29. november 2022
Kære læser
Julen er hjerternes fest, siger vi, imens vi fletter vores julehjerter sammen. Første søndag i advent er overstået, den 1. december er lige for døren. Så er det frem med juleskummet, brunkagerne, drillenisseordningerne og dette års emne til en altid verserende debat om ‘krænkelsesparathed’: Pyrus. TV 2’s beslutning om ikke at genudsende julekalenderen Pyrus: Alletiders […]
Kære læser
Elon Musk, verdens pt. rigeste mand, har længe været en relativt kaotisk skikkelse på internettet. Efter Musk har købt det sociale medie Twitter, er det dog, som om han har skruet galskaben op på 11. Bevares, Twitter har aldrig været nogen uproblematisk oase (tænk blot på årene med Donald Trump som kæde-tweetende præsident), men med […]
Det bedste vi har set
Små armbevægelser, stor digter
Små armbevægelser, stor digter
Digteren Marianne Larsen (f.1951) modtog i sidste uge endnu en hæder: Det Danske Akademis Store Pris. I dette spritnye interview fortæller hun om sit arbejde og læser bl.a. det fine digt “Engen“ fra 1978 højt (video, 16 minutter).
Er vin fake?
“Vin kræver penge, prestige og opmærksomhed fra aficionadoer. Hvor meget af det, det beundrer, foregår i deres hoveder?“ Sjov og tankevækkende artikel i Asterisk Magazine.
Qatar og røvqatar
Qatar og røvqatar
Hvad går Qatar ellers og bruger sine absurd mange på – altså ud over for 300 mia. dollars stadioner? Kunst, arkitektur og kulturelt diplomati. Menneskerettigheder, not so much. Vox ser nærmere på sagen.
Spisesedlen
Kina indfører tiltag for at bremse protester. Kinesisk politi er massivt til stede på gaderne i de byer, hvor der de seneste dage har været protester mod landets coronarestriktioner. Myndighederne i nogle dele af Kina justerer nu deres politik ved fx at ophøre massetest i områder, hvor ingen er testet positive i fem dage og fjerne reglen om daglig test for folk, der opholder sig i hjemmet.
Finanstilsynet politianmelder Jyske Bank for hvidvask. Det fremgår af en pressemeddelelse på den offentlige tilsynsmyndigheds hjemmeside. Anmeldelsen omfatter tre anliggender, der blev konstateret efter to hvidvaskinspektioner i efteråret 2021. Sagen skal nu efterforskes af National Enhed for Særlig Kriminalitet, og Jyske Bank meddeler, at de vil samarbejde om “alle forhold“.
Nigeriansk pirat fundet skyldig, men undgår straf. Københavns Byret dømte mandag den 40-årige mand for at have forvoldt fare for danske soldaters liv under en ildkamp, der fandt sted ud fra Guineabugten i 2021. Straffen bortfalder dog, da tre øvrige mænd, der også deltog i angrebet, blev løsladt med tiltalefrafald, samt at den idømte mistede sit ben, mens ingen danske soldater blev såret.
Russiske mødre kræver deres sønner hjem i underskriftsindsamling. På to dage er det lykkedes en aktivistgruppe bestående af russiske mødre at indsamle mere end 30.000 underskrifter med krav om, at Vladimir Putin trækker soldaterne hjem fra Ukraine. Ifølge mødrene bliver mobiliserede mænd “sendt i døden“, og mændenes familier mister deres forsørgere.
Brugen af fortrydelsespiller er stigende. I 2017 blev der solgt 107.000 piller til at sikre sig mod uønsket graviditet, mens tallet i 2021 var steget til 136.000, oplyser Sundhedsdatastyrelsen. Daglig leder for sexlinjen for unge hos Sex og Samfund, Jeppe Hald, mener, at “det er positivt“, da det viser en opmærksomhed på muligheden for fortrydelsespiller efter ubeskyttet sex.
Et sidste ord
Her: En skøn guide, så du kan lære at spille guitar som i James Bond. Suppleret af klassiske 007-replikker som “fucking joking dickhead, I’m not really a barber, I’m fucking James Bond“.
Tidsløst. Ligesom os – så vi ses i morgen!