

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

På månen med Bjarke Ingels

Den danske arkitekt Bjarke Ingels’ fantasifulde tegnestue BIG er blevet kendt for at lave kompromisløs arkitektur, der forener det legesyge med det komplet vanvittige. Er det fx galt eller genialt at placere en skibakke ovenpå et gigantisk forbrændingsanlæg i Danmarks primært snefri hovedstad København? Vi ved det ikke. Vi synes måske, at Ingels har lidt […]

Spisesedlen

Kampene i Nagorno-Karabakh fortsatte mandag, efter Armenien og Aserbajdsjan var mødtes i blodige sammenstød i regionen dagen forinden. Her blev mindst 24 mennesker dræbt. Konflikten bygger på en årelang territorialstrid mellem de to lande. Aserbajdsjan gør krav på regionen, men Nagorno-Karabakh har siden 1994 været kontrolleret af etniske armenere. Føljetons chefredaktør Andreas T. König skrev om stridighederne i fredagens nyhedsanalyse.

På bare 24 timer valgte godt en million danskere at søge om at få deres indefrosne feriepengene udbetalt, svarende til 20 mia. kr. Det kunne Beskæftigelsesministeriet oplyse onsdag. Pengene blev oprindeligt lagt til side ved overgangen til den nye ferielov og skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension. Som følge af coronakrisen har Folketinget imidlertid besluttet at frigive en andel af pengene for at sætte skub i forbruget.

Den langstrakte farce, der i folkemunde kendes som Brexit, fik tirsdag et nyt, pikant kapitel. Her blev en kontroversiel brexitlov, der underkender dele af skilsmisseaftalen med EU, godkendt i det britiske underhus. Det på trods af, at Boris Johnsons regering tidligere har indrømmet, at lovforslaget er i strid med international lov. Torsdag valgte EU at tage det første skridt mod en stævningssag mod Storbritannien. Landet har nu en måned til at svare på EU’s anklager.

Asger Schnacks forlag kunne i en pressemeddelelse torsdag fortælle, at digter og forfatter Pia Juul er død, 58 år gammel. ”Jeg dvæler ved/ hvert lille tegn på at/ jeg har forlænget historien” skrev Juul i digtsamlingen En død mands nys. Hun var en af de helt store. Genlæs eventuelt også vores lille Pia Juul-buket i fredagens Føljeton.

Sikke en uge for USA’s præsident Donald Trump. Mandag var ikke engang begyndt, førend New York Times kunne afsløre, hvordan det står til med Trumps skattepapirer. Her fremgik det blandt andet, at Trump blot betalte 750 dollar i indkomstskat i årene 2016 og 2017. Natten til onsdag stødte Biden og Trump så sammen i en præsidentdebat, der hurtigt blev kaldt den mest kaotiske til dato. Og fredag kunne præsidenten meddele på Twitter, at han og førstedame Melania Trump er blevet testet positive for COVID-19. Sad!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12